Det bliver svært for Ellemann i Økonomiministeriet, så længe han ikke er de facto statsminister

Men hvad spiller ind, når man som partiformand skal vælge den rigtige post i en flerparti-regering, og statsministerposten er optaget?

Det afhænger af situationen.

Jakob Ellemann-Jensen forsøgte at begrunde sit valg med sin enorme kærlighed til forsvaret. Men dén kærlighed var langt fra nok.

Et andet – vigtigere – forhold, man skal tage med i overvejelserne, er: ”Hvilket ministerium passer godt til mit parti, samtidig med at jeg kan øget partiets popularitet og ikke mindst bevare overblikket samtidig?”

Økonomiministeriet ses nærmest som en nødvendighed for parti nummer to i en regering. Årsagen er enkel: Det har adgang til de samme typer regnemaskiner som Finansministeriet

Anders Samuelsen

For De Radikale var det økonomiske overblik i Marianne Jelveds tid afgørende, og derfor valgte hun økonomiminister-posten. Der gik faktisk mange år, før hun bragede igennem – ja, rigtig populær blev hun faktisk først efter, at hendes regeringer med Poul Nyrup Rasmussen (S) var fortid. Men at hun skaffede sit parti enorm indflydelse, selv overfor en uhørt stærk finansminister i skikkelse af Mogens Lykketoft (S), blev efterhånden tydeligt for enhver.

Økonomiministeriet ses efter Jelveds tid nærmest som en nødvendighed for parti nummer to i en regering. Årsagen er enkel: Økonomiministeriet har adgang til de samme typer regnemaskiner og regnedrenge som Finansministeriet. Og Finansministeriet er ikke til rådighed, fordi det per tradition følger Statsministeriet.

Bendt Bendtsen (K), Lene Espersen (K), Margrethe Vestager (R) – og i min egen tid Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), hedder kongerækken, som er kommet før Jakob Ellemann-Jensen som økonomiminister.

Men ministeriet er ikke en garanti for succes. Bendt Bendtsen endte med øgenavnet ”Mr. 10%,” og det var ikke venligt ment, selvom Konservative i dag igen kun kan drømme om to-cifrede målinger.

Ministeriet er ikke en garanti for succes. Bendt Bendtsen endte med øgenavnet ”Mr. 10%,” og det var ikke venligt ment, selvom Konservative i dag igen kun kan drømme om to-cifrede målinger

Anders Samuelsen

Da Bendt Bendtsen slog op i banen, overtog den meget populære justitsminister Lene Espersen Økonomiministeriet - som traditionen bød. Men hun brændte ikke for det, og da chancen kom, snuppede hun Udenrigsministeriet i stedet, sikkert igen inspireret af Uffes succes. Det blev som bekendt en kæmpe fiasko og kostede hende partileder-posten og senere resten af hendes politiske karriere.

Det havde Søren Pape Poulsen (K) set, og han gik derfor som det mindste parti i VLAK-regeringen i stedet efter Justitsministeriet, som havde gjort både Espersen og Brian Mikkelsen (K) populære. Dét viste sig at være et klogt valg. Pape blandede sig udenom alt andet og kunne klogt læne sig tilbage og vente på, at LA for alvor kom i modvind.

Men hvorfor valgte jeg så selv udenrigsministerposten? Mine forgængere Lene Espersen og Villy Søvndal (SF) var jo kommet grueligt galt afsted i forsøget på at kombinere udenrigs- og partilederjob. Og fortryder jeg – dels at vi gik i regering, dels at jeg valgte udenrigsministerposten?

Det sidste først: Nej og nej. Får man chancen for at komme i regering skal man gribe den. Spørg bare Kristian Thuelsen Dahl (DF), om han fortryder, han ikke greb muligheden. Selvfølgelig gør han det.

Men jeg vidste, at jeg ville blive jaget vildt i en regering. Uanset hvilket indenrigspolitisk ministerium, jeg havde valgt, ville DF fra morgen til aften have blokeret mine tiltag, og Socialdemokratiet ville have nydt at hjælpe til.

Omvendt var jeg sikker på, at jeg ikke ville blive jaget vildt, når jeg satte mig i Udenrigsministeriet. Hvorfor? Fordi udenrigspolitik er alvors-politik. Her er det Danmarks omdømme og forhold til fremmede magter, der står på spil. Det leger man ikke med.

Jakob Ellemann-Jensen bliver ikke set som de facto statsminister i flertalsregeringen. Dem har regeringen i forvejen to af: Mette Frederiksen og Lars Løkke

Anders Samuelsen

Derfor var valget nemt: Jeg indtog Asiatisk Plads, og min højre hånd, Simon Emil Ammitsbøll-Bille, fik Økonomi- og Indenrigsministeriet. Håbet var at lave en Uffe Ellemann/Anders Fogh-model.

Men indenrigspolitikken kom på tværs og endte med at koste os det hele, inklusiv min politiske karriere.

Kunne Jakob Ellemann-Jensen have lykkedes med at blive en succes som både forsvarsminister og partileder? Jeg er faktisk ikke helt afvisende. Her betyder meningsmålinger virkelig meget – og de var på vej til at vende en anelse. Medvind avler medvind. Men måske var omfanget af sager, der stadig lurede, og udsigten til de mange rejser alligevel for voldsomt for Ellemann.

Nu gør han så forsøget i Økonomiministeriet, men han skal huske, at heller ikke dette ministerium har kastet mange populære ministre af sig. Kun én har formået at vinde en form for popularitet, men måske mere respekt: Margrethe Vestager. Men hun blev reelt i de få år, hun bestred posten, set som de facto statsminister overfor Helle Thorning-Schmidt (S).

Jakob Ellemann-Jensen bliver ikke set som de facto statsminister i flertalsregeringen. Dem har regeringen i forvejen to af: Mette Frederiksen og Lars Løkke. Så det bliver svært for ham – også selvom han nu skifter taburet.