Ekspert fastholder: Regeringen var forpligtet af udligningsforlig

FORLIG: Sidste uges smalle aftale om det kommunale udligningssystem har fået oppositionen til at beskylde økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) for forligsbrud. "Regeringen har en dårlig sag," siger forligsekspert.
Lasse Lange
Med den smalle udligningsaftale uden VKO ser regeringen ud til at have begået det blot tredje regulære forligsbrud i to årtier.

Det siger forligsekspert Aage Frandsen, der er tidligere MF for SF og har skrevet en bog om den danske forligstradition.

"Jeg opfatter det sådan, at regeringen var forpligtet af et forlig på udligningsområdet," siger Aage Frandsen.

"Regeringen har en dårlig sag."

Indgik forlig i 2006 og 2009
Efter først at have forhandlet i længere tid med V, K og DF indgik regeringen i sidste uge en aftale med Enhedslisten om at justere det kommunale udligningssystem, hvilket har ført til beskyldninger om forligsbrud.

Fakta
  • Forligsaftalen mellem VKO og R i 2009 blev indgået 17. marts.
  • Både 2009-lovforslaget om udligning og det om beskæftigelsestilskuddet blev fremsat 31. marts og vedtaget 29. maj.
  • Morten Østergaard var radikal ordfører på beskæftigelsestilskuddet, mens Johannes Poulsen var ordfører på udligningsjusteringen.
  • En ny regering tiltræder per tradition automatisk forlig, som minimum et af regeringspartierne har indgået.

Kilde: Folketinget/Aage Frandsen

Den seneste gennemgribende justering af udligningssystemet blev lavet med et forlig mellem VKO og Radikale i 2006. 2006-forliget blev fulgt op af endnu en aftale mellem den samme gruppe af partier i 2009. Begge de to forlig er uden udløbsdato, og dermed løber de ifølge forligstraditionen, til forligspartierne aftaler andet, eller til et af partierne opsiger forliget. Opsiges et forlig, træder det ud af kraft ved nyvalg.

Der er så vidt vides ikke lavet nogen nye aftaler forligspartierne imellem siden 2009-forliget, og det blev ikke opsagt inden valget sidste år.

Jeg opfatter det sådan, at regeringen var forpligtet af et forlig på udligningsområdet.

Aage Frandsen
Ekspert i politiske forlig og tidl. MF for SF

En ny regering tiltræder per tradition automatisk forlig, som minimum et af regeringspartierne har indgået.

R råbte ikke forligsbrud i 2009
I dagene omkring indgåelsen af aftalen med Enhedslisten forklarede økonomi- og indenrigsminister Margrete Vestager, at man ikke følte sig bundet af et forlig, da VKO i 2009 pillede ved udligningssytemet ved at indføre et beskæftigelsestilskud uden at inddrage Radikale.

Beskæftigelsestilskuddet er en del af loven om kommunal udligning, men er ikke en del af det generelle udligningssystem. Beskæftigelsestilskuddet kompenserer kommunerne for de beskæftigelsesudgifter, de overtog i 2010. Tilskuddet er et resultat af et lovforslag fremsat af den daværende beskæftigelsesminister i 2009.

På intet tidspunkt under behandlingen af lovforslaget gjorde Radikale opmærksom på, at de mente, at regeringen med indførslen af beskæftigelsestilskuddet brød forliget med Radikale. Hverken i medierne eller i folketingssalen kaldte Radikales daværende ordfører, Morten Østergaard, beskæftigelsestilskuddet for forligsbrud.

"Hvis man mente, at der var tale om forligsbrud, er det overraskende, at man ikke på det tidspunkt nævnte det. Det burde man have gjort. Især da man på samme tidspunkt lavede ændringer i udligningsaftalen fra 2006," siger Aage Frandsen.

"Det foregår på nøjagtig samme tidspunkt, og alligevel siger man ikke noget. Det virker lidt mærkeligt," siger Aage Frandsen.

Alternativ forklaring afvises også
Inden udligningsforhandlingerne gik i gang, kaldte økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) forligssituationen "uklar", da der siden en udligningsaftale fra 1995 er blevet lavet en række ændringer på området, uden at forliget er blevet opsagt. Ministeren har siden gentaget denne forklaring flere gange, blandt andet over for Altinget | Kommunal.

Men også den forklaring afviser Aage Frandsen.

"Den aftale, der blev indgået i 1995, var en stemmeaftale, ikke et forlig," siger han.

Ved stemmeaftaler forpligter partier sig til at stemme for et bestemt forslag, men er frit stillet, så snart afstemningen er gennemført.

"Området var altså ikke forligsbelagt i 1990'erne. Medmindre der findes aftaler, jeg ikke kender til," siger Aage Frandsen.

Vestager i samråd
I en måneds tid forhandlede regeringen kun med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, præcis den gruppe partier, der var en del af udligningsforligene i 2006 og 2009. Forhandlingerne mellem regeringen og VKO foregik efter en tidsplan udarbejdet i Økonomi- og Indenrigsministeriet. I denne plan kaldtes forhandlingsmøderne for "møde i forligskreds".

Oppositionen har kaldt økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager i samråd i sagen tirsdag klokken 9.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

Johs. Poulsen

Byrådsmedlem (R), Herning Kommune, formand for Kultur og Fritidsudvalget, fhv. MF (2005-11)
lærer (Herning Seminarium. 1980)

0:000:00