Danmark tættere på EU-domstolen i ferie-sag

FERIE: De danske ferieregler er i karambolage med EU's arbejdstidsregler, slår EU-Kommissionen fast. Hvis Danmark ikke ændrer praksis, kan sagen ende ved EU-domstolen. OPDATERET

Foto: Colourbox
Cecilie GormsenMichael Hjøllund

Danskere skal have ret til betalt ferie det første år, mener EU-Kommissionen.

I en begrundet udtalelse, der er kommet onsdag, gør Kommissionen det klart, at de danske ferieregler er i strid med EU's arbejdstidsregler. Derfor bliver Danmark nu bedt om at respektere lønmodtagernes ret til at holde ferie med løn samme år, som deres ferie er optjent. 

Allerede i efteråret sidste år rettede EU-Kommissionen henvendelse til Danmark. Ifølge EU-lovgivning har EU's medlemsstater pligt til at sikre, at deres borgere får mindst fire ugers betalt ferie om året, og ifølge Kommissionen opfylder den danske ferielov ikke disse rettigheder.

Den danske regering sendte i november sine svar, som EU-kommissionen nu har analyseret, og i Bruxelles lyder konklusionen, at man stadig ser problemer med de danske ferieregler. Ifølge de danske regler har man først ret til ferie med løn i det ferieår, der følger efter første optjeningsår.

Fra Kommissionen lyder det, at de danske regler "er i strid med EU's grundlæggende sociale rettigheder om et mindstemål af årlig betalt ferie".

Den danske regering har nu to måneder til at rette ind efter EU-Kommissionens retningslinjer. Sker det ikke, kan Kommissionen sende sagen til EU-Domstolen.

V: Regeringen må have en plan
Ifølge Ulla Tørnæs, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, er sagen "old news", fordi konklusionerne fra EU-Kommissionen allerede er kendt.

Af samme grund forventer hun også, at regeringen har en helt klar plan liggende. 

"Derfor har jeg da også en klar forventning om, at beskæftigelsesministeren har en meget detaljeret plan klar i skuffen, der sikrer, at vi bringer de danske regler i overensstemmelse med EU-reglerne, samtidig med at vi sikrer så stor frihed for den enkelte til at planlægge sin ferie som muligt," siger hun i en pressemeddelelse. 

Hun peger på, at når beskæftigelsesministeren alligevel skal se på reglerne, skal en ny model sikre, at lønmodtagerne faktisk får hævet deres feriepenge.

"I dag er der mellem en kvart og en procent, der ikke får hævet deres feriepenge. Den nye model skal tage højde for tre ting. Den skal være i overensstemmelse med EU-reglerne, den skal sikre, at lønmodtagerne får hævet de feriepenge, som de er berettiget til, og den må ikke pålægge virksomhederne nye byrder. Det bliver ikke en let nød at knække, og derfor forventer jeg da også, at ministeren har gjort sit hjemmearbejde, og at vi ikke endnu engang ser regeringen blive taget på EU-sengen," siger hun.

Minister: Vi fortsætter dialogen
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) tager henvendelse fra EU med ro. 

"Vi skal selvfølgelig have løst det her problem, men som udgangspunkt kan jeg sige, at jeg er glad for vores feriepengesystem. Det er med til at skabe tryghed i folks hverdag," siger ministeren.

Han afviser at spekulere i, hvad konsekvenserne af et eventuelt dansk nederlag ved EU-domstolen kan blive.

”Hvis jeg svarer på det spørgsmål, havde jeg jo allerede lagt mig ned. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Nu fortsætter vi dialogen og håber på en fornuftig løsning," slutter Henrik Dam Kristensen.

Dokumentation

Sagen kort

EU-Kommissionen henvendte sig i september 2014 til den danske regering, fordi man mener, at den danske ferielov strider mod EU's arbejdstidsdirektiv fra 2003.

De danske regler betyder, at man som lønmodtager optjener sin ferie i løbet af et kalenderår, mens ferieåret (perioden man kan afholde ferien) løber fra maj til maj. Det betyder, at eksempelvis nyuddannede eller arbejdere fra andre EU-lande, der ikke har optjent ferie, når de bliver ansat, risikerer at skulle vente op til halvandet år med at få deres første betalte feriedag.

Kerneargumentet fra EU-Kommissionen er en dom fra EU-Domstolen, der siger, at en ferie kun får ”sin fulde positive virkning”, hvis den holdes inden for det år, hvor den er optjent.

Den danske regering mener kun, at EU-Kommissionen har en pointe i forhold til midlertidige ansættelser.

Fagbevægelsen ønsker dog, at regeringen også ændrer reglerne, så nyuddannede kan optjene hurtigere ferie.
Det afviser beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S).

Det er nu op til EU-Kommissionen at beslutte, om den vil forfølge sagen yderligere.

I sidste ende kan det blive op til EU-Domstolen af afgøre, om de danske regler strider mod EU-retten.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00