Der bliver aldrig fred i Mellemøsten, hvis Israel sønderbomber Gaza

I dag er virkeligheden, at de krige og den indsats, som den amerikanske præsident George W. Bush, den britiske premierminister Tony Blair og den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) stod i spidsen for efter den islamistiske 9/11-terror i 2001, var katastrofale.

Irak og Afghanistan er i dag rædsomme steder at leve – i bedste fald lige så slemme som under Saddam Hussein og Osama bin Laden, men for de fleste faktisk værre. De massive bombardementer smadrede infrastrukturen; hykleriet gav plads til nye regimer.

Sommetider er det nødvendigt at gå i krig. Churchills og Roosevelts alliance mod Hitler var åbenlys korrekt. Natos Kolde Krig mod Sovjetunionen var uundgåelig. Vestens unisone støtte til Ukraine, da Putin invaderede det selvstændige land, ligeså.

De største fremskridt er sket, når Vesten har minimeret brugen af våben og maksimeret brugen af diplomati – ud fra den berømte læresætning 'speak softly, but carry a big stick.'

David Trads

Sommetider er krig imidlertid det forkerte svar. Vestens evindelige interventioner og evighedsinvasioner i Mellemøsten siden Anden Verdenskrig har i reglen slået fejl. Afghanistan i 2001, Irak i 2003, Libyen i 2011 er tragiske fejl, der ikke gjorde verden bedre.

De største fremskridt er sket, når Vesten har minimeret brugen af våben og maksimeret brugen af diplomati – ud fra den berømte læresætning 'speak softly, but carry a big stick.'

To af de dygtigste statsledere i vores tid gav eksempelvis håb til fred i Mellemøsten: Da Saddam Husseins Irak i 1990 invaderede Kuwait, tog George H. Bush sig tid til at overbevise verden om behovet for Golf-krigen. Han samlede en koalition, som inkluderede arabiske nationer. Krigens formål var begrænset. Den varede et halvt år.

Den troværdighed, den indsats gav USA i regionen, udnyttede først Bush og siden Bill Clinton til at igangsætte den hidtil mest succesrige fredsindsats i urkonflikten mellem Israel og Palæstina. Kulminationen var Camp David-møderne i 2000, som kom så tæt på at lykkes.

Men så kom 11. september 2001. Terrorangrebet på USA. Lige siden har konfrontationerne stået i kø i en stadig mere eskaleret konfrontation – fra altomsiggribende krige over storstilede terroraktioner til koranafbrændinger og henrettelser af fodboldtilhængere.

Og lige nu er vi så midt i endnu en ulykkelig optrapning i Mellemøsten. Hamas, en forkastelig terrororganisation, foretog en umenneskelig terrorhandling mod Israel. Premierminister Benjamin Netanyahu lover bål og brand over Gaza. Tusinder dør.

Som altid i den israelsk-palæstinensiske konflikt giver det ikke mening at tale om, hvem der begyndte. Var det Hamas, fordi de angreb lørdag 7. oktober, 2023? Eller angreb Hamas, fordi Israel lukker ned for vand og el og varetilførsler til Gaza? Eller skal vi endnu længere tilbage? Svarene afhænger af, hvor du står, og hvem du er.

Jeg har besøgt både Israel, Vestbredden og Gaza. Jeg kan ikke forestille mig nogen mere indviklet konflikt. Der er ingen helte, som har magt. Netanyahu styrer en regering plaget af racister og fascister, som driver den israelske stat stadig længere ud. Hamas er ondsindede terrorister i Gaza. Fatah er inkompetente og bundkorrupte på Vestbredden. Alt er svært.

Men her er, hvad jeg ved: Om så Israel sønderbomber Gaza en gang til, om de får held til at slå hele lederskabet i Hamas ihjel, om de får drevet alle aktive terrorister ud af området, ja, så vil freden ikke rykke en millimeter nærmere. Tværtimod. Alt vil, formentlig, blive værre. Det fortæller historien os.

Den eneste farbare vej til en bæredygtig fred er at søge den. Alle ved, at kun en reel to-statsløsning vil kunne dæmpe konflikten.

David Trads

Som Thomas Friedman, kommentator på New York Times, der skabte sin karriere som Mellemøsten-korrespondent, rammende fortalte om Mellemøstens hængedynd i sin klassiker 'From Beirut to Jerusalem' tilbage i 1998:

"Forestil dig, at Israel opdager, at ti palæstinensere er i færd med at planlægge en selvmordsaktion. Israel siger: Hvis vi dræber bare to af dem, er det et fremskridt, for så er der kun otte tilbage. Palæstinenserne siger til gengæld: Hvis I dræber to, vil fire nye melde sig som frivillige for at overtage deres plads, og vi vil nu have tolv. Altså: for Israel er ti minus to lig med otte, og for palæstinenserne er ti minus to lig med tolv."

Den eneste farbare vej til en bæredygtig fred er at søge den. Alle ved, at kun en reel to-statsløsning vil kunne dæmpe konflikten. Vesten, som er Israels allierede, bør indtage rollen som ærlig mægler. USA, belært af snart et kvart århundredes fejlkurs, hvor våbnene og krigene og invasionerne har drevet kuren, må dæmpe gemytterne. Ikke tænde dem af.

Og hvad med Danmark? Ja, regeringen herhjemme må også lære af historien, måske endda bruge tid på at sætte sig ind i den, og holde op med instinktivt at give Israel fuld opbakning – selv når det meste af resten af Vesten, inklusive USA, forsøger at mane til besindighed.