Fl. Chr. Nielsen: Drabs-kontoristen Eichmann er genopstanden

Forleden stødte jeg på Adolf Eichmann i en TV-film og kiggede grundigt på ham, for i skolen lærte jeg, at han var et monster, ingen begriber. Sådan ville vi aldrig kunne opføre os.

Bortset fra, at den korte sekvens med Eichmann var i sort-hvid gengivelse, lignede han til forveksling de fleste andre. Ordinær og måske med lidt for gammeldags hornbriller. Filmen fortsatte og nu i farver. Den er fra 2015 og i mere eller mindre fiktiv form skildrer den det filmhold, som i 1962 producerede en TV-dokumentar om retssagen mod Eichmann.

Halvt fraværende fulgte jeg med, for hvad vedkom den gamle TV-dokumentar om Eichmann dog mig? Herregud, vi lever i et åbent samfund og i moderne, demokratiske tider. Nazismen er en overstået uhyrlighed. Der findes ingen Adolf Eichmann iblandt os. Han blev stillet for retten i Jerusalem i 1961, dømt for forbrydelser mod menneskeheden og året efter hængt.

Som nazismens embedsmand var det hans opgave at fremskynde de politiske krav om den jødiske befolknings udrejse af Tyskland. Siden blev han ansvarlig for transporten til udryddelseslejrene. Han sørgede for togenes rettidige afgang, og han sikrede lejrenes effektivitet. Han var arbejdsivrig og uegennyttig. Statens usvigelige tjener. Lydig mod sine arbejdsgivere.

Derfor er også vor tids drabs-kontorister blevet usynlige. De gemmer sig med deres joysticks. Det ville støde os at se dem belyst.

Men så skete der i filmens allersidste sekunder noget uventet, og min hånd gav sig til at ryste, da jeg rakte ud efter kaffekoppen. Indholdet sejlede ud over sofabordet, og det er næsten det værste, der kan ske for en rimelig kultiveret TV-seer.

Pludselig var det meste af min livsopfattelse undermineret.

Humanistisk ordentlighed er blevet til det, som Hitler kaldte for Humanitätsduselei eller præcist oversat: pladderhumanisme.

Flemming Chr. Nielsen

Hvad var det da, filmens afsluttende sekunder betød?

Jo, chokket indfandt sig, da reporteren i slutscenen fra 1962 opsummerede den ideologi, som Eichmann tjente:

”Vi, der troede, at Gud skabte os bedre end andre mennesker, har selv stået på den tærskel, hvor Adolf Eichmann stod. Da vi lod formen på andres næser, deres hudfarve eller måden, hvorpå de tilbeder deres Gud, forgifte vores opfattelse af dem, kendte vi den mangel på fornuft, der udløste Eichmanns vanvid. Det var sådan, det begyndte for dem, der gjorde disse ting."

For den af gode grunde intetanende læser skal tilføjes, at jeg i kraft af min alder er opdraget i troen på en europæisk humanisme. Den blev indprentet mig i skolen, fra prædikestolen, til politiske møder. Den blev formuleret i de bøger, som de overlevende fra lejrene, slagmarkerne og modstandsbevægelsen skrev. Krigen kunne delvis lamme den, men ikke udslette dens aftryk.

Fra krigens ruiner genrejste humanismen sig og sagde nej til nye krige og nye overgreb, nej til tortur og slaveri, nej til støvletramp på menneskets værdighed og nej til magthavere, som vil sondre, kneble, rive familier og børn fra hinanden og sende dem ind i døden.

Derfor endte al min kaffe på sofabordet?

For Eichmann overskred netop den tærskel, hvorpå også nutiden står. Vi har løftet foden, men endnu har vi ikke taget det skæbnesvangre skridt fra udrejse til udryddelse.

For kun et halvt århundrede siden – i 1962 – var TV-dokumentarens humanistiske manifest grundlaget for det civiliserede samfund. Humanismen blev dengang angrebet af de få, men forsvaret af de mange.

Nu angribes den af de mange og forsvares af de få. Langsomt krakelerer de advarende ord om ”mangelen på fornuft” som den gift, der udløser det eichmann’ske vanvid.

De magtfulde har allerede løftet foden på tærskelen, som om de agter at overskride den og kun venter på, at samvittigheden døves. Humanisme latterliggøres som pladderhumanisme, empati som patos, solidaritet som godhedsindustri, menneskerettigheder som pjat og individualitet som mangel på uniformitet.

Dermed er vi blevet ofre for den sirenesang, der skal lokke os over den tærskel, som er grænsebommen mod det menneskeforagtende, det forgiftede og det ondskabsfulde. Humanistisk ordentlighed er blevet til det, som Hitler kaldte for Humanitätsduselei eller præcist oversat: pladderhumanisme.

Verdenskrigens bomber og dræberfly, dens udhungrede og forkomne mennesker ser vi kun i gamle sort-hvide film, hvor de reduceres til samme underholdning som en stumfilm.

Vor egen tids droner, dens natlige transportfly og dens forkomne mennesker på flugt eller i håndjern ser vi ikke – ud fra det fælles og sukkersøde omkvæd, at ”vi har valgt at udelade scener, der kan virke stødende.”

Derfor er også vor tids drabs-kontorister blevet usynlige. De gemmer sig med deres joysticks. Det ville støde os at se dem belyst.

Og dermed er vi tilbage ved den pligttro Adolf Eichmann, dengang han selv stod på den farlige tærskel, og de forgiftede ord kun nærede hans loyalitet og hans iver. Han hørte aldrig andet og evnede kun at adlyde, ikke at tænke. Fra talerstole og medier det samme skrattende budskab om afvigende hudfarve, anderledes tro, utysk opførsel, kulturfremmed adfærd.

Eller gentaget for eventuelt tungnemme læsere: ”Da vi lod måden, hvorpå de tilbeder deres gud, forgifte vores opfattelse af dem … Det var sådan, det begyndte.”

.......

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.