Cordua: LA spiller efter egne regler

Med Løkkes "Helhedsplan", som må siges at være det største og mest omfattende politiske udspil i mange år, er der sat strøm til en helt ufattelig spændende og dramatisk politisk sæson, hvor ALT kan ske.

Helt centralt står naturligvis LA’s politiske ultimatum til Venstre-regeringen, at LA vælter den, hvis ikke den sørger for, at 90 mandater står bag en aftale, der omfatter en model, hvor marginalskatten sænkes for alle topskatteydere, der også indbefatter dem, der tjener mere end en million kroner om året.

Det forslag kan både Venstre og Konservative sagtens leve med. Det er imidlertid svært at opdrive ret mange uden for LA’s rækker, som tror på, at Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne vil lægge stemmer til, at de under forhandlingerne i Finansministeriet vil imødekomme dette krav. Alene fordi man skønner, at de politiske omkostninger bliver alt for store for DF.

Sidstnævnte har i øvrigt rutinemæssigt hældt samtlige af V-regeringens upopulære forslag ned ad brættet, dog uden at stille ultimative krav.

Hos LA argumenter man med, at de har en politisk ”ret” til at disponere frit over et beløb, der svarer til deres borgerlige mandattal på 14 procent - dvs. ca. 7-8 milliarder kroner uden at andre (dvs. DF) blander sig. 

Jarl Cordua

Et monument over janteloven
Hos LA-baglandet og blandt mange borgerlige ser man på V-regeringens skatteforslag med afsky. Man er glade for de foreslåede skattelettelser, men i deres optik er topskatten langt mere end blot en uhensigtsmæssig forhindring for arbejdsudbud og vækst.

Den er snarere en amoralsk vederstyggelighed – ja et monument over jantelov og misundelse og selv i LA, synes man, at partiets eksistensberettigelse står og falder med, at topskatten afskaffes for alle.

Målt på meldingerne har LA  derfor fortsat tænkt sig at ”køre helt ud over kanten” dvs. udløse et folketingsvalg, hvis ikke 90 mandater (herunder enten DF eller S) står bag denne indrømmelse.

Hos LA’ere konstaterer man, at Løkke med sit forslag har introduceret en ”millionærskat”, som statsministeren i øvrigt tidligere blandt andet har stemplet som dumt. Der er dog med skatteforslaget ikke tale om en yderligere skattebelastning af millionærer, som nogen måske vil tro, men en beskrivelse af en tilstand, hvis V-regeringens skatteforslag altså vedtages uden ændringer. Det bliver den naturligvis ikke.

Det koster i omegnen af en lille milliard kroner at fjerne fem procentpoint af marginalskatten også for landets ca. 40.000 vælgere med indkomster over en million kr.

Nye spilleregler
I en plan, hvor der skal flyttes rundt på cirka 60 milliarder kroner, så er det ikke et stort beløb. Hos LA argumenter man derfor med, at de har en politisk ”ret” til at disponere frit over et beløb, der svarer til deres borgerlige mandattal på 14 procent – dvs. ca. 7-8 milliarder kroner uden at andre (dvs. DF) blander sig.

LA forsøger dermed at introducere et sæt nye spilleregler, som man hidtil ikke har set, når der forhandles på Christiansborg. Taget for pålydende, så kræver denne tilgang til tingene i øvrigt, at DF accepterer, at de politiske omkostninger, der vil være ved at sige ja til at afskaffe ”millionærskatten” går lige op med de økonomiske omkostninger på cirka 1 milliard.

Altså et slags bytteforhold, hvor DF-vælgerne uden videre accepterer, at en milliard kroner i skattelettelser til de højeste indkomster er ca. ligeså store, som hvis man eksempelvis gav en milliard kroner til skattelettelser i bunden. Det gør DF-vælgerne ikke.

Vil DF bytte med grænsekontrol?
Spørgsmålet er, om der findes en vare i det politiske varekatalog, der opvejer de politiske omkostninger for DF til at acceptere en afskaffelse af ”millionærskatten”?

Måske en permanent grænsekontrol? Det vil dog de facto medføre, at Danmark skal melde sig ud af Schengen, da permanent grænsekontrol er et brud på reglerne. Under alle omstændigheder skal der være et politisk regnskab, der skal være i balance for at de ofte meget velfærdsfokuserede DF-vælgere er med på den.

I forvejen skal de med planen sluge et halvt år mere i trædemøllen, før at de kan blive folkepensionister. For hvis ikke DF accepterer dette, så er der reelt ingen penge til en ”Helhedsplan” og skattelettelser.

LA vil opdrage DF
Set fra LA’s stol handler det om, at man vil opdrage DF til at acceptere, at LA's politiske krav skal fylde nogenlunde lige så tungt rent økonomisk. Og så er man flintrende ligeglade med de politiske omkostninger, som kan følge for DF.

Ja, man anerkender åbenbart ikke, at det bliver umuligt for DF at sælge et halvt år mindre på folkepension til gengæld for, at de 40.000 største indtægter slipper for millionærskat.

Holmgangen i Finansministeriet bliver derfor mellem LA og DF. Hvis ikke det lykkes for Løkke at få samlet parterne bag en aftale, ja så kan han bruge Helhedsplanen som valgoplæg.

V har varer på alle hylder
Ja faktisk er statsministeren de næste 14 dage på en slags valgturné rundt i landet. Venstre har pludselig slået dørene op til en politisk butik, hvor der for første gang i lang tid er varer på alle hylderne.

Hvis vælgerne igen handler i Løkkes butik, så får de helhedsplanen, hvor det måske kan være lidt mere diffust blandt alternativerne i blå blok. Sådan håber man i al fald hos Venstre , at vælgerne reagerer. Løkke er klar til valgkamp, og det øger presset på de øvrige partier for at finde en løsning.

Hos regeringspartiet hæfter man sig ved, at det kun er omtrent seks procent af LA's vælgere, der vil betale ”millionærskat” fremover, og at vælgergrundlaget på 40.000 kun svarer til ca. to mandater. Hvis LA vil i valgkamp for at kæmpe for millionindkomsternes interesser og risikerer, at over 400.000 andre skatteydere slipper for topskat, ja så skal de være så velkommen, er synspunktet.

I LA-lejren handler det om, at hvis ikke man trækker en streg i sandet og får presset DF til at acceptere, at også millionindkomster slipper for at betale fem procent mindre i marginalskat, ja så vil det aldrig ske, og så kan Samuelsen ligeså godt lukke partiet.

Bytteforholdet
Så hvad er konklusionen? I et normalt scenarie vil der ligge så meget på bordet til fordeling, der både imødekommer LA og DF, så  alle kan få lov at få gevinster mod nogle indrømmelser. Problemet er, at LA ikke accepterer de sædvanlige spilleregler vedrørende ”det politiske bytteforhold”, men hellere vil spille efter deres egne regler, og med åbne øjne sætter det blå projekt ind som indsats for at opnå deres mål.

Det gamble har Løkke forsøgt ”at kalde” med sin Helhedsplan”. Og hvis bluffet (sådan ser Venstre på det) bliver kaldt, så får man en aftale –  og hvis ikke – ja så må man spørge vælgerne.

Vi bliver klogere i løbet af november.
---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.