Kommentar af 
Henrik Dahl

Henrik Dahl: I kampen mod banderne bør vi lære af Sveriges fejl

KLUMME: Sverige, 2015: Bilbrande. Skyderier i gaderne. Narkohandel. Offentligheden var forfærdet, og regeringen måtte sætte sig i bevægelse. Nu er det blevet endnu værre.

MODMAGT: Vil de kriminelle bander i Danmark lykkes med at overtage politiets voldsmonopol i udsatte områder?
MODMAGT: Vil de kriminelle bander i Danmark lykkes med at overtage politiets voldsmonopol i udsatte områder?Foto: Mikkel Tariq Khan/Polfoto
Henrik Dahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nu foreligger der en rapport om indsatsen, og den tager journalisten Tarjei Kramviken under behandling i onsdagsudgaven af den norske avis Aftenposten.

Her følger en gengivelse af artiklen:

Hovedkonklusionen efter to års bandeindsats er, at problemerne i dag er værre, end de var i 2015.

Dengang afviste myndighederne, at der overhovedet fandtes ”no-go zoner” i Sverige, hvor myndighederne ikke kunne færdes. Det indrømmer man i dag modstræbende, at der gør. Dengang var der 15 områder, som var klassificeret ”særligt udsatte”. I dag er der 23. Disse områder er præget af en dynamik, man dårligt kan kalde andet end selvforstærkende negativ.

Sverige har valgt sin egen vej – og betalt sin egen pris. Antal dræbte per indbygger ligger omkring 100 procent over tallet for Norge, og knap 35 procent over tallet for Danmark.

Henrik Dahl

Den motor, der yder grundtrækket i banderne, er handel med narkotika. De fortjenester, handlen medfører, er motivationen til at skabe banderne og søge ind i dem, og motivationen til at forsvare og udvide deres interesseområde.

Vi kan ikke sige med sikkerhed, at det ville blive matematisk præcis halvt så interessant eller kvart så interessant at være med, dersom prisen på narko faldt til det halve eller til en fjerdedel. Men vi kan sige, at det under alle omstændigheder ville blive væsentlig mindre interessant.

I dag er status, at banderne i ghettoerne har etableret sig som modmagt. I hverdagen er det dem, der har monopol på vold – ikke politiet.

Tarjei Kramviken
Journalist, Aftenposten (Sve.)

Men når først banderne er skabt, sætter andre mekanismer ind. Den hårde kerne i banderne presser børn og meget unge ind som vagter og kurerer. Som tiden går tyr de hurtigere til vold, og den bliver meget mere alvorlig. For nogle år siden hørte man aldrig om brug af håndgranater. Det gør man nu.

Bandernes adfærd skaber et egentligt voldsregime i ghettoerne. Her døjer man i forvejen med høj arbejdsløshed; dårlig uddannelse; dårlige svenskkundskaber, der hindrer både muligheden for at få et job og for at uddanne sig. Velfungerende borgere flytter, hvis de overhovedet kan. Derfor bliver situationen i alt værre, som tiden går.

I dag er status, at banderne i ghettoerne har etableret sig som modmagt. I hverdagen er det dem, der har monopol på vold – ikke politiet. Det statueres, når politiet engang imellem anholder et bandemedlem, og der prompte falder en modreaktion i form af optøjer og hærværk. I den situation er der ikke noget at sige til, at frygten for at samarbejde med politiet i ghettoerne er udbredt.

 

Så vidt Tarjei Kramviken i Aftenposten. Hvilke tanker giver det anledning til at gøre sig i forhold til Danmark?

Man taler nogle gange om ”parallelsamfund”. Det er en metafor, der har rod i geometrien, men den er forkert. Definitionen på parallelle linjer er, at de bestandigt har den samme afstand til hinanden. Men afstanden mellem ghettoerne og det velordnede samfund vokser – og dermed er der jo definitorisk ikke længere tale om parallelitet.

Det, der sker i Sverige, er, at bandelivet decideret tiltrækker mennesker, der føler sig fascinerede af pengene, magten og respekten, som følger med. Man er altså nødt til at operere med et begreb om ”tiltrækningskraft”. Ikke ganske som universets sorte huller, der suger alt til sig. Men dog som kraftcentre, der suger ganske mange til sig.

I spørgsmålet om ukontrolleret indvandring af mennesker, som ikke kan eller vil integrere sig i det almindelige, sociale liv, har Sverige valgt sin egen vej – og betalt sin egen pris. Antal dræbte per indbygger ligger omkring 100 procent over tallet for Norge, og knap 35 procent over tallet for Danmark. Det er en forskel, der i meget vidt omfang kan tilskrives bander, der har rødder i ikke-vestlige miljøer.

Fordi Sverige har valgt sin egen vej, kan vi ikke overføre alt, hvad svenskerne har lært om bekæmpelse af bander, til Danmark.

Men vi kan i hvert fald sige, at en høj pris på narkotika er med til at gøre det attraktivt at være medlem af en bande – og at en sænkelse af prisen på narkotika derfor i teorien ville være et overordentlig effektivt modtræk. Om der så er politisk vilje til dette – blot for så vidt angår de mindst farlige former – er en ganske anden sag.

Men selvom en sænkelse af prisen på hash (for eksempel ved at gøre den lovlig) ville hjælpe betydeligt, er det næppe nok.

Magthavere giver sjældent magten fra sig frivilligt – og det gælder også for ”modmagthavere” som banderne.

Derfor vil en effektiv bandeindsats formentlig også skulle rette sig eksplicit imod den modmagt, som er opstået. Det vil sige: en effektiv indsats er en indsats, der på en lang række områder har samme formål: at uskadeliggøre og opløse modmagten gennem udvisninger, anholdelser, forvaringsanbringelser, nultolerance over for antisocial adfærd, forstærket indsats mod pengeafpresning og alt, hvad der ellers findes i arsenalet.

Endelig er der så den sociale base i ghettoerne. Altså den livsform – kan vi se nu – der blandt andet består i afhængighed af sociale ydelser, ”drop-ud-kultur” i forhold til skoler, håndhævelse af klassisk, patriarkalsk dominans og uvilje mod at forstå sig selv som svensk, norsk eller dansk (herunder uvilje mod at investere tid og kræfter i at lære og at tale landenes officielle sprog korrekt).

Midlerne til at komme disse onder til livs er slet ikke opfundet endnu – og mange af dem vil antageligvis kræve en grad af nytænkning, ingen endnu har kunnet mønstre.

Men det korte af det lange er: Danmark er bestemt ikke det eneste land i Skandinavien, der har haft problemer med bander i de senere år. Til gengæld er den svenske indsats mere en illustration af, hvad der ikke virker, end et bidrag til at forstå, hvordan problemerne løses.

------

Henrik Dahl er folketingsmedlem for Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Dahl

MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

0:000:00