Dansk Erhverv: Husk BPA-området

Af Rasmus Larsen Lindblom
Velfærdspolitisk fagchef, Dansk Erhverv

Når servicelovens voksenbestemmelser skal reformeres, må vi ikke glemme den mindre kendte tvilling, nemlig BPA-ordningen, som gennem et tilskud, så borgere selv kan ansætte handicaphjælpere, giver en unik medbestemmelse i dagligdagen.

Politisk har BPA-ordningen samme patina som en reform af servicelovens voksenregler. I begge tilfælde har der været bred politisk enighed om behovet for reformer. Begge steder endte et lovforslag med at blive taget af bordet.

Nu ser det ud til, at de to forløb flettes sammen i en og samme proces. Der er forsat behov for at se på BPA-ordningen. Det drøftede Folketingets Social- og Indenrigsudvalg senest på udvalgets offentlige høring i selskab med KL, FOA, Muskelsvindsfonden og Dansk Erhverv.

Politisk har BPA-ordningen samme patina, som en reform af servicelovens voksenregler.

Rasmus Larsen Lindblom
Velfærdspolitisk fagchef, Dansk Erhverv

BPA-ordningen skaber medbestemmelse og mobilitet
Den er egentlig ret unik, BPA-ordningen. Borgeren får udmålt et tilskud og er som udgangspunkt derfor arbejdsgiver for sine handicaphjælpere. Det er en ordning, der giver mennesker med omfattende funktionsnedsættelse en tilsvarende, omfattende frihed i dagligdagen.

Men selv at stå for bl.a. skatteindberetninger, forsikringer og lønudbetaling kan være besværligt, tungt og tidskrævende. Den opgave, altså arbejdsgiveransvaret, kan borgeren derfor vælge at overdrage til en privat virksomhed.

I halvdelen af alle BPA-ordninger er private virksomheder derfor en forudsætning for, at ordningen kan fungere i dagligdagen. Derfor skal der i en revision af lovgivningen også ses på virksomhedernes rammevilkår.

Skrottet lovforslag støves nu af
I lighed med den brede revision af serviceloven var de fleste politikere og organisationer også enige om behovet for at reformere og forenkle BPA-reglerne. En aftale i satspuljekredsen slog i 2013 hovedet på sømmet.

Man ønskede blandt andet et styrket tilsyn, en godkendelsesordning og en national takststruktur for at skabe større ensartethed og retssikkerhed. De elementer blev i 2014 fremsat i et lovforslag, som endte med ikke at blive ’fremmet’, som det hedder på christianborgsk. Lovforslaget blev ganske enkelt ikke 3. behandlet og kom derfor ikke til en endelig afstemning.

Det var klogt, fordi indhold og økonomien ikke hang sammen. Men nu er BPA altså igen på bordet.

Vi ser gerne et arbejdsmarked, hvor det reelt er muligt at indgå en overenskomst. Også derfor foreslår vi en landsdækkende forpligtende takstmodel, hvilket egentligt var på tegnebrættet tilbage i 2014, men uden at økonomien var med.

Fordi kommunerne i dag udmåler ordningen forskelligt og for lavt, har arbejdsmarkeds parter ganske enkelt svært ved at vurdere den ramme, der kan forhandles en overenskomst i.

Det skaber hverken klarhed eller fundament for et sundt arbejdsmarked. En takstmodel skal også sikre, at virksomhederne får den rette betaling i forhold til de konkrete opgaver, som de løser for borgeren. Det sker heller ikke altid i dag, hvor der til gene for borgere, handicaphjælpere og virksomheder også er uklarhed om, hvem der skal gøre hvad.

Gevinsterne står i kø
Man skal kunne stille kvalitetskrav til private virksomheder, som man også gør det på det øvrige socialområde. Derfor bakker vi op om, at virksomheder på BPA-området kommer ind under loven om socialtilsyn.

Men det skal på samme tid også være langt tydeligere, hvad der forventes af såvel borger om virksomhed. Arbejdspladsen er jo i borgerens eget hjem med de dilemmaer, der eksempelvis kan opstå på arbejdsmiljøområdet.

Man kan ganske enkelt ikke forlange, at virksomheder skal tage ansvar for områder, de ikke har medindflydelse på. Derfor er der en række uklarheder, der skal adresseres. Ikke alene i Serviceloven, men også i mellem den sociale lovgivning og beskæftigelses- og sundhedsområderne.

Gevinsterne, og dermed argumenterne, står i kø for en finansieret takstmodel og for mere enkle regler. Mindre kommunalt bureaukrati, større retssikkerhed for borgerne med (må man formode) færre ankesager og som følge heraf færre statslige omkostninger.