Analyse af 
Jakob Nielsen

Facebook efter midnat: Sådan tryllede Lars Løkke sagen om Jon Stephensens lumre beskeder væk

Sagen om Jon Stephensen er ikke bare en personsag; det er en intern konflikt, der kommer til at fortælle os nogle vigtige ting om Folketingets nye, store midterparti. Og en sag, der bekræfter, hvordan Lars Løkke får møgsager til at forsvinde.

Sådan så det ud, da Lars Løkke Rasmussen natten mellem mandag og tirsdag lagde en video op på Facebook om Jon Stephensens beskeder til en ung partifælle
Sådan så det ud, da Lars Løkke Rasmussen natten mellem mandag og tirsdag lagde en video op på Facebook om Jon Stephensens beskeder til en ung partifælleFoto: Lars Løkke Rasmussen på Facebook
Jakob Nielsen

13 timer.

Så lang tid gik der, fra Lars Løkke satte Moderaternes forhold til Jon Stephensen "på pause", til at Jon Stephensen i en pressemeddelelse glædede sig til "at komme helet og styrket tilbage".

Dermed satte Moderaterne ny danmarksrekord i hurtig håndtering af skandalesager.

Det afspejler selvsagt, at sagens to hovedpersoner – Løkke og Stephensen – i forvejen er helt oppe i den absolutte elite, når det handler om at håndtere personlige skandaler. De kender alle trylleformularer i bogen – og de har begge gennem et langt liv erfaret, at ingen skandale er større, end at den kan tales væk. Også selv om det kommer til at virke lidt komisk undervejs.

Som da Jon Stephensen tirsdag indledte sin pressemeddelelse med at konstatere:

Efter sagen om Jon Stephensen kunne reglen om håndhævelse af Moderaternes adfærdskodeks for nemheds skyld omskrives til: "Spørg Lars Løkke"

"Jeg kan ikke længere genkende mig selv."

Omtrent samtidig cirkulerede mere end 1.000 mennesker fra kulturlivet en tekst, hvor de lod forstå, at de udmærket kunne genkende den Jon Stephensen, de havde lært at kende i hans mange år som teaterdirektør.

Men selv når de mest kulørte lag er skrællet væk, er sagen om Jon Stephensen interessant og væsentlig, fordi den fortæller en masse om Danmarks nye, store midter- og magtparti, Moderaterne.

Kort fortalt er dilemmaet følgende: Hvis det lykkes for Lars Løkke Rasmussen og Jon Stephensen at trylle sagen væk, vil de samtidig udstille, at Moderaterne ikke er et almindeligt parti, men derimod Løkkes personlige projekt.  

Ganske vist har har Moderaterne en klassisk organisation med vedtægter, adfærdskodeks, hovedbestyrelse, storkredsformænd og ungdomsparti. Men denne uges begivenheder viser, at ingen af delene spiller nogen rolle, når først musikken spiller.

Læs også

Løkkes aftenmøder sætter kursen

Det var klassisk Lars Løkke, da udmeldingen om Jon Stephensen kom i form af en facebookvideo, der blev offentliggjort på den anden side af midnat, natten mellem mandag og tirsdag.

Mere end et døgn senere er den video fortsat eneste kilde til partiets beslutning om at sende Jon Stephensen på orlov. Der ligger ingen tekst på partiets hjemmeside, og på Moderaternes facebookside har man blot genopslået Lars Løkkes video.

Formandens egen facebookside er således uden konkurrence den vigtigste kilde til at vide, hvad der er besluttet i Moderaterne.

Af den korte videooptagelse fremgår, at der har været holdt et møde mandag aften med fire deltagere: Lars Løkke Rasmussen, Jon Stephensen, folketingsgruppens formand Henrik Frandsen samt partisekretær Kirsten Munch Andersen.

Det er en konstellation, som ikke er beskrevet nogen steder i partiets vedtægter.

Fakta

Det står der i Moderaternes adfærdskodeks

Det fremgår i Moderaternes adfærdskodeks, at seksuel chikane er forbudt, og at "det heller er ikke tilladt ved handlinger eller hentydninger at fremme seksuelle tjenester som et arbejdsrelateret krav”.

Reglerne præciserer, at sex med unge under 18 er forbudt, med mindre begge parter er under 18 og over den seksuelle lavalder.

Moderaternes adfærdskodeks slår også fast, at medlemmer ”er forpligtet til at gøre en leder opmærksom på enhver mulig hændelse, misbrug eller bekymring, som de overværer og som synes at krænke bestemmelserne i dette adfærdskodeks”.


