EU-parlamentarikere: Briterne skal blive i EU

BRITISK VALG: Den konservative premierminister David Cameron genvandt regeringsmagten ved torsdagens britiske valg. Det bringer Storbritannien tættere på en afstemning om EU-medlemskabet. Men man skal hellere løse udfordringerne i EU end at melde sig ud, lyder det fra Morten Messerschmidt (DF) og Jeppe Kofod (S).

Foto: Europa-Parlamentet
Lise-Lotte Skjoldan

Da briterne torsdag gik til parlamentsvalg, stemte de i overvældende grad på David Camerons konservative parti. Dermed løb partiet med valgsejren, og David Cameron kan sætte sig i premierminister-stolen for anden gang i træk.

Men det betyder også, at briterne har valgt at bakke op om den folkeafstemning om EU, som David Cameron i 2013 gav lovning på.

I en tale til befolkningen slog han fast, at han de kommende år vil forsøge at genforhandle Storbritanniens medlemskab af EU for at få en bedre "deal". Derefter vil der senest i 2017 blive udskrevet en folkeafstemning, hvor briterne kan vælge at stemme ja til EU-medlemskab i genforhandlet version eller stemme nej for at melde sig helt ud af EU.

Briternes genforhandling og afstemning om EU kan få konsekvenser for det europæiske samarbejde, men også for Danmark, vurderer to af Danmarks europaparlamentarikere Morten Messerschmidt (DF) og Jeppe Kofod (S). De understreger begge, at Danmark har fælles interesser med Storbritannien, og at landet bør blive i EU.

Men de er meget uenige om, hvorvidt David Cameron er en god nyhed for EU eller ej.

Messerschmidt: Tættere på et bedre EU
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt glæder sig først og fremmest over valgsejren til de britiske Konservative, som også bliver kaldt "tory'er".

"I Europa-Parlamentet sidder vi i gruppe med tory’erne og David Camerons folk. Derfor er jeg utrolig glad for, at de har vundet så stor en sejr," siger Morten Messerschmidt.

"Cameron arbejder for, at vi kan få et fleksibelt samarbejde, hvor de lande, som gerne vil være med i en del af unionen, for eksempel det indre marked, kan være det, samtidig med at de også kan tage suverænitet tilbage på andre områder. Det kunne være grænsekontrol, udlændingepolitik eller sociale velfærdsydelser," siger han og forsætter:

"Det EU, jeg ønsker mig, er rykket en lille smule nærmere, ved at Cameron har vundet i dag."

Godt for danskerne
Derfor er Camerons valgsejr en rigtigt god nyhed for danskerne, mener Morten Messerschmidt.

"Danskerne har gentagne gange givet udtryk for skepsis over for EU-samarbejdet. Men nu kan vi rent faktisk få et samarbejde, hvor vi kan være med i EU, men hvor vi også kan tage nogle flere forbehold," siger han.

Morten Messerschmidt understreger, at når det kommer til en folkeafstemning om medlemskab af EU, så håber han, at briterne stemmer for at forblive medlem.

"Jeg håber, at de stemmer for at blive i EU, men i en anden model, hvor Storbritannien får suverænitet tilbage," siger han.

Til trods for, at meningsmålinger i Storbritannien op til valget havde spået en valgsejr til det socialdemokratiske parti Labour, endte valgnatten alligevel med et nederlag til partiet.

Kofod: Ærgerligt for Labour – og for EU
Den socialdemokratiske europaparlamentariker Jeppe Kofod ærgrer sig på vegne af kammeraterne i Labour, men peger også på, at valgresultatet er blandet.

"Det er ærgerligt for Labour, men grunden til, at de tabte, var også i høj grad, at Skotland blev vundet af de skotske nationalister, som er store EU-tilhængere og også venstrefløjs-socialdemokrater. Så det er et blandet billede, man har i Storbritannien," siger Jeppe Kofod.

Han mener, det er ærgerligt for Storbritannien, Europa og også Danmark, at briterne med Camerons sejr er tættere på en folkeafstemningen, hvor konsekvensen kan blive en udmelding af EU.

Forhandling kan gå begge veje
Til gengæld kan Storbritanniens genforhandling af EU-medlemskabet måske komme lande som Danmark til gavn, mener Jeppe Kofod. Det kommer dog helt an på, hvad David Cameron gerne vil opnå.

"Vi ved ikke rigtigt, hvad Cameron vil. Hvis det er en genforhandling, der skal medføre ændringer i traktaten for EU, så bliver det en lang og besværlig proces. Så skal man ud og have ratifikationer i alle 28 EU-lande," siger Jeppe Kofod og fortsætter:

"Men hvis det er en genforhandling, hvor man ser på nogle af de udfordringer, der er i EU – for eksempel om fri bevægelighed af arbejdskraft – så tror jeg godt, at vi kan finde hinanden. Så har jeg meget tiltro til, at Storbritannien sammen med Danmark og andre ligesindede lande kan finde en løsning."

Labour ville være bedre
Jeppe Kofod understreger, at Danmark og en lang række andre lande har de samme interesser, når det gælder arbejdstagere, der vandrer over grænserne.

"Det handler for mig om to ting: Vi skal bevare det indre marked, som har gjort os rigtigt rige i Danmark. Men når arbejdskraft bevæger sig over grænserne, så skal der leves 100 procent op til de løn- og arbejdsvilkår, der gælder i de lande, man arbejder i. Derfor skal vi have nogle bedre redskaber til at bekæmpe løn-dumping og social dumping," siger han, og understreger:

"Det kan jo kun løses, hvis Storbritannien bliver i EU."

Havde Labour vundet valget torsdag, ville det være langt nemmere at komme frem til løsninger på problemer med for eksempel løn-dumping, mener Jeppe Kofod. Han frygter nu, at Camerons sejr vil betyde, at EU kommer til at bruge tid på at diskutere traktatændringer frem for at fokusere på et samarbejde om at løse EU's problemer.

"Hvis det, der nu står tilbage, er, at Cameron vil melde Storbritannien delvist ud af EU, så vil vi jo miste et stort land, som vil gå med til at trække EU i en mere effektiv retning," siger Jeppe Kofod.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00