Cordua: På vej mod et historisk kollaps for blå blok?

I den kommende tid kan alle, der vil lege politisk kommentator stille sig selv to spørgsmål: Tror man på, at DF under nogen omstændigheder vil stemme for topskattelettelser på fem procentpoint til alle? Hvis nej, vil Liberal Alliance så herefter straffe Lars Løkke Rasmussen (V) og vælte ham som statsminister?

For tiden er der ved at være ret udbredt konsensus blandt iagttagere af dansk politik, at svaret på det første spørgsmål er et klart nej. Faktisk er det næsten kun hos Liberal Alliance og dets mange entusiastiske støtter, at man er helt overbevist om, at DF vil stemme for et sådant forslag.

Her er man ligesom partiets leder, Anders Samuelsen, stålsat og sikker i troen på, at det er muligt at flytte så stort et politisk bjerg. Især når DF blankt har afvist nogensinde at ville stemme for sådan et forslag, og ingen levende sjæl, måske lige bortset fra Saxo Bank-ejer Lars Seier Christensen kan se fordelen for DF ved pludselig at omfavne forslaget.

LA holder Løkke som gidsel
For det første mener DF ikke, at forslaget er en god idé, og for det andet: Det gør DF's vælgere heller ikke. Hvorfor så stemme for forslaget? Ja det er der, at det begynder at blive mystisk.

Jeg forventer ikke et muligt sammenbrud førend tidligst engang sidst i november. Her kunne Venstre også udnytte i deres timing af valgkampen, at de holder landsmøde 19.-20. november, hvor der kan fyres op under græsrødderne.

Jarl Cordua

I historisk sammenhæng er der tale om en ret enestående politisk gidseltagning af blå bloks statsminister helt uden politiske fortilfælde.

For LA's Anders Samuelsen har taget Lars Løkke som gidsel og siger nu til Kristian Thulesen Dahl, at han ”trækker tæppet væk” under blå bloks statsminister, hvis ikke han får sit krav igennem. Hvad gør DF's Kristian Thulesen Dahl? Dropper sin egen politik og lægger sig ud med store dele af sine vælgere for at frelse Løkke? Eller siger han: "Go ahead - make my day" til Anders Samuelsen, der så enten lader Løkke overleve for så selv at blive til grin eller trækker i tæppet, og dermed udløser et historisk valg.

Politisk danmarkshistorie
Hvornår har man i øvrigt sidst i danmarkshistorien set, at en regerings parlamentariske grundlag har stemt en regering ned?

I 1968 stemte dele af SF Krag-regeringen ned på en sag om mindre dyrtidsregulering, der så SELV valgte at udskrive valg, fordi den mente, at der var tale om et kabinetsspørgsmål. Det er snart 50 år siden, og situationen er tydeligvis meget forskellig fra nu, hvor LA agter at stemme for en mistillidsdagsorden.

Venstre-statsminister Knud Kristensen røg på Sydslesvig-sagen, da Radikale – som havde støttet hans V-regering – stemte for en mistillidsdagsorden i 1947. Det er måske tættere på, men her faldt regeringen, fordi en statsminister insisterede på at forfølge en udenrigspolitik, som der IKKE var flertal for.

I 2016 står en V-statsminister til at falde, fordi en del af Venstres parlamentariske grundlag (LA) vil tvinge en anden del af det parlamentariske grundlag til at stemme for en politik, som der ikke er noget flertal for.

Skulle det komme så vidt, så vil det formentlig være i Løkke-regeringens interesse at få udstillet for blå vælgere, at LA aktivt stemmer en borgerlig regering ned. Det vil selvsagt blive nogle dramatiske tv-billeder, som vil stå printet ind i den politiske danmarkshistorie, hvis altså ikke Samuelsen forinden besinder sig, eller at Thulesen Dahl pludselig agter at skifte politik.

LA brænder broer
Hos V, K og DF vil man nok også notere sig hver eneste af LA-folketingsmedlemmerne, der finder den grønne knap og stemmer for at vælte en blå regering.

For dem bliver der brændt nogle broer én gang for alle. Man kan næppe gøre karriere som eksempelvis venstremand eller konservativ, hvis en af disse LA’ere en dag måtte have lyst til at skifte græsgange. Det bliver aldrig glemt. Omvendt kan LA så være sikre på sine folketingsmedlemmers loyalitet fremover, for der vil ikke være andre steder at gå hen.

I det hele taget vil en blå statsministerkandidat have svært ved at turde danne en regering på basis af LA's stemmer. Partiet kan danne en præcedens for, at den stemmer enhver regering ned, der ikke gør, som LA siger på områder, som partiet opfatter som ”røde linjer”.

