Erling Andersen udtræder af Skats direktion efter kritik

NAVNE: Tidligere direktør i Skat København Erling Andersen udtræder af direktionen i Skat med øjeblikkelig virkning. Det sker efter kritik fra Skattesagskommissionen. 

Erling Andersen udtræder af Skats direktion med øjeblikkelig virkning. 
Erling Andersen udtræder af Skats direktion med øjeblikkelig virkning. Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Anne JustesenChristian Juhl Mølgaard

Skattesagskommissionens undersøgelse får nu konsekvenser for tidligere direktør i Skat København Erling Andersen. 

Skat oplyser i en pressemeddelelse, at direktør for Skat Jesper Rønnow Simonsen har besluttet, at Erling Andersen udtræder af direktionen med øjeblikkelig virkning.

Det sker, efter Skattesagskommissionen i sidste uge offentliggjorde sin undersøgelse, som har givet anledning til kritik af Erling Andersen, der under skattesagen var direktør i Skat København. Undersøgelsen har ført til, at skatteminister Benny Engelbrecht (S) har igangsat en advokatundersøgelse i forhold til oplysninger afgivet til ombudsmanden.

Erling Andersen er i dag direktør for Skats Indsatsområde og udtræder af Skats direktion med øjeblikkelig virkning.

"Den rejste kritik er ikke forenelig med den vigtige opgave, ledelsen i Skat har med at genopbygge tillid til organisationen og dens generelle omdømme. Derfor har jeg besluttet, at Erling Andersen udtræder af Skats direktion," siger direktør i Skat, Jesper Rønnow Simonsen, i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Det er grundlæggende for en skatteforvaltning, at borgere og virksomheder har tillid til vores opgaveløsning, at der sker en omhyggelig og korrekt behandling af fortrolige oplysninger, og at samspillet med andre offentlige myndigheder foregår efter gældende lovgivning."

Fortsætter i ny stilling
Selvom den igangsatte advokatundersøgelse ikke fører noget med sig, vil Erling Andersen ikke genindtræde i Skats direktion, oplyser Skat. 

Erling Andersen forlader dog ikke Skat helt. Han tiltræder 1. januar en ny stilling som programchef med ansvar for at styrke samarbejdet mellem Skat og skatteadministrationer inden for OECD, EU og Norden i forhold til internationale aftaler og tilknyttet lovgivning. Stillingen som programchef refererer til direktøren for Kundeservice i Skat, men er ikke en del af forretningsområdets ledelsesgruppe.

Den rejste kritik er ikke forenelig med den vigtige opgave, ledelsen i Skat har med at genopbygge tillid til organisationen og dens generelle omdømme. Derfor har jeg besluttet, at Erling Andersen udtræder af Skats direktion.

Jesper Rønnow Simonsen
Direktør, Skat

Frem til 1. januar vil Erling Andersen varetage "særlige opgaver for Skat efter aftale med Jesper Rønnow Simonsen", skriver Skat i pressemeddelelsen. 

Indtil en ny direktør tiltræder, vil underdirektør i Skat Per Jacobsen blive konstitueret i stillingen som direktør for Skats Indsatsområde. Per Jacobsen er i dag ansat som underdirektør for afdelingen "mindre virksomheder", skriver Skat. 

Dokumentation

Blå Bog: Erling Andersen
Født 11. februar 1958, Haderslev

Ansat i Amtsskattedirektoratet Haderslev 1976-79
Overassistent, Skatteforvaltningen Pamiut Kommune, Grønland 1979-81
Skatteforvaltningens Diplomprøve (skatterevisor) 1984
Revisor, Amtsskattedirektoratet Vejle 1981-90
Revisor, Told- og Skatteregion Vejle 1990-98
Regionschef, Told- og Skatteregion Randers 1998-2002
Områdedirektør, ToldSkat Østjylland 2002-05
Planlægningsdirektør, SKAT Skattesamarbejde Nordsjælland-København 2005-08
Direktør, SKAT København 2008-12
Direktør SKAT Indsats fra 2013

Kilde: Kraks Blå Bog 2013-14


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Rønnow Simonsen

Direktør, El- og VVS-branchens Uddannelsessekretariat (EVU)
cand.polit. i udviklingsøkonomi og statistik (Københavns Uni. 1994)

0:000:00