Per Stig Møller: Fortræffelig bog om kulturkamp advarer os mod vores latente, åndelige dovenskab

Den færøske universitetslektor og tidligere medarbejder i Udenrigsministeriet Heini í Skorini har netop udsendt en fortræffelig bog om den værdikamp, der har stået på de sidste 30-40 år, og som pludselig bragte Danmark i begivenhedernes centrum på grund af Jyllands-Postens 12 ”Muhammed-tegninger” og den islamiske samarbejdsorganisation OIC's ønske om at bruge dem i værdikampen.

Denne kamp var ikke alene en kamp mellem vores liberale demokrati og den muslimske ortodoksi, men også en indre kamp i den muslimske verden mod dem, der ønskede liberale reformer, og dem, der fandt, at reformer er noget, ”satan hvisker i deres ører.”

Derfor ramte FN's generalsekretær Kofi Annan hovedet på sømmet, da han i februar 2006 modtog mig til et møde med ordene: ”Per Stig, you are in the midst of the Arab revolution.”

I Heini í Skorinis værk er de danske tegninger selvfølgelig centrale, men de sættes ind i et forløb, der startede i 1980'erne, og som fortsætter den dag i dag, hvor det sandelig nu er lykkedes for OIC at få FN`s generalforsamling til at vedtage, at 15. marts er ”International Dag for Bekæmpelse af Islamofobi.”

Selvom kristendommen er forfulgt i store dele af den muslimske verden, er der ingen dag for bekæmpelse af Christianofobi. OIC's resolution blev enstemmigt vedtaget, det vil sige også med alle EU-landenes stemmer. Den vestlige føjelighed har hele tiden bragt muslimerne langt.

Vesten fandt sent ud af, at der var en værdi- og kulturkamp i gang, der indvarslede Samuel Huntingtons ”clash of civilizations.” Meget fint følger Skorini de forskellige strategier og initiativer, som OIC har benyttet i tidens løb, og som Egypten i 2005 i en sådan grad stillede sig i spidsen for, at jeg i november 2005 måtte advare dets udenrigsminister Aboul Gheit imod at udløse ”the clash of civilizations.”

I februar 2006 måtte vi også advare ham imod at lukke Suezkanalen for danske skibe, som han truede os med, for så skulle han i henhold til traktaterne lukke den for alle skibe, og så kom der ikke mere ud af det. I dag er han generalsekretær for Den Arabiske Liga.

De liberale demokratier er i mindretal

Skorini påpeger, hvor eftergivende de europæiske lande har været både i FN`s generalforsamling og i dets menneskerettighedsråd og konstaterer, at nu er de liberale, vestlige demokratier i mindretal alle vegne. Men det betyder ikke, at vi så bare skal følge med strømmen.

Vi kan jo selv stille forslag og præcisere vore ”røde linjer.” Som demokrater kan vi ikke fordømme OIC for at forsøge at skaffe sig et flertal bag sine ønsker om en indskrænkning af ytringsfriheden. Man kan kun bebrejde os andre for at være passive.

For at komme ud af denne passivitet valgte flere EU-lande at gå i offensiven i forbindelse med Durban II-forhandlingerne, som OIC også ville udnytte til at få gennemført et internationalt forbud mod islamofobi og krænkelse af Profeten. Imod dette formulerede vi et internationalt krav om ytrings-, informations- og trosfrihed for alle mennesker.

Og vi fik det sandelig vedtaget, fordi Storbritannien, Sverige og Danmark i første omgang fik forhindret, at EU ligesom USA meldte sig ud af forhandlingerne, og i anden omgang sammen med Norge gjorde en særlig indsats for at få de afrikanske lande over på vores side, hvor de ellers formodedes at støtte den arabiske.

I dag er det ikke længere aviser med deres tegninger, som præger og ophidser opinionen, men hvad der foregår på nettet

Per Stig Møller

På den måde kan man sige, at kampen om Muhammedtegningerne endte med en sejr for det liberale demokrati.

Ligesom USA selv fremhæver Skorini, at USA året efter fik en international aftale om disse friheder vedtaget, men han glemmer, at USA svigtede ved ikke at deltage i Durban II-forhandlingerne, hvor disse værdier altså vandt. I det hele taget er hans gengivelse af Muhammed-krisen for afhængig af amerikanske kilder og alt for lidt opmærksom på de europæiske og ikke mindst danske.

