Debat: Nyt regeringsudspil er et tilbageslag for skilsmissefamilier

Af Tanja Graabæk
Direktør & chefjurist i Hvert 3. barn

Regeringen kom for nylig med sit forslag til et nyt skilsmissesystem. Det eksisterende system inddrager for mange myndigheder og har en for lang sagsbehandlingstid, så det var tid til nytænkning.

Regeringsgrundlaget siger, at det er regeringens mål at ”samle hjælpen til brudte familier i ét system” med ”fokus på familiernes behov.” Børneminister Mai Mercado (K) sagde ved forslagets fremsættelse: ”Vi skal have et enkelt, sammenhængende system, hvor forældrene på en gennemskuelig måde får den hjælp, der er brug for.” Mere gennemskuelighed, et mere sammenhængende system og fokus på skilsmissefamiliers behov skulle være kernen i et nyt skilsmissesystem. En fornuftig vision, som bare ikke vil kunne opnås med regeringens forslag.

Illusionen om ét samlet skilsmissesystem
Regeringens forslag afviger i praksis ikke meget fra det aktuelle system. Fogedretten og kommunerne forbliver de samme. Statsforvaltningen skifter navn til Familieretshuset, og domstolssystemet får en integreret enhed, Familieretten.

Men alle sager vil stadig skulle screenes i Statsforvaltningen (Familieretshuset), så forskellen ligger i etableringen af en børneenhed, sondringen mellem typen af sager, der skal til henholdsvis domstolene og Statsforvaltningen, og de økonomiske konsekvenser for forældre, der skal i retten med samværssager.

Illusionen om et gennemskueligt system
Med regeringens forslag vil man nogle gange skulle have sin sag behandlet i Statsforvaltningen (Familieretshuset), mens man andre gange skal have den præcis samme problemstilling behandlet ved domstolene. Det afhænger af, hvor vrede forældrene er på ansøgningstidspunktet. Og den model øger faktisk antallet af instanser, man kan komme i berøring med.

Sagerne, som selv regeringen anerkender har det største behov for smidighed og fleksibilitet, skal behandles af vores mest rigide system.

Tanja Graabæk
Direktør & chefjurist i Hvert 3. barn

Tag eksemplet Julie: Mor og far er uenige om, hvornår Julie skal afleveres, og derfor er deres sag blot en gul sag, som skal behandles af Familieretshuset (Statsforvaltningen). Året efter optrappes konflikten, og moren mener ikke, at Julies far skal have samvær mere. Nu bliver det en rød sag, som skal behandles af Familieretten (byretten). To uenigheder om samvær vil altså i det nye forslag kunne havne i to forskellige førsteinstanser, i modsætning til én i dag. Desuden er de juridiske regler meget åbne for fortolkning, så Julies mor og far vil sandsynligvis i praksis blive mødt af én tilgang i Familieretshuset (Statsforvaltningen) og af en helt anden ved domstolene. Hvordan gør det systemet mere gennemskueligt for borgerne?

Er forældrene meget sure på hinanden, skal de nu selv betale for en advokat, med mindre de tjener så lidt, at staten giver fri proces. Er de ikke helt så sure på hinanden, vil de gratis kunne starte en sag, hver gang de oplever behov for at sikre deres barns trivsel. Regeringens forslag indebærer med andre ord også, at forældre inddeles i et A- og et B-hold.

Domstole bliver flaskehalse
Der, hvor det går helt galt i regeringens forslag, er tilgangen til højkonfliktsagerne, der vil skulle behandles af domstolene. Sagerne, som selv regeringen anerkender har det største behov for smidighed og fleksibilitet, skal altså behandles af vores mest rigide system. Argumenterne er styrket retssikkerhed og behov for hurtige beslutninger, men da retssikkerheden kan styrkes på andre måder, er det interessante argument hastighed: Tempo kan være vigtigt i komplekse sager, men grundighed (forældrekompetenceundersøgelser) er vigtigere, så barnet altid har primær bopæl hos forælderen med de bedste forældreevner. Hastighed bør aldrig vægte højere end en fremtidssikring af barnets rammer.

Spørg bare Jens: Han ønskede som 11–årig at bo hos sin far. Under bopælssagen afviste retten trods underretninger at lave en børnesagkyndig undersøgelse, og Jens’ mor indgik forlig om bopælen, fordi hendes advokat vidste, hun ville tabe sagen på grund af Jens’ ønsker. Efter et år hos sin far er Jens nu så truet på sin udvikling, at kommunen vil tvangsfjerne ham, hvis han ikke får bopæl hos sin mor. Alt dette kunne have været undgået, hvis domstolene havde lavet en forældrekompetenceundersøgelse.

Et argument for at vælge domstolene som system i højkonfliktsagerne har været pligten til at tale sandt i retten, men forældres sagsoplysninger handler typisk om forskellige oplevelser – og ikke om sandhed versus løgn. I højkonfliktsagerne er sandhed og løgn meget relative begreber, og det vil de også fortsat være i retssager.

Ingen hurtigere sagsbehandling 
Hurtigere sagsbehandlingstid hos domstolene er også en illusion. Udspillet giver ikke svar på, hvordan domstolene vil løfte den øgede sagsbyrde, der ifølge SFI’s tal er markant større, end regeringen angiver. Hvor vil man skaffe de mange nye dommere med kendskab til de familieretlige sagers kompleksitet fra?

Med flytningen af højkonfliktsagerne til domstolene ageres der desuden i blinde. Seniorforsker Mai Heide Ottosen har jo konkluderet, at der ikke er tilstrækkelig viden om, ”hvad der virker bedst i disse højkonfliktsager”. Måske var det en god ide at undersøge det, inden man ændrer håndteringen radikalt?

For os i Hvert 3. barn ligner valget af domstolene som system mere et politisk fingeraftryk end et ønske om at hjælpe børn i højkonfliktsager. Der er i hvert tilfælde langt til Mai Mercados ord om, at ”vi skylder børnene, at vores system ikke er med til at gøre det sværere”.

Det bedste bud serveret på et sølvfad
Interessant nok ligger der et yderst relevant forslag på ministerens bord, hvor et nyt skilsmissesystem baseres på et familieretligt ankenævn, hvilket bakkes op af flere kerneaktører på børneområdet. Vi er dog ikke optimistiske omkring, at regeringen ser lyset, for som Dansk Psykolog Forenings formand Eva Secher Mathiasen udtalte om dagpengesystemet: ”Politikerne hopper fra reform til reform som fra tue til tue uden at se på det store billede, og hvad det egentlig gør ved de danskere, de har ansvaret for.” Det gælder desværre også for regeringens skilsmissesystem.