Så vil partier i blå blok måske hellere lade være og pege på en socialdemokrat, hvor man til gengæld kan få indflydelse fra sag til sag. Det kunne fx være fristende for et parti som DF. Men måske også for et ramponeret Venstre, der næppe igen vil udsætte sig for en lignende ydmygelse fra opkomlingene i LA.

Dermed ligner det blå Danmark pludselig noget fra 70’erne, hvor der fx i 1975 ikke blev dannet en borgerlig firkløverregering, fordi Poul Hartling ikke turde eller ville regere på basis af Fremskridtspartiets uregerlige stemmer.

Undertiden kan man se, at fremtrædende LA-aktivister bekendtgør deres faste overbevisning om, at Venstres dage som stort parti i blå blok snart er talte, og at der snart skal være et mægtigt gilde og bægerklang betalt af Saxo Bank-ejeren Lars Seier Christensen, i anledningen af at LA nok snart runder 10 procent i vælgeropbakning i meningsmålingerne.

Disruption
Jubelskrigene lyder rutinemæssigt, hver gang Samuelsen bekendtgør en pæn meningsmåling for partiet, men forstummer dog, hver gang andre knapt så optimistiske målinger forbigås i tavshed.

Man kan også støde på den analyse hos LA’ere, at partiet står på spring for at ”disrupte” Venstre som det store liberale parti, og at det derfor kun vil fremskynde Venstres med den søvngængeragtig sikre død, hvis man ved først givne lejlighed kan få vippet Lars Løkke af pinden som statsminister og som formand for Venstre efter et valg. Så hvis ikke LA får gevinst på sin i egne øjne store vindersag, ja så vil man kunne trøste sig med, at Venstre uddør ligesom dinosaurerne.

Hvis det også er en analyse, som man abonnerer på i LA-toppen, ja så er det vel yderligere et motiv til at tvinge M/S Blå Blok til at styre direkte mod isbjerget og et spektakulært forlis?

Hvad sker der efter et valg? 
Skulle det mod nogens forventning alligevel gå sådan, at Venstre alligevel ikke bliver opslugt af LA, så kan man risikere, at Venstre ikke kan danne regering, så længe den nuværende ledelse af LA sidder ved magten og ikke vil frafalde den kamikaze-strategi, der kan have udløst valget.

For så vil man hurtigt ende i den samme situation. Der kan Løkke – eller hvem der sidder for bordenden til den tid – reagere ligesom Hartling og helt afvise at danne en regering på de opstillede vilkår. Det betyder så også, at det borgerlige regeringsprojekt vil være ophørt med at eksistere.

Det er ikke en dårlig pointe for S-formand Mette Frederiksen at rejse rundt med under en valgkamp.

Hvis nu V-regeringen i efteråret faktisk laver et kompromis med S og DF, ja så må man allerede nu konstatere, at LA har varslet, at de vil være politiske ”spielverderbere” og kortslutte folkestyret og et muligt bredt kompromis.

Også i den situation stemmer LA for en mistillidsdagsorden, siger de.

Kortslutning af koalitionsmulighederne
Det er også noget ganske nyt i dansk politik, at partier sådan forsøger at kortslutte koalitionsmulighederne i dansk politik. Ikke engang kommunisterne eller Enhedslisten har truet med at vælte en S-regering, selv om at de indgik forlig med partier i blå blok.

Sandsynligheden for et snarligt valg er derfor ganske overhængende, og spekulationerne er allerede gået i gang om, hvornår det i givet fald vil kunne udskrives.

Lars Løkke Rasmussen har mildest talt aldrig været den impulsive type. Det er statsministre i øvrigt ret sjældent.

Dette alene peger på, at V-regeringen vil trække forløbet ud så langt som muligt, sådan at det står klart for alle vælgerne, at man har gjort ALT, hvad der er muligt for at få både LA og DF med i en finanslov, og hvad der ellers kan skabes flertal for. Giver man op for tidligt, så vil man kunne anklages for ikke at have gjort et ordentligt forsøg.

Forfængelighed
En klassisk forhandlingsmodel er, at finansministeren forhandler det ”lette” først, for så at tage det svære og derved skabe et maksimalt pres på alle parter for at nå et kompromis til sidst. 

Jeg forventer derfor ikke et muligt sammenbrud før end tidligst engang sidst i november. Her kunne Venstre også udnytte i deres timing af valgkampen, at de holder landsmøde 19.-20. november, hvor der kan fyres op under græsrødderne.

Hvis regeringen sidder nytåret ud – evt. efter et valg lige før jul eller lige efter nytår, så vil der i historiebøgerne stå: Regeringen Lars Løkke Rasmussen II 2015-2017. Det vil også se lidt pænere ud.

Forfængelighed skal man ikke undervurdere. Hellere ikke i dansk politik.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.