Ligesom de autokratiske arabiske regimer ønsker OIC at begrænse ytringsfriheden. Derved vil OIC beskytte 1,5 milliarder muslimer mod hadtale og mod at få deres religiøse følelser krænket, men samtidig giver disse religiøse formål regimerne anledning til politisk at undertrykke alle liberale eller reformistiske tendenser, som alle kan siges at stride mod Allahs ord i Koranen.

For, som The Muslim World League skrev i 1981: ”menneskerettighederne i Islam er forankret i troen på, at Gud og kun Gud er den eneste lovgiver og kilde til alle menneskerettigheder.”

Derfor er den tvivl, debat og kritik, som driver vore demokratier frem, forbudt, eftersom den ganske simpelt er en kritik af Gud, og derfor mødte vi under Muhammedkrisen krav fra Tyrkiets præsident og generalsekretæren for Menneskerettighedsrådet om at genindføre censur, så vi ikke med The World Leagues ord ”skal udtrykke ringeagt eller latterliggøre andres religiøse tro eller tilskynde til fjendtlighed mod dem.” Altså slut med ”hån, spot og latterliggørelse.”

Skorini præciserer ganske korrekt, at ”de standarder, som er kodificeret i international lov, er med til at forme vores tænkning og debat om en stats forpligtelser over for egne borgere.” Det er dette, OIC har set, og Vesten normalt overser.

I dag er det ikke længere aviser med deres tegninger, som præger og ophidser opinionen, men hvad der foregår på nettet. Meget fint drejer de sidste kapitler i Skorinis bog sig netop herom.

Digitalisering er redskab for undertrykkelse

Han hæfter sig naturligvis ved EU`s kamp mod techgiganterne, som i 2016 fik pålagt en ”code of conduct,” der forpligter dem til at ”imødegå racistiske, antisemitiske og hadefulde ytringer.”

Det fik Tyskland til at gå et skridt videre og vedtage et ”forbud mod fornærmelse af religioner, religiøse organisationer eller ideologiske overbevisninger.” Bestyrtet noterer Skorini, at ”denne form for lovgivning er fuldstændig i tråd med OIC`s internationale dagsorden.”

Følelserne trumfer fornuften. Det har OIC forstået for længst, og Donald Trump udnyttet

Per Stig Møller

Skorini påpeger også, at digitaliseringen både er blevet ”et effektivt redskab for overvågning, censur og undertrykkelse” og for vildledning og manipulation, således som de russiske troldefabrikker excellerer i. Han fastslår, at ”hverken Google eller andre platforme er neutrale. De former, rammesætter og forvrænger vores opfattelse af verden,” uden at vi er os det bevidst.

For algoritmerne og de systemer, ”som styrer den digitale informationsstrøm, er lukket land for forskere, journalister og politikere.” Vi er, kortsagt, på den og kan dårligt skelne mellem sandhed og løgn. Det har vi nok aldrig helt kunnet, eftersom den engelske kong Charles I i 1672 måtte udstede en lov, som havde til formål ”begrænse spredningen af falske nyheder.”

I dag er det imidlertid kommet så vidt, at vi er endt i et ”post-truth”-samfund, der ifølge Oxford Dictionary er kendetegnet ved en tilstand, ”hvor objektive fakta har mindre indflydelse på den offentlige opinion end appeller til følelser og personlig tro.”

Følelserne trumfer fornuften. Det har OIC forstået for længst, og Donald Trump udnyttet. Hans løgne og forvrængninger af virkeligheden er for hans sympatisører selve sandheden og virkeligheden, hvorimod alt andet er løgn og ”fake news” – og det bliver hans tilhører ikke klogere af.

Som det er fremgået af denne boganmeldelse er den moderne kamp om ytringsfriheden afgørende for, hvilket samfund vi ender i. Det præciserer Skorini, der med sine historiske analyser advarer os mod vores latente, åndelige dovenskab, for gør vi os ikke vore værdier klart, taber det liberale demokrati til illiberale autokrater.