Erik Holstein: Sass er en stærk strateg

ANALYSE: Henrik Sass Larsen (S) er en stærk strateg, som nu træder ind i regeringens absolutte inderkreds, mener Altinget.dks analytiker Erik Holstein. Samtidig får SF bedre mulighed for at markere sig, vurderer han.
Henrik Sass Larsen (S) blev fredag formiddag præsenteret som ny minister på Amalienborg Slotsplads.
Henrik Sass Larsen (S) blev fredag formiddag præsenteret som ny minister på Amalienborg Slotsplads.Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix
Redaktionen

Når det gælder SF, er Annette Vilhelmsens skift logisk, selvom det er meget utraditionelt, at en partileder ikke har en af de allertungeste ministerposter.

Erik Holstein
Analytiker, Altinget.dk

Fredagens ministerrokade betyder ét nyt ansigt i regeringen, nemlig socialdemokraten Henrik Sass Larsen, som bliver erhvervs- og vækstminister. Han kan blive en styrke, vurderer Altinget.dks politiske analytiker, Erik Holstein:

”Henrik Sass Larsen er stærk på det strategiske plan. Mens Thornings mål ikke står lysende klart, ved Sass, hvor han vil hen rent politisk, og han er ikke bange for at gå utraditionelle veje. Som da han indledte det nære samarbejde med SF for at skabe dynamik i en fastlåst konflikt med Radikale,” siger han og fortsætter:

”Selvom Sass har haft mere magt end de fleste S-ministre, siden han blev gruppeformand sidste forår, tager han nu det sidste skridt ind i den absolutte inderkreds. Det var afgørende, at SF afgav netop Erhvervs- og Vækstministeriet. Det havde været uden mening at gøre Sass til fødevareminister.”

Erik Holstein understreger, at et enkelt nyt ansigt ikke er nok til at vende den socialdemokratiske vælgerkrise.

”Spørgsmålet er så, om forfremmelsen af Sass – og den øvrige rokade – fører til et politisk skifte, der vil få Socialdemokraterne på bølgelængde med deres egne vælgere. Sker det ikke, vil effekten af rokaden højst være forbigående,” siger han.

Et logisk skift for SF 
SF benytter ikke rokaden til at skifte ud på holdet. Således fortsætter Villy Søvndal som udenrigsminister og Astrid Krag som sundhedsminister. Men både formand Annette Vilhelmsen og Pia Olsen Dyhr får nye poster som henholdsvis socialminister og transportminister.

”Når det gælder SF, er Annette Vilhelmsens skift logisk, selvom det er meget utraditionelt, at en partileder ikke har en af de allertungeste ministerposter. Men Vilhelmsen har markeret sig så svagt som erhvervs- og vækstminister, at det er fornuftigt at give hende et ministerium, hvor hun kan markere sig på klassiske SF-områder,” siger Erik Holstein, der dog peger på, at det nye ministerområde, som også rummer integration, kan give Vilhelmsens problemer.

”Hvis Vilhelmsen frisk begynder at sige, hvad hun virkelig mener på integrationsområdet, vil det føre til heftige konflikter med Socialdemokraterne. Hvis hun også som integrationsminister efterlyser 'dialog med Hizb ut-Tahrir', er der garanti for en regeringskrise,” siger Holstein.

Han vurderer, at Pia Olsen Dyhrs forfremmelse er en belønning for hendes arbejdsraseri.

”Den ambitiøse dame har fået vildt meget medieplads ud af sit inferiøre handelsministerium, og der er bredt i SF en erkendelse af, at hun virkelig har leveret varen. Hun har samtidig været lynhurtig til at orientere sig mod den nye ledelse på trods af, at hun støttede Astrid Krag i formandsopgøret,” mener Holstein.

De Radikales ministre berøres ikke af rokaden.

Farvel til to ministre 
Rokaden betyder farvel til to socialdemokratiske ministre, nemlig transportminister Henrik Dam Kristensen og fødevareminister Mette Gjerskov.

”Når Henrik Dam Kristensen og Mette Gjerskov ryger ud, skyldes det ikke, at de har klaret sig dårligere end andre. Tværtimod har Dam som transportminister gjort det solidt på en meget svær post. Men Dam og Gjerskov var nogle af de eneste brikker, der kunne rykkes, når man skal tage hensyn til den interne socialdemokratiske magtbalance. F.eks. kunne boligminister Carsten Hansen ikke røres på grund af sin ledende rolle i partiets såkaldte rustbanker-fraktion,” siger Erik Holstein.

Henrik Dam Kristensen ventes at blive ny S-gruppeformand, mens Gjerskov bliver formand for Udenrigspolitisk Nævn.

Brug for ny kurs 
Erik Holstein påpeger, at en regeringsrokade skal følges op af en ny politisk kurs, hvis rokaden skal give vælgermæssig fremgang for regeringen og ikke mindst Socialdemokraterne.

”Det er ikke utilfredshed med de enkelte socialdemokratiske ministre, der har ført til partiets miserable tilstand. Det er politikken, som vælgerne har sagt nej til. Så med mindre der bliver gjort op med Vestagers og Thornings 'reform-amok', skal man ikke forvente, at der kommer kaskader af vælgere tilbage i folden,” siger han og fortsætter:

”Erfaringen fra ministerrokader er, at de kun virker, hvis de kombineres med en mere populær politisk linje. Således var Nyrups mange udskiftninger i 90'erne uden effekt – på nær indskiftningen af Thorkild Simonsen som indenrigsminister i 1997. For den var et signal om, at Nyrup ønskede en udlændingepolitik, der i højere grad flugtede med vælgerne.”

Ifølge Erik Holstein kommer rokaden lidt tidligere, end de fleste havde ventet.

”På den måde kan regeringen udnytte det momentum, der kom, efter man omsider fik lukket dagpengesagen. At man samtidig tager al opmærksomhed fra Venstres sommergruppemøde, er en sød lille sidegevinst,” siger han.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Sass Larsen

Adm. direktør, Aktive Ejere, formand, Klasselotteriet, bestyrelsesmedlem, Nordsøenheden
bachelor i HA/forvaltningsstudier (RUC)

Annette Lilja Vilhelmsen

Bestyrelsesmedlem af Odense ZOO, Naturama og Fjord og Bælt
cand.pæd. i almen pædagogik (Danmarks Lærerhøjskole 2001), Læreruddannet fra Den fri Lærerskole, kontorassistent

0:000:00