Kommentar af 
Benny Damsgaard

Der er kun ulemper for Vanopslagh ved at blive statsministerkandidat – og han får alligevel aldrig jobbet

Vanopslagh bliver kun statsminister, hvis der er et rent borgerligt flertal. Intet tyder på, at det kommer foreløbigt. Og så længe situationen er sådan, er der ingen grund til, at Vanopslagh erklærer sig som borgerlig statsministerkandidat – tværtimod, skriver Benny Damsgaard.

Det vil for LA involvere en betydelig risiko, hvis Alex Vanopslagh melder sig som statsministerkandidat. Gennemlysningen som statsministerkandidat er bare hårdere, end hvis man ikke er det, skriver Benny Damsgaard.
Det vil for LA involvere en betydelig risiko, hvis Alex Vanopslagh melder sig som statsministerkandidat. Gennemlysningen som statsministerkandidat er bare hårdere, end hvis man ikke er det, skriver Benny Damsgaard.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Benny Damsgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Medierne og vi kommentatorer, undertegnede inklusive, har efterhånden længe forudset, og i nogles tilfælde ligefrem krævet, at Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, melder sig som statsministerkandidat.

Partiet er det største på borgerlig side, og derfor bør Vanopslagh påtage sig ansvaret, forsøge at samle de borgerlige partier og skabe et alternativ til den siddende regering, har det lydt fra især lederskribenterne i de store borgerlige aviser.

Der er ingen tvivl om, at behovet for borgerlig samling stadig er stort. I hvert fald hvis man skal kunne gøre sig for forhåbninger om at kunne stille et alternativ til SVM ved næste valg. De faktiske forhold er stadig lige så dårlige som efter valget i 2022 – uanset at retorikken er blevet mere afdæmpet partierne imellem.

Man er ikke i nærheden af at kunne stille et flertal. Antallet af borgerlige partier er det samme som ved valget og – hvis Lars Boje Mathiesen som ventet gør alvor af at stifte et nyt parti – endda højere.

Som tiden går, hælder denne kommentator mere og mere til, at ulemperne for Vanopslagh ved at erklære sig som kandidat langt overstiger fordelene. Og at han derfor ikke kommer til at gøre det.

Benny Damsgaard

Spørgsmålet er dog, om Vanopslagh nødvendigvis har behov for at udnævne sig selv som statsministerkandidat for at kunne samle de borgerlige partier og skabe fundamentet for et reelt alternativ? Og – ikke mindst – om det ikke grundlæggende vil være en fordel for ham at lade være med at tage skridtet?

Som tiden går, hælder denne kommentator mere og mere til, at ulemperne for Vanopslagh ved at erklære sig som kandidat langt overstiger fordelene. Og at han derfor ikke kommer til at gøre det.

Historisk er udtrykket "statsministerkandidat" en relativt ny opfindelse. Og det er grundlæggende et udtryk, som er opfundet af hensyn til medierne og for at retfærdiggøre, at tv-stationerne laver eksklusive og mere seervenlige debatter mellem lederne af de store partier.

Det var reelt først i slutningen af Nyrup-tiden, at "statsministerkandidat" begyndte at blive et begreb i dansk politik. De fleste kan sikkert huske statsministerduellerne mellem Nyrup (S) og Fogh (V), hvor Nyrup i en af dem hev siderne ud af Foghs minimalstatsbog.

Der er heller ikke noget lovgivningsmæssigt krav for, at man skal have statsministerkandidater.

Den, der kan samle fleste mandater bag sig som kongelig undersøger efter et valg, bliver kongelig undersøger. Og den der kan skabe en regering, som ikke har et flertal imod sig, bliver statsminister. Længere er den ikke.

Der er heller ikke noget krav om, at Vanopslagh skal erklære sig som statsminister, for at han kan fortsætte med at samle de borgerlige partier. Der vil uden tvivl være en hel del af de andre borgerlige partier, som vil opfordre ham til at melde sig som statsministerkandidat, men det kan han reelt bare sidde overhørig – så længe han holder muligheden åben.

Læs også

Det samme gælder opfordringer fra medierne. Hvis der kun er én officiel statsministerkandidat ved næste valg, den siddende statsminister fra Socialdemokratiet, så vil man ikke kunne lave deciderede statsministerdueller.

Det vil mediemæssigt naturligvis være en ulempe for LA, når valgkampen går i gang for alvor, da den massive opmærksomhed om duellerne er yderst værdifuld.

Indtil valget udskrives er der dog masser af positiv omtale af spekulationerne om, hvorvidt Vanopslagh melder sig på banen. Alle historierne tager udgangspunkt i, at det går godt for Liberal Alliance. Og positiv omtale har som oftest en selvforstærkende effekt for opslutningen til partier. Vælgerne vil gerne stemme på en vinder.

Omvendt vil det for LA involvere en betydelig risiko, hvis Vanopslagh melder sig. Gennemlysningen som statsministerkandidat er bare hårdere, end hvis man ikke er det.

Alle kan huske, hvor hårdt den øgede gennemlysning, som startede for alvor, da han erklærede sig som statsministerkandidat, gik ud over Pape. Ikke dermed sagt, at Vanopslagh kommer til at lide samme skæbne, men risikoen er der.

Se for eksempel en af historierne fra ugen op til deres landsmøde, hvor det kom frem, at Vanopslagh på hans turne rundt i Jylland har sagt, at der nok kan nedlægges "5, 6, 7 ministerier".

Når man kigger ind i det scenarie, hvor Løkke sidder på de afgørende mandater, bliver det endnu mindre tillokkende for LA og Vanopslagh at melde sig på banen frem mod valget. 

Benny Damsgaard

En melding, der uden tvivl var populær hos de liberale stormtropper til mødet, men som giver massive politiske udfordringer alle andre steder, hvis man vil tages alvorligt som partileder. Den sag var blevet markant større, hvis Vanopslagh havde været statsministerkandidat og ikke "bare" den liberale "Daddy".

Endelig skal man huske, at en borgerlig regering efter næste valg kræver, at som minimum Venstre og Moderaterne skifter til den borgerlige blok. Hvis det sker, og Lars Løkke Rasmussen (M) kommer til at sidde på de afgørende mandater, så er det langt mere sandsynligt, at han ender som statsminister, end at Alex Vanopslagh gør det.

Til forskel fra LA og Vanopslagh har Løkke nemlig et alternativ, og så er han en langt mere snu og rutineret forhandler.

Når man kigger ind i det scenarie, hvor Løkke sidder på de afgørende mandater, bliver det endnu mindre tillokkende for LA og Vanopslagh at melde sig på banen frem mod valget. Ingen grund til at gennemgå den øgede gennemlysning og det øgede pres, når sandsynligheden for at projektet lykkes alligevel er lig nul.

Og netop her er også en af de væsentlige forskelle mellem den nuværende situation og situationen, da Søren Pape Poulsen meldte sig som statsministerkandidat i august 2022.

Dengang var der oven på mink-rapport og det forsinkede radikale mistillidsvotum et borgerligt flertal uden Moderaterne i målingerne. Det er der ikke i dag, og intet tyder på, at der kommer de på den her side af et valg.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Damsgaard

Partner og director, conXus Public Affairs, politisk kommentator, ekstern lektor, Københavns Uni., fhv. kommunikationschef, Konservative
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00