Hanne-Vibeke Holst: Ferien, du gerne vil hjem fra

”Ferier du ikke vil hjem fra,” er da det mest geniale slogan, tænker du, da du en sidste gang kaster dit bronzefarvede legeme ud i den caribiske brænding og hengiver dig til den sublime nydelse ved at bade i tempereret, azurblåt vand. For hvem slipper frivilligt dette InstaMoment – sol, hav, kridhvid palmestrand under en uendelig bekymringsfri himmel? Hvem ville ikke ønske, at det kunne fortsætte. Sorgløst, langt fra Dannevang.

Men sådan fortsætter det ikke, for vinterferien er som flasken med solcreme forbrugt, og lige om lidt skal det våde badetøj pakkes ned. Det er tid at iføre sig sokker, jeans og dunjakke (du tilhører ikke den kiksede type, der vælger at beholde shorts og klipklappere på under en 12 timer lang flyvetur mod den nordlige halvkugle), for nu skal du tilbage til kulden og det protestantiske hamsterhjul – til TV Avisen, Jarl Cordua og de udsatte hængepartier (herunder dem på Christiansborg). Du skal hjem.

Da du først har accepteret, at du hverken kan gemme dig for Spies-guiden (dem med sloganet) eller for realiteterne, sker det sædvanlige: Du begynder faktisk at glæde dig til at komme hjem. Sandt at sige kan man blive en smule træt af lediggang og sundowners (som på all inclusive-resorts bliver indtaget fra tidlig formiddag) – mojitoerne er blevet lidt fesne, pina coladaerne noget kokoskvalme, og hvad er cuba libre andet end rom & cola, som ingen voksne mennesker fra de rigtige segmenter kunne finde på at hælde i sig?

Kaffen er heller ikke for god, brød kan de ikke bage, internettet er en joke, og trafiksikkerheden en gyser. Der er både huller i vejene og i de lokales engelskkundskaber, og den allestedsnærværende salsamusik, der de første dage var herligt inciterende, er efterhånden megairriterende. Ved nærmere eftertanke kan du lave lange minuslister over alt det, der alligevel ikke er så fedt ved Bountyland – du har jo også haft maveonde, velsagtens på grund af dårlig hygiejne eller inficeret vand (inficeret med hvad mon?), og så var der den ubehagelige episode med hustleren, der franarrede naive turist-dig 80 dollars. Og så videre.

Du har været for privilegeret til at fatte, at fordrivelsen, flugten og hjemløsheden er og altid har været et universelt vilkår for alle mennesker på jorden. Det er derfor, vi har konventionerne.

Hanne-Vibeke Holst

Næh, tænker du opstemt på vej til lufthavnen, det skal blive godt at komme hjem. Det er jo på trods af alting – vejret, vanen, vanskelighederne – dér, du hører til. Hos din stamme. En enkelt nats rejse mod dag, og du kan stikke nøglen i din gadedør, lukke den efter dig og udstøde et lettelsens suk over at være trygt tilbage i dine egne stuer. Pyh!

Men forestil dig så, at historien tager en uventet drejning.

For da du ankommer til lufthavnen og stiller dig op i den lange, uorganiserede kø til check-in (russerne snyder sig foran, tyskerne skælder ud, franskmændene løfter anråbende armene i vejret), sker der noget dramatisk. To uniformerede vagter prikker dig ud. Beder dig om at følge med. Usikkert smilende spørger du, hvorfor, for selv om man er uskyldig, er der jo altid den der snert af dårlig samvittighed. Ingen forklaring, du skal bare adlyde og hanke op i rullekufferten. Du er dog sikker på, at der må være tale om en misforståelse – og det fastholder du også, da du placeres i et trangt, nedslidt forhørslokale, hvor en loftsvifte pisker rundt.

Endnu en uniformeret mand sidder bag skrivebordet, han er overordnet, gætter du ud fra skulderstjernerne og den bryske attitude. Denne autoritet med blankskygget uniformskasket forsikrer, at det er korrekt – du skal tilbageholdes. Han tager dit pas med en mine, som om han vil beholde det, og det vil han også, det forsvinder ned i en skuffe, proppet med snesevis af andre pas i flere farver.

”Jamen, jeg skal hjem!,” protesterer du. ”Mit fly afgår om halvanden time.” Uanfægtet trækker han på skuldrene – ”Du kommer ikke hjem. Du skal deporteres. Til Lejren,” siger han.

Lejren, hvilken lejr? Hvorfor, hvad har du gjort? Du protesterer, det kan ikke være rigtigt. ”Jeg er DANSKER!” hidser du dig op. Han, som er ligeså mørkhudet som en syv-års Havana Club, ikke så meget som blinker. Derimod nikker han til de to fra før, som tager et fast greb om dine overarme for at føre dig bort. ”Jeg er FORFATTER! Jeg er BERØMT! VIP!”

