Etape-sejr til motorvejspolitikere

VEJE: I stedet for at fravælge projekter valgte transportpolitikerne at satse på en etapevis udbygning af motorvejene. Radikale overvejer at stå uden for aftalen, som partiet mener er for klima-skadelig.
5,5 milliarder kroner til udbygninger af vejnettet skal afhjælpe trængslen, der plager mange danskere.
5,5 milliarder kroner til udbygninger af vejnettet skal afhjælpe trængslen, der plager mange danskere.Foto: colourbox
Anders JerkingKristian Aaskov Nielsen
Der var lagt op til en benhård prioritering, da trafikpolitikerne onsdag skulle fordele 5,5 milliarder kroner mellem en række motorvejsprojekter. Men i stedet for at fravælge nogle projekter endte politikerne med at satse på etapevise udbygninger af flere forskellige motorveje.

Politikerne blev helt som ventet enige om at afsætte penge til udbygningen af motorvejen ved Vejle Fjord. Derudover blev der penge til at udbygge lidt af motorvejen på Vestfyn, lidt af Helsingørmotorvejen og lidt af Køge Bugt-motorvejen.

Sidstnævnte projekt var Radikale og Dansk Folkeparti parat til at droppe, men regeringen og Socialdemokraterne insisterede på at få Køge Bugt med i aftalen.

"Det ville have været helt forkert ikke at afsætte penge. Det er Danmarks mest trafikerede strækning, og det projekt med den højeste forrentning. At sige nej til det ville have været totalt uansvarligt," siger Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke.

Reelt blev kun Motorring 4 i Hovedstadsområdet fravalgt. Den skal der senere findes penge til.

Radikale overvejer at stå udenfor
Transportminister Lars Barfoed (K) kaldte aftalen historisk, mens De Radikales trafikordfører, Johs. Poulsen, var så utilfreds med prioriteringerne, at partiet først i dag, torsdag, vælger, om det vil tilslutte sig aftalen.

Denne aftale vil bidrage til, at der vil komme flere biler på vejene og dermed også virke negativt i CO2-regnskabet. Vi holder klimamøde om få dage, og så er det ikke det bedste signal at sende.

Johs. Poulsen (R)
Trafikordfører

"Denne aftale vil bidrage til, at der vil komme flere biler på vejene og dermed også virke negativt i CO2-regnskabet. Vi holder klimamøde om få dage, og så er det ikke det bedste signal at sende," siger han.

De Radikale har ellers en lang tradition for at være med i trafikaftaler, men denne gang mener Johs. Poulsen, at profilen er helt skæv. Han er især utilfreds med beslutningerne om at afsætte penge til motorvejene ved Køge Bugt og Helsingør. Her burde man i stedet satse på kollektiv transport, for når man udvider motorvejene, kommer der flere biler, og så sander motorvejene igen til, mener han.

"Vi står med et valg mellem at blive ved med at udbygge vejene med flere biler og større klimaproblemer til følge, eller at satse på at få den kollektive trafik gjort så effektiv og konkurrencedygtig som muligt. Det sidste kan man kun gøre, hvis man er villig til at bruge penge på det. Det var vi villige til," siger han.

6 millioner til kollektiv trafik
Efter tidligere aftaler, hvor der var afsat penge til jernbaner og cykler, havde flere borgerlige politikere understreget, at de sidste milliarder var 'sorte penge' til asfalt. SF og De Radikale mødte dog frem til onsdagens forhandlinger med krav om penge til kollektiv trafik.

Aftalen endte med 4 millioner kroner til en undersøgelse af letbaner i Odense og 2 millioner til undersøgelse af en jernbane til Aalborg Lufthavn. Derudover aftalte parterne, at der senere skal findes 100 millioner kroner til flere stationer.

"Men de penge er der jo ikke endnu. Det er fugle på taget," siger Johs. Poulsen, der dårligt kan skjule sin skuffelse over, at SF accepterede en aftale, hvor der ud af 5,5 milliarder kun blev afsat seks millioner til den kollektive trafik.

SF's trafikordfører, Pia Olsen Dyhr, er derimod tilfreds med aftalen.
"Det er en balance. Havde SF været i regering, så havde der været mere kollektiv trafik. Nu ønskede den borgerlige regering flere veje, og så har vi forsøgt at sætte vores fingeraftryk. Det skylder vi vores vælgere, og det er lykkes rigtig godt," siger hun.

Hun afviser, at De Radikale står for en grønnere trafikpolitik end SF.
"Det vil jeg ikke mene. Jeg har vurderet aftalen som en helhed, og de krav, som vi har stillet, er vi kommet igennem med. Der var kommet flere motorveje, uanset om SF var med eller ej. Det væsentlige er, at når vi kommer i regering i 2011, så har vi mulighed for at bestemme, hvad der skal ske," siger hun.

Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, glæder sig især over 100 millioner kroner til en omfartsvej ved Grenå Havn, pengene til togbanen til Aalborg Lufthavn, og at partiet skaffede 2,7 milliarder til vejvedligeholdelse på finansloven.

Med onsdagens aftale fuldendes transportaftalen fra januar.

Dokumentation
Her er onsdagens aftaler - inkl. de tidligere besluttede omfartsveje (pris i mio. kr): 

 

Køge Bugt 1. etape Greve S - Solrød S

1.567

Vejlefjord

1.376

Vestfyn 1. etape Middelfart - Nørre Aaby

1.146

Helsingør 1. etape Øverødvej - Hørsholm S

1.370

Udbygning af Brande omfartsvej

439

Nordlig omfartsvej ved Næstved

704

Nordligt hængsel til Djursland

340

Slagelse omfartsvej - 2. etape

109

Nord- og sydvendte ramper, ny bro mv. ved Køge Nord st.

117

Anlæg af parallelspor i forbindelse med udvidelsen af motorvejen ved Vejlefjord, forberedelse til senere anlæg af tilslutningsanlæg ved Ny Højen

36

Reserveret statsligt bidrag til anlæg af en omfartsvej nord om Grenaa

100

I alt

7.304

 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johs. Poulsen

Byrådsmedlem (R), Herning Kommune, formand for Kultur og Fritidsudvalget, fhv. MF (2005-11)
lærer (Herning Seminarium. 1980)

Lars Barfoed

Kandidat til Europa-Parlamentet (M), formand for Det Kongelige Teater, Foreningen Norden og Danmarks Underholdningsorkester, selvstændig med Lars Barfoed & Company,, næstformand, By & Havn
cand.jur. (Københavns Uni. 1981), CBS Executive Bestyrelsesuddannelse (2016), Harvard Kennedy School Executive Education (2017)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00