Corydon til Hjort: Godt med tunge finansministre

OVERDRAGELSE: Afgående minister Bjarne Corydon overdrog mandag Finansministeriet til Claus Hjort Frederiksen, som indtager posten som finansminister for anden gang. Der var både kammeratlig respekt og vittigheder mellem de to politiske sværvægtere.

Bjarne Corydon og Claus Hjort Frederiksen holdt mandag deres anden fælles ministeroverdragelse i Finansministeriet. Denne gang var det Corydon, der overleverede ministeriet til Hjort Frederiksen.
Bjarne Corydon og Claus Hjort Frederiksen holdt mandag deres anden fælles ministeroverdragelse i Finansministeriet. Denne gang var det Corydon, der overleverede ministeriet til Hjort Frederiksen.Foto: Bax Lindhardt/Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan

For små fire år siden overdrog Venstres Claus Hjort Frederiksen Finansministeriet til socialdemokraten Bjarne Corydon.

Tirsdag mødte de begge op til overdragelsesreception igen - men denne gang var det Corydon, der sagde farvel, og Hjort, der sagde goddag.

Overdragelsesceremonien bød på langt flere vittigheder og sjove anekdoter, end den bød på egentlige politiske budskaber. Eksempelvis lagde Bjarne Corydon i sin tale ud med at fremhæve følgende kvalitet hos efterfølger Claus Hjort Frederiksen.

“Der er mange gode ting at sige omkring dig. For det allerførste kan man sige, at det ser ud, som om du etablerer en form for præcedens om, at man kommer tilbage til det her job."

Vigtigste legemsdel er bagdelen
Den afgående finansminister høstede mange grin fra publikum ved at fremhæve fællestrækkene mellem ham selv og Claus Hjort Frederiksen - og det var særligt de to ministres fysiske fremtoning, han lagde vægt på.

“Når jeg er blevet bedt om at forholde mig til, hvad det var for en minister, der overtog, har jeg sagt, at det er godt med tunge finansministre,” sagde Bjarne Corydon.

Han uddybede beskrivelsen og påpegede, at Claus Hjort Frederiksen både har et godt hoved og en bred ryg. Men særligt en attribut har de to ministre til fælles, understregede Bjarne Corydon.

“Jeg har sagt mange gange, at den vigtigste legemsdel på en finansminister er bagdelen. Og der kan du også være med,” sagde ministeren.

Trimmer, tågehorn og en bog
En af de tre gaver, som Bjarne Corydon havde med til Claus Hjort Frederiksen, havde da også til formål at få den nye minister til at ligne den afgående minister i endnu højere grad.

“Hvis du kommer i det humør, at du for alvor vil træde i karakter herovre, så send signaler, der ligger ud over det rent sproglige. Det bedste, jeg kan anbefale, er en ordentlig tilpasning af din frisure. Derfor har jeg købt en trimmer til dig.”

Bjarne Corydon havde også en gave med, som han havde fået af Claus Hjort Frederiksen, dengang der sidst var overdragelse i Finansministeriet: et tågehorn. Det havde Bjarne Corydon fået, fordi Hjort havde regnet med, at Corydon ville have svært ved at finde vej. Nu blev hornet givet tilbage. Og Bjarne Corydon sagde til de tilstedeværende journalister:

“Når man over Slotsholmen vil kunne høre sådan en lav, men tydelig, dump, bedrøvet, kaldende tuden, så er det Claus, der er i problemer.”

Den sidste gave, Corydon havde med til Hjort, var et eksemplar af John F. Kennedys bog “Profiles in Courage.” Departementschef Martin Præstegaard kom også senere ind på, at Bjarne Corydon er stor fan af Kennedy-brødrene.

Svedig entré i Finansministeriet
Overdragelsen af Finansministeriet fandt sted på en lummer sommerdag, og temperaturen i ministeriet var høj. Det gik blandt andet ud over Claus Hjort Frederiksen, som indledte sin tale med en selvironisk vittighed:

“På en eller anden måde får jeg altid en svedig entré i Finansministeriet,” sagde han med henvisning til den første gang, han skulle fremlægge økonomisk redegørelse i Finansministeriet, og sveden piblede ned af hans pande.

Den tiltrædende finansminister havde flere morsomme anekdoter med fra sin tidligere ministertid. Der var mange ting, han dengang lige skulle vænne sig til, sagde han.

“En ting, der gav mig vanskeligheder, var, at pludselig tog alle mig på ordet. Jeg var vant til en arbejdsform, hvor man slyngede nogle ideer ud, og så sagde folk: Nej, du er en idiot, det kan ikke lade sig gøre,” fortalte Claus Hjort Frederiksen.

Men i ministeriet var der ingen, der sagde ham imod, og folk tog hans ord som vejovervejede udtryk for en politik, forklarede han. Han huskede en situation, hvor han til et møde havde foreslået nogle konkrete ting.

“Og ingen sagde en lyd. Så gik der tre dage, og så kom de tilbage med en handlingsplan for, hvordan dette kunne realiseres. Og jeg måtte jo så skamfuldt sige, at jeg mente det ikke. Det var en joke,” indrømmede Claus Hjort Frederiksen og modtog latterbrøl fra tilhørerne.

Stormglas til en ny menig MF
Claus Hjort Frederiksen lagde ikke skjul på, at han har stor respekt til overs for Bjarne Corydon.

“Du er på alle måder en ordentlig og regulær minister, og det skal der lyde en stor anerkendelse for,” lød rosen.

Claus Hjort Frederiksens gave til Bjarne Corydon var - ligesom tågehornet - fra søfartens verden. Han havde nemlig et såkaldt stormglas med. Stormglasset er et slags barometer, som ved hjælp af krystaller viser, hvordan vejret bliver.

Det mente Claus Hjort Frederiksen, at Bjarne Corydon kan få brug for som kommende menigt folketingsmedlem - det er nemlig også et spændende og farefuldt farvand at bevæge sig i, lød budskabet.

Rekord for finanslovsforhandlinger
Departementschefen i Finansministeriet, Martin Præstegaard, holdt også tale ved ministeroverdragelsen. Han lavede blandt andet sjov med, at Bjarne Corydon havde sat nye rekorder for længden af finanslovsforhandlinger.

I 2013 holdt finansministeren ifølge departementschefen cirka 35 møder med Enhedslisten, men endte derefter med at forhandle finansloven hjem på blot seks timer med Venstre og Konservative.

Martin Præstegaard foreslog, at Claus Hjort Frederiksen kunne forsøge at slå rekorderne.

“Og Bjarne, hvis du er forhandlingspartneren, så kan du selv vælge, om det er de 35 møder, du vil overgå, eller om du vil gøre det hurtigere end seks timer,” sagde han og tilføjede:

“Vi beder dig bare om, at du tænker på os her i Finansministeriet.”

Departementschefen roste Bjarne Corydon for hans økonomiske reformer, hans fokus på vækst og produktivitet og hans mål om modernisering af den offentlige sektor. Men han kom også ind på Bjarne Corydons politiske og personlige egenskaber.

“I offentligheden er du ofte blevet kaldt Blå Bjarne. Det kan vi ikke genkende her i huset. Vi har altid vidst, at der var en politisk og socialdemokratisk vision og tanke bag,” sagde Martin Præstegaard.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00