Danskerne afviser højere boligskatter

MÅLING: Kun hver sjette dansker vil være med til at sætte ejendomsskatterne op, viser ny måling. Boligskattestigninger er en død sild, vurderer kommentator.

Boligskattestigninger er upopulære blandt danskerne.
Boligskattestigninger er upopulære blandt danskerne.Foto: Colourbox.dk
Lasse Lange

Kun 16 procent af danskerne vil være med til at sætte ejendomsskatterne op på længere sigt.

Det viser en meningsmåling, Norstat har foretaget for Altinget i midten af maj.

Radikale foreslog forleden at skrotte skattestoppet på ejendomsværdi, når det udløber i 2020. Og onsdag kunne Politiko så fortælle, at en håndfuld socialdemokratiske folketingsmedlemmer i en kandidattest på tv2.dk har udtrykt støtte til boligskattestigninger.

Intern uenighed
Socialdemokraternes socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil skriver i forbindelse med kandidattesten, at "boligskatten på de dyreste boliger kan godt hæves. F.eks. en bolig, der koster mere end tre-fire mio. kr."

Også næstformand i Socialdemokraterenes folketingsgruppe Ane Halsboe-Jørgensen, fødevareordfører Orla Hav, transportordfører Rasmus Prehn og ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff udtrykker sig på tv2.dk positivt om boligskattestigninger.

Boligskattestigninger er ikke officiel socialdemokratisk politik, men fem-bandens åbning får alligevel de borgerlige til at gå hårdt til angreb.

"Så er katten ude af sækken! Socialdemokraternes planer om at hæve boligskatten er afsløret. Fremtrædende medlemmer af den socialdemokratiske gruppeledelse slår nu fast, at de vil hæve boligskatten. Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet vil også have højere boligskatter. Helle Thorning er simpelthen omringet af folk, der vil hæve boligskatten, og derfor er det også på sin plads med en advarsel til alle boligejere: Får vi en rød regering efter valget, så kommer boligskatten til at stige," skriver Venstres politiske ordfører Inger Støjberg på Facebook.

I Politiko afviser Socialdemokraternes erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, at det har noget på sig.

"For nogen som helst kandidater og andre, der må være i tvivl, kan det blankt afvises, at vi hæver nogen boligskatter. Det garanterer vi, og er der nogen som helst kandidat, der skulle være i tvivl om det, så skal de bare ringe til mig, så skal jeg nok forklare dem det."

Radikalt forslag afvist
Også Radikales politiske leder Morten Østergaard er i offensiven med et boligskatteforslag, der ligger i naturlig forlængelse af Radikales grundholdning om at beskatte boliger mere og indkomster mindre.

I dag er ejendomsværdiskatten låst fast i kroner og ører, men Radikale ønsker, at skatten i stedet skal stige i takt med lønudviklingen. Samtidig skal det lidt løsere loft over, hvor meget grundskylden må stige, skærpes.

"Det her forslag vil sikre, at når det går godt i det danske samfund, og lønningerne stiger, så følger boligskatterne med. Og når det går skidt, som det har gjort i de senere år, så stiger boligskatterne ikke. Så ved folk, hvad de har at gøre godt med," forklarede Morten Østergaard i weekenden Berlingske Nyhedsbureau.

Forslaget fra Radikale og Morten Østergaard er efterfølgende blevet afvist af Socialdemokraterne.

"Jeg er ikke enig med de Radikale. Men de er selvfølgelig i deres gode ret til at komme med deres synspunkter," sagde finansminister Bjarne Corydon søndag til Berlingske Nyhedsbureau.

Kommentator: Politisk selvmord
Meningsmålingen fra Norstat om boligskattestigninger blev foretaget blandt 1.003 repræsentativt udvalgte danskere i perioden 15.-18. maj – altså inden valget blev udskrevet, og inden de seneste dages debat om boligskatterne.

Mens kun 16 procent af de adspurgte altså støtter ideen om at lade ejendomsskatterne stige på sigt, er 58 procent direkte imod forslaget, mens 27 procent er i tvivl.

"Ud fra de tal må man sige, at det er selvmord at sige, at man vil hæve ejendomsskatterne. Det er en tabersag rent politisk, selvom det økonomisk er fornuftigt at lægge en større del af skatten på boligerne," vurderer Erik Holstein, Altingets politiske kommentator.

Selv om Radikale i den seneste valgperiode har haft meget at skulle have sagt i forhold til den skattepolitik og økonomiske politik, som SR-regeringen har ført, skal boligejerne dog ikke være urolige for, at Radikale også denne gang får sin vilje.

"Overhovedet ikke. En boligskattestigning vil være så dyr for Socialdemokraterne rent politisk, at det vil de aldrig gå med til," siger Erik Holstein.

Han mener dog ikke, at det er helt umuligt at gennemføre en eller anden form for justering af boligskatterne.

"Forslaget fra Radikale i sin rene form er en død sild. Hvis det bare får en karakter af, at boligejerne skal betale mere, så går det ikke. Men det er ikke utænkeligt , at man engang efter 2020 kan lave en model, hvor man beskatter gevinsten ved salg af ejerbolig, og boligejerne til gengæld slipper billigere i løbende boligskatter," siger Erik Holstein.

Han peger samtidig på, at resultaterne af meningsmålinger om boligskat kan afhænge meget af, hvordan spørgsmålet bliver stillet.

"Havde man spurgt, om det er rimeligt, at man betaler meget mere skat af sin arbejdsindkomst, end man gør på en gevinst på boligen, så havde man måske fået et lidt anderledes billede," slutter Erik Holstein.

Dokumentation

Sådan har vi spurgt
I dag er ejendomsskatterne omfattet af et skattestop, der varer indtil 2020. Er det på langt sigt nødvendigt at hæve skatterne på boliger?

Ja 16 pct.
Nej 58 pct.
Ved ikke 27 pct.

 

Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1.003 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 15.-18. maj 2015.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00