Kilde: Moderaterne

Ifølge vedtægterne er det derimod hovedbestyrelsen, der har ansvaret for, at nye medlemmer kun bliver lukket ind, hvis de tilslutter sig partiets adfærdskodeks. Det er også hovedbestyrelsen, der har magt til at ekskludere medlemmer, som overtræder reglerne.

Men i realiteten blev sagen om Jon Stephensen ordnet på et sent aftenmøde og med en video fra partiformanden.

Partiets code of conduct – altså dets adfærdskodeks – er i sig selv interessant læsning. Det ligger frit tilgængeligt på Moderaternes hjemmeside og har 10 paragraffer.

Reglerne er meget udførlige og beskriver i detaljer, hvad man må og ikke må som medlem af Moderaterne med direkte henvisning til menneskerettighederne. Herunder, hvem de unge under 18 må have sex med. 

Kun på et punkt er reglerne uklare, nemlig i formuleringen om, hvilke sanktioner der er forbundet med at overtræde reglerne.

Under punktet "Håndhævelse" står der blot denne ene sætning: "Ledelsen i Moderaterne har et ansvar for at sikre, at al personale forstår og overholder dette adfærdskodeks".

Efter sagen om Jon Stephensen kunne reglen om håndhævelse for nemheds skyld omskrives til: "Spørg Lars Løkke".

Læs også

Barsk-Lars og omsorgs-Lars

Facebook-videoen med partiformanden er i sig selv et studie i krisehåndtering.

Lars Løkke Rasmussen indleder med at konstatere sagens store alvor og med at rose Unge Moderater for at bringe sagen frem. For Moderaterne skal være "et parti med plads til alle, og hvor man kan føle sig tryg".

Første del af videoen bruger partiformanden derefter på at slå fast, hvad sanktionen ville have været, hvis der blot var tale om et enkelt, isoleret tilfælde.

I så fald ville partiet ifølge Løkke Rasmusen sige:

"Det er i strid med vores code of conduct, det er i strid med vores samværspolitik. Her er der en alvorlig advarsel! Her trækker vi grænsen! Og gør du det igen, så er det ud! Så ville vi have sanktioneret det ved at tage ordførerskaber og andet fra Jon for at sætte et eksempel."

Det er altså en brysk og barsk partileder, der ville svinge hammeren, hvis det her var første gang. Og beskeden ville være klar:

Næste gang er det ud!

Til sidst bliver det næsten sort snak, da Lars Løkke selv skal opsummere, hvordan flere møgsager kan være mindre alvorligt end en enkeltstående møgsag.

Men hov, det kan jo ikke isoleres til et enkelt tilfælde. Så hvad nu? Pludselig bliver den bryske Løkke skiftet ud med en mere omsorgsfuld og eftertænksom partileder:

"Alle, der har fulgt den offentlige debat, ved også, at der har været andre ting fremme. Derfor er vi nødt til at gøre noget andet. Vi skal have ro på. Vi i Moderaterne skal have mulighed for at koncentrere [os] om vores politik. Og Jon, han skal have en mulighed for at komme på benene igen."

Væk er truslerne. Væk er hensynet til de Unge Moderater, der følte sig utrygge i partiet. Væk er den alvorlige advarsel om eksklusion. I stedet skal Jon Stephensen samles op og have børstet jakken af, mens hans nænsomt hjælpes "på benene igen". 

Straffen består i stedet af orlov, sådan at Jon Stephensen kan "få renset op i, hvad der end måtte være".

Til sidst bliver det næsten sort snak, da Lars Løkke selv skal opsummere, hvordan flere møgsager kan være mindre alvorligt end en enkeltstående møgsag:

"At lave en eksklusion nu, det ville være en overreaktion. At sige, at 2 og 4 er lige, det ville være en underreaktion. Det, vi derfor har valgt at gøre i en samtale mellem voksne mennesker, det er at sige, at nu bringer vi vores samliv på pause for en tid".

Spørgsmålet er nu, om de unge mennesker i Moderaterne finder sig i, at de "voksne mennesker" en sen aften kan styre efter nogle helt andre regler end dem, der står i partiets egne vedtægter og partiets eget adfærdskodeks.

Og det er perspektivet i sagen om Jon Stephensen:

Den kommer til at give os et meget bedre billede af, om Moderaterne – som mange mistænker – er Lars Løkke Rasmussens private politikfirma, eller om det er et politisk parti.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Jon Stephensen

MF (løsgænger)
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1990), arkitekt (Det Kgl. Danske Kunstakademi 1984)

0:000:00