Debat

Er telemedicin en succes eller en fiasko?

DEBAT: Et nyt debatpanel gør status for udbredelsen af telemedicin til hele landet. Mød panelet her.

Et nyt debatpanel gør status for udbredelsen af telemedicin til hele landet. Har det indtil videre været en succes eller en fiasko?
Et nyt debatpanel gør status for udbredelsen af telemedicin til hele landet. Har det indtil videre været en succes eller en fiasko?Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Arbejdet med at udbrede telemedicinske løsninger til hele landet er i fuld gang.

Senest har en aftale mellem regeringen og KL fra september sat som konkret mål, at lungepatienter over hele landet i 2019 skal behandles med telemedicin.

Samtidig har telemedicin den seneste tid været under hård beskydning for ikke at leve op til de økonomiske forventninger, som gennem årene er blevet stillet til den.

Det konkrete afsæt til kritikken er blandt andet sidste måneds evaluering af storskalaprojektet Klinisk Integreret Hjemmemonitorering (KIH), som viser, at projektet – trods flere positive resultater – har øget de årlige udgifter på hospitalerne med tre procent. Evalueringen viser dog, at både patienter og det sundhedsfaglige personale er tilfredse med projekterne.

KIH-projektet er dog kun ét af to storskalaprojekter. Resultaterne fra det andet storskalaprojekt, Telecare Nord, bliver offentliggjort i morgen 18. november.

Altinget: velfærdsteknologi benytter anledningen og spørger et nyt hold af debattører: Har vi været for hurtige til at udråbe telemedicin som løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer? Hvad skal der til for, at den nationale udrulning af telemedicin bliver en succes? Og er økonomien underordnet, hvis patienterne og det sundhedsfaglige personale er glade?

Mød panelet her.

Peter Huntley
Direktør for Medicoindustrien. Peter Huntley er tidligere direktør i brancheforeningen Emballageindustrien. Han har gennem sin karriere beskæftiget sig med teknologi, forskning og innovation i bl.a. Dansk Industri. Han er uddannet civilingeniør og ph.d.

Kathrine Forsberg
Vicedirektør i TDC Erhverv. Kathrine Forsberg er tidligere europæisk ansvarlig for offentlige løsninger i den amerikanske IT-gigant Cisco. I TDC har hun været involveret i en række telemedicinske projekter i samarbejde med kommuner og regioner. Kathrine Forsberg er uddannet cand.merc. og har derudover en MBA i ledelse.

Morten Kyng
Professor i pervasive computing ved Aarhus Universitet og forskningschef på Alexandra Instituttet. Morten Kyng er på Alexandra Instituttet leder af den tværgående indsats for telemedicin. Han er desuden leder af Center for Pervasive Healthcare. Han er tidligere direktør for Center for IT-forskning.

Anne Brandt og Johannes Flensted-Jensen
Henholdvis direktør og bestyrelsesformand for Danmarks Lungeforening. Anne Brandt har over 15 års erfaring fra sundhedsvæsenet og den farmaceutiske branche og er oprindeligt uddannet sygeplejerske. Johannes Flensted-Jensen har været amts-/regionspolitiker siden 1990, amtsborgmester i Aarhus Amt fra 1998-2006 og næstformand i Region Midtjylland fra 2006-2009. Han er uddannet cand.mag. i historie og idræt.

Jens Andersen
Administrerende direktør i Region Sjælland og formand for Regionernes Sundheds-it (RSI). Jens Andersen er tidligere direktør for Banestyrelsen og Trafikstyrelsen. Han er uddannet cand.scient.pol. ved Aarhus Universitet.

Kristian Kidholm
Leder af MTV-gruppen, forskningsleder ved Center for Innovativ Medicinsk Teknologi ved Odense Universitetshospital (OUH) og lektor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet. Han har en ph.d i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet. Han har de sidste fem år haft fokus på evaluering af telemedicin, blandt andet som ansvarlig for evaluering af telemedicin i projekterne Renewing Health og United4Health.

Kjeld Møller Pedersen
Professor i sundhedsøkonomi- og politik ved Syddansk Universitet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00