”Det siger I alle sammen,” siger han tonløst.

Du opgiver udråbstegnene og bliver i stedet mere inderlig.

”Jeg har familie, børn, venner, arbejde, potteplanter. Hele mit liv er i København.”

”Nå? Så skab dig et nyt i lejren. Det kan man sagtens. Er det ikke det, jeres politikere siger? ”

Hvis politikere? Danskernes? Dine? Forvirret bryder du i gråd. Hvad er det for et kafkask mareridt, du er havnet i? Dine kvindetårer har måske gjort ham blød, for han taler blidere til dig nu:

”Bare rolig, der er både telte og tæpper. Endda barakker nogle steder. Skoler til børnene. Syprojekter for kvinderne. En gang om ugen uddeles der nødhjælp. Ris og mel. Der er også wi-fi, og nogle har mobiltelefoner. Du kan tale med dine børn over WhatsApp!”.

”Jamen, det kan jo aldrig blive mit hjem,” græder du og tænker på mytologiens omflakkende skikkelser – Odysseus, Ahasverus, Satan selv. Allerede nu mærker du på din egen krop, hvordan hjemveen kan flå i den hjemløse, som vinden i lejrpresenninger. Med ét forstår du, hvorfor begrebet nostalgi (som oprindelig var en længsel efter det tabte rum, og ikke som i dag efter den tabte tid) er sammensat af nostos (hjemrejse) og algos (smerte) = et uopfyldt ønske om at vende hjem.

Pludselig giver det mening, at fordrevne palæstinenseres efterkommere vogter så nidkært over skødet til det hus, familien i hast måtte forlade i 1948, hvorfor nøglen er så vigtigt et symbol i eksilet. Du forstår, hvorfor skandinaviske udvandrere holdt fast i deres bondske sprog, traditioner og klædedragt, og hvorfor man selv i dag kan finde sjette-syvende-generations danskamerikanere, der spiser frikadeller og synger danske julesalmer.

I dette tapsvedende øjeblik, hvor du er ved at miste dit eget hjem – din sofa, din seng, bøgerne i reolen, malerierne på vægge, fotografierne – dine minder, din tryghed, din base, forstår du, hvor hovmodig du har været. Hvor uempatisk. For nok har du i teorien haft sympati med de flygtninge, som i hast har måttet forlade deres hjem, hjemegn og hjemland og alt, hvad de havde kært, for at søge beskyttelse i fjerne og komplet fremmede egne. Men har du forstået det med hjertet?

Uden ægte medfølelse har du tænkt, at det at være flygtning og skulle starte forfra bare må være et spørgsmål om at smøge ærmerne op og tage sig sammen. Din manglende empati kommer af, at du aldrig havde troet, at du selv kunne havne i samme situation, for du har simpelthen været for privilegeret til at fatte, at fordrivelsen, flugten og hjemløsheden er og altid har været et universelt vilkår for alle mennesker på jorden. Det er derfor, vi har konventionerne.

Da pesoen falder, forstår du også , hvem denne myndighedsperson er.

Det er ikke en kafkask dommer, du sidder over for. Ej heller en opblæst skrankepave. Det er Gud. Han vil straffe dig, fordi du er dansker – og straffen er ekstra hård, fordi du engang opfattede dig selv som socialdemokrat. Du skal smage din egen medicin.

Gud kan formildes. Gud kan man forhandle med.

”Kære Gud,” beder du med foldede hænder, stadig med de to vagters greb om overarmen. ”Hvis jeg lover at tale imod Socialdemokratiets forslag om at samle asylansøgere i modtagecentre i nærområderne ...”

”Lejre, i Nordafrika.” retter han. ”Retfærdig og realistisk flygtningepolitik. En udlændingepolitik, der samler Danmark.”

”Hør her, jeg er totalt uenig! Jeg stemmer ikke engang på dem. Jeg er humanist! Får jeg så lov til at rejse hjem? Please, Gud!”

Han tager kasketten af, stryger tankefuldt svedperler af panden og ser endelig direkte på dig.

”Jeg skal tænke over det. Men sagsbehandlingen tager tid. Uendelig lang tid.”

Da din verden synker i grus, ved du, at rejseselskabet har været for slogansmart. I virkeligheden er der ingen ferier, vi ikke alle sammen – før eller siden – vil hjem fra. Bare hjem.

-----------

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst (1959) blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1984. Fra 1987 har hun været selvstændig og arbejdet som klummeskribent og debattør i blandt andet Politiken og Alt for Damerne og som forfatter til film, tv, teater og bøger. 
Hanne-Vibeke Holst har nydt stor succes som forfatter og har skrevet adskillige romaner siden sin debut i 1980. Hendes seneste roman, "Som pesten", udkom i efteråret 2017.