Tidligere fagboss: Socialdemokraterne og fagbevægelsens velfærdspolitik giver ubehageligt deja-vu

Lidt forenklet udlagt stod fagbevægelsen og Socialdemokratiet i den konservative statsminister Poul Schlüters årti i 1980'erne, i det mindste udad til, op til forsvar for velfærden, så vidt man da udefra kunne se, gennem røgskyerne fra optakten til formandsopgøret mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen efter det, der er blevet kaldt Socialdemokratiets ørkenvandring.

Indadtil var der både i LO-fagbevægelsen og i dele af Socialdemokratiet fuld gang i tilløb til opgør med velfærdsmodellen, som den så ud anno 1990.

Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOA

Men indadtil var der både i LO-fagbevægelsen og i dele af Socialdemokratiet fuld gang i tilløb til opgør med velfærdsmodellen, som den så ud anno 1990.

LO satte et storstilet velfærdsprojekt i gang, og formanden Hans Jensen lagde blandt andet op til et opgør med den universelle del af folkepensionen – ens grundbeløb til alle.

Og de offentligt ansatte LO'ere, med Dansk Kommunal Arbejderforbund i spidsen, spillede ud med et debatoplæg med velfærdssmæk for skillingen.

Et oplæg, som virkelig dengang chokerede mig: Der skulle gøres op med de universelle velfærdsydelser og både indføres brugerbetaling på besøg på skadestuen, hos lægen og på biblioteket.

Og folkepensionens grundbeløb skulle indtægtsreguleringes, mens de ældre med pensionsopsparing selv skulle betale for hjemmehjælp, og porten til udlicitering skulle åbnes på vid gab.

Det var skrappe sager i lyset af, at DKA-formanden Poul Winckler kort forinden var millimeter fra at få et mistillidsvotum, som følge af hans deltagelse i et debatoplæg om en særlig rød variant af udlicitering af offentlige opgaver.

Der skulle gøres op med de universelle velfærdsydelser og både indføres brugerbetaling på besøg på skadestuen, hos lægen og på biblioteket.

Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOA

Poul kastede sig dog hovedkulds ud i en ny bølge af kritik: "Der er ikke råd til den offentlige service, som der er behov for, når flere og flere borgere bliver ældre. Hvis vi skal have råd til det, så må der ikke være ret mange hellige køer i debatten, om hvordan der skal prioriteres. Hvis ikke vi ser på børnecheck, boligstøtte og folkepension, så kan det ende med, at skatten må sættes op."

Og en af de hellige køer, som Poul ville slagte, var danskernes brug af skadestuer: "Den form for brugerbetaling er ikke en ekstra finansieringskilde, men kan regulere folks adfærd, så de vælger en billigere løsning."

Formanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Kirsten Nissen, fulgte op med et meget særpræget syn på visiteret rengøringshjælp, når den ældres helbred ikke rækker: "Jeg synes, at det er dybt oldnordisk at tænke på den måde, at hvis man er 69 år og har 200.000 i pension om året, så skal man have gjort rent gratis. Hvorfor skal man det, det er da nærmest grænsende til aldersfascisme."

Kirsten ville tillige afskaffe alles ret til folkepension: "Det var banebrydende at oprette folkepensionen for alle. Men når vi nu lever i et samfund, hvor flere og flere heldigvis har en arbejdsmarkedspension, så er det vel en diskussion værd, om alle stadig skal have ret til at få folkepension."

Jeg blev dengang overrasket over, at de offentligt ansatte LO'ere ikke gik til modstand. Tværtimod gik deres forbund på helt centrale områder forrest i opgøret med velfærdsmodellen.

Efter Helle Thorning-Schmidts valg som partiformand blev alle reformtanker luftet i det åbne rum. Jo vildere, jo bedre.

Nu skulle velfærdssamfundet virkelig grundlæggende forandres, og LO's Hans Jensen fulgte desværre trop: "Det er blevet farligt at være hellig ko i dansk politik. Der har så sandelig været travlt i den socialdemokratiske slagtehal i de sidste par uger. Børnepenge, pensionsalder og efterløn er blot nogle af de mange velfærdsområder, som er blevet sat til debat. Jeg vil gerne understrege, at vi i LO er åbne over for enhver diskussion om velfærdssamfundets fremtid."

Jeg blev dengang overrasket over, at de offentligt ansatte LO'ere ikke gik til modstand. Tværtimod gik deres forbund på helt centrale områder forrest i opgøret med velfærdsmodellen.

Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOA

Efterfølgende skulle kursen vendes 180 grader, da borgerlige regeringer for alvor tog fat på efterlønnen. Både fagbevægelsen og Socialdemokratiet gik på barrikaderne for ordningen. Prisværdigt, men noget skamferet af, at de selv havde gødet den jordbund, der gjorde angrebet på ordningen politisk muligt.

Nu har vi set Mette Frederiksen, som statsminister i en mindretalsregering, beskrive en brændende platform med for få penge til nye velfærdstiltag, som dog ret hurtigt blev kuldsejlet af en bugnende statskasse med rigelig råd til mere velfærd.

I stedet taler statsministeren i dag, i en flertalsregering, om et velfærdssamfund af en helt anden type, mens hendes regeringspartnere taler om mere individuelt ansvar, færre fællesskabsløsninger, opsparing til egen pension, pleje og omsorg.

Og her er Socialdemokratiet som i 1990'erne helt eller delvist med på vognen. Tydeligst markeret ved politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen ubehagelige ageren som copycat overfor Lars Løkke Rasmussens og Moderaternes forslag om en opsparingsbaseret ældrepleje: "Jeg mener, vi skal diskutere, hvordan man kunne lave en trepartsaftale, som sikrer, at vi får sparet op – alle sammen – til nogle velfærdsrettigheder i vores alderdom, sådan at vi får løftet dem, der har mindst."

Det er Moderaternes partiprogram op af dage. Ud med fællesskabsløsninger og ind med individuel opsparing.

Det er dét, der er med til at skabe grund til bekymring for, om den samlede fagbevægelse kan stå distancen, hvis den politiske ordførers meldinger ulykkeligvis viser sig at være et ægte déjà-vu fra 1990'ernes politiske koldbøtter.