Danmark giver en kvart milliard kroner til Syrien

NØDHJÆLP: Danmark er klar med en rekordhøj bevilling til ofrene for borgerkrigen i Syrien på 250 millioner kroner. Dermed er det samlede danske humanitære bidrag oppe på over en milliard kroner.

Foto: rodekors.dk
Cecilie Gormsen

Den danske regering er klar med en kvart milliard kroner ekstra til de nødlidende i Syrien. Det vil handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) tirsdag offentliggøre på den internationale donorkonference for det borgerkrigsramte land. 

”Det er med en blanding af glæde og tristhed, at jeg i dag giver det danske tilsagn. Glæde, fordi det danske tilsagn vidner om Danmarks store solidaritet med familier, der lever under nogle af de mest kummerlige og frygtelige forhold i verden. Og tristhed, fordi det, til trods for det store beløb, ikke er nok til at dække omfanget af det humanitære behov i Syrien,” siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

Målet på donorkonferencen, som emiren af Kuwait sammen med FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, er vært for, er at indsamle, hvad der svarer til 55 milliarder kroner. Det er størrelsen på den appel, som FN har udsendt for 2015. Til sammenligning var appellerne for 2014 på omkring 35 milliarder kroner, hvoraf 58 procent var finansieret ved udgangen af året.

Opfordring: Rige lande skal hjælpe
Med den nye rekordstore bevilling er det samlede danske humanitære bidrag ifølge Udenrigsministeriet oppe på over en milliard kroner siden krisens start i 2011.

Det er med en blanding af glæde og tristhed, at jeg i dag giver det danske tilsagn.

Mogens Jensen
Handels- og udviklingsminister

”Jeg har ønsket at sende et klart signal til alle lande, mellemøstlige, nye vækstlande med videre, om at være med til at løfte denne opgave,” siger Mogens Jensen., der på konferencen vil opfordre andre ressourcestærke lande til også at yde støtte til de omkring 18 millioner nødlidende i Syrien og nabolandene. 

Danmark øger sit tilsagn med 50 millioner kroner sammenlignet med sidste år. Også EU-Kommissionen forventes at øge sit tilsagn fra cirka 1,2 til 3,7 milliarder kroner, USA fra cirka 2,6 til 3,4 milliarder kroner og Norge forventes at øge fra omkring 400.000 kroner til minimum 650 millioner kroner.

”Libanon og Jordan har flest flygtninge set i forhold til egne indbyggere i hele verden. De to lande har tilsammen modtaget næsten to millioner flygtninge i løbet af få år. Og vi må ikke glemme, at det er lande med indbyggertal, der svarer til Danmarks,” siger Mogens Jensen.

12 millioner har brug for hjælp
Ban Ki-moon gør i invitationen til konferencen opmærksom på, at 12,2 millioner mennesker i Syrien har brug for humanitær assistance, mens seks millioner mennesker i Syriens nabolande, herunder knap 4 millioner flygtninge, er påvirket negativt af krisen. 200 millioner kroner af det danske bidrag går til direkte humanitær støtte til ofrene for konflikten. Samtidig er der afsat 50 millioner kroner til nabolandene Libanon og Jorden for at håndtere den syriske flygtningekrise. 

Der er inviteret knap 80 lande til konferencen, herunder lande, der hidtil har bidraget til appellerne for Syrien, nye potentielle donorer samt en række regionale sammenslutninger, inklusiv EU. Lederne af en række NGO’er og internationale humanitære organisationer vil også deltage.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00