Fhv. Uber-direktør til Tommy Ahlers: Erhvervserfaring ikke er lig politisk succes. Tværtimod.

"Hvis du har visioner, så tag til lægen".

Citatet fra afdøde kansler Helmut Schmidt passede måske fint til efterkrigstidens Tyskland, hvor der skulle ro på bagsmækken. Men trods massive samfundsudfordringer med klima, corona, flygtninge og big tech, beskriver det også dansk politik i 2021. Med fokus på det opportune, det sikre og næste valg.

Desværre har kritikken af den politiske kultur de seneste år primært rettet sig mod vores "levebrødspolitikere" og deres manglende erhvervserfaring. Ikke mindst fra borgerlige kommentatorer og erhvervssegmentet. Særligt har regeringens coronahåndtering stået for skud og accelereret diskussionen om politikernes baggrund og den direkte vej fra ungdomsrækkerne ind i ministerbilerne.  

"Færre grønskollinger i ministerbilerne, tak" hed det kækt i en leder fra Berlingske i december. Og iværksættere som Martin Thorborg og Tine Thygesen har også været ude med riven med traveren "de fleste politikere har aldrig haft et arbejde, aldrig rørt den virkelige verden" og foreslået, at man kun kan blive politiker med syv års erhvervserfaring.

Mangelvaren i politik er ikke syv års erfaring som bankmand, brugtvognssælger eller key account manager, men politikere, der brænder for noget. 

Kåre Riis Nielsen
Rådgiver, fhv. Uber-direktør, fhv. disruptionchef i Erhvervsministeriet

Senest har Venstres Tommy Ahlers været ude på Facebook med 'Et år og 200 dage'-budskabet, som kritik af den gennemsnitlige erhvervserfaring på ministerholdet. Hvor "Statsministeren, finansministeren og erhvervsministeren slet ingen erfaring har fra det private erhvervsliv". Et nemt, populistisk budskab, der fænger an i startup-miljøet hvor Ahlers har heltestatus.

Tommy Ahlers forstår ikke, hvordan regeringen kan "drive" Danmark uden at forstå, hvad der skal til for at skabe den økonomiske værdi, som samfundet bygger på. For den slags viden kan man ifølge Ahlers ikke læse sig til. Der skal tilsyneladende knofedt og praktisk erfaring til. Fra det private forstås.

Men spørgsmålet er vel 1) om erhvervsfolk er bedre til at "drive" Danmark, 2) hvad det kræver at være en god politiker, og 3) hvad der udgør de reelle politiske udfordringer.

Tunge erhvervsfolk er ikke lig politisk succes
For det første: Danmark hverken kan eller skal "drives" som en forretning. At sammenligne regeringsførelse med virksomhedsdrift er bizart og helt ved siden af.

Profit, strategi og eksekvering er relativt nemme discipliner sammenlignet med den politiske arena, der domineres af forhandlinger, forlig og genforhandlinger, mediehistorier, meningsmålinger et cetera, hvor bundlinjen afklares hvert fjerde år. Dertil kommer, at demokratisk legitimitet bygger på mere end effektiv ledelse, KPI’er og salgstal. 

Fremfor at pege fingre af ministres manglende erhvervserfaring er spørgsmålet, hvad det kræver at være en god politiker/minister. Hvilken erfaring og færdigheder, der skal til. Ikke mindst til at få noget gennemført, kæmpe for sin sag, udvikle politiske idéer, sikre opbakning og navigere politisk for at sælge budskabet til partier, medier og befolkning.

Mangelvaren i politik er ikke syv års erfaring som bankmand, brugtvognssælger eller key account manager, men politikere, der brænder for noget og tør tænke lidt ud af '90-mandater'-boksen og næste valg.

Større diversitet er altid godt. Intet tyder dog på, at eksperter eller tunge erhvervs-CV’er som direktør sikrer politisk succes. Tværtimod.

Ser man lidt ud over grænsen står to eksempler frem: Silvio Berlusconi og Donald Trump, der begge dyrkede deres erhvervsprofiler til at blive valgt for at fikse Italiens og USA's problemer. Det gik som bekendt ikke specielt godt. Men derfor kan vores 'levebrødspolitikere' jo godt blive bedre til at lytte til erhvervsliv og omverden.

Problemet er ikke grønskollinger
I stedet burde kritikken rettes mod den stærkt homogeniserede politiske kultur, præget af opportunisme, topstyring og 'genvalgsrealisme'. Hvor det kan være svært at finde ud af, om der er andet på spil end at please partitoppen, komme i medierne og sikre karrieren. Eller for at parafrasere en anden tysk kansler: "Uden realisme bliver politik et sted for drømmere. Men realister uden visioner er idioter".

At sammenligne regeringsførelse med virksomhedsdrift er bizart og helt ved siden af.

Kåre Riis Nielsen
Rådgiver, fhv. Uber-direktør, fhv. disruptionchef i Erhvervsministeriet

En Gallup-måling fra 2019 talte sit tydelige sprog. 74 procent af vælgerne mente, at "De fleste politikere er mere optaget af at blive genvalgt end af at gennemføre deres politik". Samme måling viste, at blot to procent har stor tillid til politikerne, og kun hver fjerde mener, at "vores politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet".

Den dybe mistillid er en demokratisk udfordring, der bør tages seriøst. For kløften mellem politikere og vælgerne er voksende. Drevet af opportun designer-politik og velfriserede budskaber. Dertil løbende anklager om løftebrud og skandaler, som efterlader fornemmelsen af, at politik mere handler om at svine modstanderen og hive ministeren i samråd end at udvikle og fremføre egne politiske idéer og, ja, visioner.

Det er her, der bør sættes ind frem for overfladisk kritik af manglende erhvervserfaring. Mon ikke Tommy Ahlers vil foretrække at blive bedømt på sin indsats i Folketinget, fremfor hvor mange exits han tidligere har leveret.

Og nej, problemet er ikke for mange grønskollinger, men manglen på grønne, visionære politikere i ministerbilerne.