I Mette Frederiksens verden er intet normalt og alt er krise

Der findes ikke problemer længere. Der findes ikke udfordringer. Der findes kun kriser.

Klimakrise, rekrutteringskrise, velfærdskrise, inflationskrise, biodiversitetskrise, migrationskrise, energikrise, trivselskrise, forsyningskrise.

Efter corona(-krisen) holdt politikerne op med at have en almindelige dagligdag med almindelige problemer og opgaver. Krise blev et andet ord for politik. Og statsminister Mette Frederiksen er ikke længere bare statsminister, men landets krisemanager.

Krisen er med andre ord blevet forudsætningen for politisk handling. Og dermed er evnen til at erklære og definere en krise blevet den arena, hvor kampen om politisk magt finder sted.

Her agerer ingen med mere tæft end Mette Frederiksen, og mens forhandlingerne om en fremtidig regering er gået ind i den fase, hvor tavshed og dybe snakke under radaren hersker, står det klart, at dansk politik står foran en historisk forandring.

Pointen er, at som det eneste folkeparti er midten ikke længere det sted mellem uenige parter. Det er Socialdemokratiet, der er midten.

For det er med forestillingen om politik som krisestyring, kriseledelse og krisebekæmpelse, at Mette Frederiksen lige nu forsøger at drage Venstre ind i et regeringssamarbejde og dermed ophæve de historiske, grundlæggende skillelinjer i dansk politik.

Til sin egen og Socialdemokratiets fordel.

Alternativet og Enhedslisten vånder sig i de her dage, efter begge blev afskibet i det videre forhandlingsforløb om den kommende regering.