DF revser kampagne om kyster

KRITIK: Dansk Folkeparti skyder med skarpt mod Danmarks Naturfredningforenings kampagne om kysterne. Den er useriøs og manipulerende, lyder det. DN afviser kritikken.

Foto: Kystdirektoratet
Hjalte T. H. Kragesteen

”Vi redder kysterne – vil du være med?”

Det budskab har 129.052 danskere skrevet under på via et besøg på Naturfredningsforeningens kampagne-site 300meter.dk. Og foreningen har også været forbi miljøministeren med de mange underskrifter for at vise, hvor stor den folkelige opbakning er til, at man ikke bygger ved kysterne.

Men Dansk Folkeparti, der støtter regeringens kurs om at lempe reglerne i planloven, er bestemt ikke imponeret over kampagnens indhold.

”Jeg synes, at den er hamrende useriøs. Man får folk til at skrive under på noget, som ikke engang er foreslået. Det er manipulerende,” siger miljøordfører Pia Adelsteen (DF).

Det er ikke nogen skræmmekampagne. For i Venstres valgprogram stod det klart, at man vil ændre strandbeskyttelseslinjen.

Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident, DN

På sitet fremgår det, at Danmarks Naturfredningsforening blot beder om 300 meter, hvilket konkret henviser til, at man vil fastholde de nuværende regler for strandbeskyttelseslinjen. DF mener, at budskabet om ”at redde kysterne” giver et fejlagtigt indtryk af, at nogle ønsker en masse hoteller op og ned ad de danske strande.

”Uden at man skriver det direkte, så får man det indtryk, at vi vil plastre alle strande til som i Sunny Beach. Og det irriterer mig, at man laver en underskrifts-indsamling om noget, vi slet ikke snakker om,” siger Pia Adelsteen og fortsætter:

”Reelt ønsker vi et opgør med, at folk ikke kan få lov til at plante æbletræer, og at de ikke må lave et højbed. Alle de små vanvittige ting, som ingen mennesker forstår. Der er ingen, der siger, at nu skal vi have en masse store hoteller.”

Handler om bænke og æbletræer
De borgerlige partier har da talt om at åbne for strandbeskyttelseslinjen?

”Ja, hvis det, at man vil give lov til bænke og æbletræer, er at åbne. Men det er ikke sådan, at vi skal have en masse store hoteller,” siger Pia Adelsteen.

I har også givet lov til ti projekter, og regeringen vil med jeres velsignelse jo give lov til flere af slagsen?

”Ja, men så kan man jo spørge, om danskerne har noget imod de her projekter. Jeg vil gerne se, at man kan få 120.000 underskrifter om, at man ikke bør få lov til at bygge et hotel i Løkken,” siger Pia Adelsteen.

Hjørring Kommune har ansøgt om et klithotel i Løkken, som ikke kom med, da regeringen lancerede de første ti projekter i slutningen af oktober.

Ikke en skræmmekampagne
Danmark Naturfredningsforening ryster ikke på hånden i forhold til sin kyst-kampagne. Præsident Ella Maria Bisschop-Larsen peger på, at kampagnen tager udgangspunkt i Venstres udspil inden valget, hvor det fremgår, at ”reglerne inden for strandbeskyttelseslinjen kun skal være gældende, når der er tale om sammenhængende natur, og at reglerne inden for kystnærhedszonen ophæves og erstattes af reglerne for landzoner.” 

At politikerne siger, at man ikke ønsker at plastre kysterne til med hoteller, giver hun ikke meget for.

”Vores kampagne går på, at man risikerer et opgør med beskyttelsen af kysterne. Det er ikke nogen skræmmekampagne. For i Venstres valgprogram stod det klart, at man vil ændre strandbeskyttelseslinjen,” siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Har de borgerlige ikke talt rigtigt meget om højbede, bænke og toiletter og meget lidt om, at der skal bygges hoteller over det hele?

”Jo jo. Men de ti projekter, som man lige har vedtaget, er jo netop den slags projekter. Det kommer man ikke udenom. På Nordals bebygger man mere end 160 hektar ned til kysten. Og man laver marinaer, hvor der aldrig før har ligget noget,” siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Selvom man laver de her konkrete projekter, er der jo ikke nogen, der siger fri leg ved kysterne?

”Det ved jeg nu ikke, om er rigtigt. Det mangler jeg i hvert fald, at der kommer klarhed over. Regeringen siger jo, at der vil komme 15 mere. Og det nytter altså ikke, at vi først kommer på banen, når det er for sent,” siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Gør det indtryk, at man fra Christiansborg mener, at I skaber et billede af, at noget er på vej, selvom der ingen er, som ønsker det?

”Det ved jeg ikke, om er rigtigt. Og jeg glæder mig til at se, hvad regeringen kommer med. Det, der er kommet indtil videre, har ikke beroliget os, og derfor fastholder vi kampagnen,” siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anni Matthiesen

MF (V), børne- og undervisningsordfører, handicap- og turismeordfører
HH (Esbjerg Handelsskole 1985), diplomuddannelse (Danmarks Forvaltningshøjskole 2003), Studentereksamen STX (Grindsted Gymnasium 1983)

Ella Maria Bisschop-Larsen

Fhv. præsident, Danmarks Naturfredningsforening
cand.scient. i biologi (Københavns Uni. 1978)

Pia Adelsteen

Restauratør, fhv. MF (DF)
butiksassistent

0:000:00