Egander Skov: S og V stadfæster sig som forvalterne af den danske folkelighed med ny regering

Her bliver det folkelige en position, man kan indtage i kraft af sin arv eller fortid. En position, der på den ene side giver partier som Venstre og Socialdemokratiet en priviliegeret position som forvaltere af den folkelige tradition, men også forpligter på en særlig politik:

"Nye reformer og prioriteringer. Mere nytænkning. Mere samarbejde. Mindre råben af hinanden. Mere pragmatisme. Mindre fokus på os politikere og vores interne skærmydsler og mere fokus på dig og på Danmark. Og på vores fælles fremtid."

Folk, hvad er vel folk i grunden?

Ja, folkelighed er i sagens natur et vanskeligt begreb. Grundtvig stillede i 1848 sit store programdigt "Folkeligheden" det gode spørgsmål. "Folk, hvad er vel folk i grunden?" Svaret strækker sig over 14 strofer. De mest kendte verselinjer fra digtet er de ofte citerede, men sjældent forståede: "Til et folk de alle høre/som sig regne selv dertil."

Vi er atter havnet i nødvendighedens politik, blot er nødvendigheden nu endnu mere indtrængende på grund af krisen

Christian Egander Skov

Ordene kender vi ikke mindst fra integrationsdebatten, hvor de blev taget til indtægt for det meget ugrundtvigske synspunkt, at man egentlig selv bestemte, om man nu tilhørte dette eller hint folk. I sit digt kommer Grundtvig igennem en række af de betydningslag, folkebegrebet rummer.

Der er noget kulturelt eller etnisk i begrebet – også selvom vi egentlig ikke rigtig bryder os om at tænke på det. Så er der noget klassemæssigt. Nogle gange betegner folket det, man i gamle dage kaldte "almuen". Det er det samme, som andre kunne finde på at kalde "pøblen".

Men folket kan også være et folk i politisk forstand, det vil sige et begreb, hvorfra der udspringer politisk legitimitet og handlekraft.

Det Grundtvig ville sige var, at almuen kunne – og skulle – blive et folk i politisk forstand ved at blive bevidst om sig selv som både et politisk og et kulturelt subjekt, et fællesskab.

Det er folkeligheden hos Grundtvig. Hans pointe var også, at når denne folkelighed ikke var etableret, så ville samfundet blive plaget af splittelse. Eller som det hedder:

"Rive løs sig rigets stænder 
Fra den fælles folkeånd, 
Da gåer hoved, fødder, hænder 
latterlig på egen Hånd"

To slags folkelighed

I en vis forstand er det måske netop denne splittelse, der er udgangspunktet for vores politiske debat i dag. Derfor findes der nu hele to slags folkelighed – hvis ikke flere. Og ved nærmere eftersyn divergerer de ikke blot fra hinanden, men er hinandens modsætninger.

Populismens forestilling om folkelighed indlejrer begrebet i et fast modsætningsforhold mellem "folket" og "eliten".

Her bliver det folkelige en protestbevægelse både mod en mere eller mindre konkret defineret elite, men i bredere forstand mod en social, økonomisk, politisk og ikke mindst kulturel virkelighed, der reelt etablerer og uddyber et skel mellem "folk" og "elite". Populisme kan vi måske i daglig tale opfatte som et skældsord, men den er netop et udslag af en reel asymmetri i befolkningen.

Det ansvarlige bliver at tage krisevirkelighedens logik alvorligt og styre statsskibet gennem de oprørte vande

Christian Egander Skov

Da Socialdemokratiet igen blev folkelige efter 2015, var det i kraft af omfavnelsen af denne folkelighed.

Men SVM-regeringen er, når alt kommer til alt, hvis man skal tro dens regeringsgrundlag, en reformregering. Derfor lover den også "velfærd 2.0". Den optimerer velfærdsstaten til en ny virkelighed. Den vil afskaffe Store Bededag, for at øge produktivitet, dens hovedfokus er arbejdsudbuddet, den vil skære i kandidatuddannelserne.

Men den omfavner også politikområder, som i høj grad har været brændstof for populisme, herunder hensynet til geografisk balance og fortsættelsen af en stram udlændingepolitik.

Regeringsgrundlaget indeholder også visioner for "frisættelse" af den offentlige sektor, en bevægelse fra velfærdsstat til velfærdssamfund – noget som indebærer "mere lokal frihed, ansvar og engagement." Her ligger regeringen blandt andet vægt på medborgerskabets betydning.

Det er folkelighed 2.0.

Kriseretorikken og konkurrencestatens genkomst

Og den mener, at alt dette er nødvendigt. Dens logik er krisens logik, og dens sprog er krisens.

Når velfærdsstaten skal reformeres, er det ikke bare, fordi den skal køre lidt længere på literen. Det handler om at sikre, at den overhovedet kan bestå i en verden, der, set fra Mette Frederiksens stol, er præget af den ene krise på den anden.

Ikke alene regeringens konkrete konstellation men også dens politik udtrykker en tilbagevenden. Dens politik er på den måde en klassisk konkurrencestatspolitik. Vi er atter havnet i nødvendighedens politik, blot er nødvendigheden nu endnu mere indtrængende på grund af krisen. Det er fra konkurrencestat til krisestat.

Måske er det netop her folkeligheden træder ind – og måske her at den bliver andet end blot et figenblad.

Det folkelige bliver det nationalt og folkeligt ansvarlige, og det ansvarlige bliver at tage krisevirkelighedens logik alvorligt og styre statsskibet gennem de oprørte vande.

Dette gøres ikke blot gennem en stadig fornyet vilje til reform, men også den konkrete evne til at bemestre statens teknokratiske kapabiliteter.

I den forstand er det folkelige nu blevet det teknokratiske – ringen er sluttet.

Eller er den?