Her er Johanne Schmidt-Nielsens grundlovstale

5. juni 2015

I 60’erne var min bedstemor en af de første kvinder, der blev valgt til borgmester her i Danmark. Det blev hun i den lille landsby Skårup på Sydfyn.

I dag står vi alle sammen på skuldrene af de generationer af mænd og kvinder, der kæmpede hårdt for, at kvinder skulle ses som ligeværdige borgere.

Der kæmpede for lige indflydelse for alle. Min bedstemor blev dengang spurgt af en bekymret journalist fra Fyns Stiftstidende: Men hvad nu med børnene? Og hvad nu med din mand? Og hvad med kvindeligheden?

Da jeg for noget tid siden genlæste det interview i Fyns Stiftstidende, trak jeg lidt på smilebåndet. For det er jo helt vildt at spørge om. Men så kom jeg til at tænke på, at lige præcis den del vel egentlig ikke har ændret sig så meget?

Det er påfaldende, at for eksempel vores statsminister bliver spurgt til både børn og husholdning. Det diskuteres, hvad for noget tøj hun går i, og hvordan hun ser ud.

Jeg mindes ikke, at Lars Løkke blev spurgt til, hvordan har klarede børneopdragelse og tøjvask, dengang det var ham, der sad for bordenden.

Okay, Lars Løkkes tøj bliver diskuteret en del. Men det er af andre grunde.

Jeg synes, det siger noget om, hvordan vi som samfund ser på mænd og kvinder. For på en eller anden måde er der stadig en forventning om, at det mest er kvinderne, der tager sig af det der med børnene og hjemmet. Det betyder, at kvinder, der stikker næsen frem, vil have indflydelse, de bliver vejet på en anden vægt. Og ved i hvad, det taber vi alle sammen på.

Det bliver vi nødt til at ændre på, hvis vi mener det med demokrati. Og kære venner. Skal vi ikke love hinanden, at det ikke skal tage 100 år?

Samtidig skal ingen være i tvivl om, at vi har noget at fejre. I dag er det 100 år siden, at kvinder fik valgret. Og det er ikke bare kvinder, der fik valgret i 1915. Det gjorde fattige, mennesker ramt af psykisk sygdom og tjenestefolk også.

Det er lidt pudsigt. For vi plejer at sige, at Danmark fik demokrati med grundloven i 1849.

Men indtil 1915 var det kun 15 % af befolkningen, der kunne stemme. 85% af befolkningen var uden for indflydelse. Alligevel kaldte vi det demokrati.

Og det viser vel egentlig meget godt, at bare fordi man har demokrati på papiret, så betyder det ikke nødvendigvis, at vi alle har adgang til demokratiet. Det betyder langt fra, at alles stemmer bliver taget alvorligt, bliver hørt lige meget. Og vi har stadig nogle gevaldige opgaver foran os i Danmark.

Ligestilling er i den grad en af de opgaver. For i et demokrati bør det være en selvfølge, at mænd og kvinder har lige muligheder.

Et af de steder, hvor vi har lang vej igen, det er på lønnen.

Kvinder får i dag 17,5 procent mindre i lønningsposen, end mænd gør. Det uhyggelige er næsten, at vi stort set ikke taler om det. Det er bare sådan lidt blevet en selvfølge. For sådan har det jo altid været. Men sådan skal det ikke være. Det skal vi fællesskab gøre op med.

Og hvad kræver det?

Det kræver mere respekt. Respekt for det arbejde, som kvinder traditionelt har taget sig af. For hovedårsagen til de store lønforskelle er, at det arbejde kvinder traditionelt har udført, det aflønnes ringere end det arbejde, mænd traditionelt har udført.

Ved I hvad, det er da egentlig dybt uforskammet. Prøv lige at stoppe op engang, og tænk over, hvor afgørende det er for vores alle sammens liv, at der er nogen, der tager sig godt af vores ældre på plejehjemmene. At der er nogen, der tager sig af vores børn, giver os pleje på hospitalet og gør rent for vores bedsteforældre. Det er hårdt arbejde med mange krav og meget ansvar.

Men det er også arbejde med lav løn. Meget lavere løn end traditionelle mandefag med de samme krav. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Og for at det ikke skal være løgn, så har skiftende regeringer den frækhed at tale om velfærdsarbejde, som om det var en byrde. Der er blevet skåret ned på velfærden år efter år, så folkeskolelærere, sygeplejersker og sosu’er skal løbe stærkere og stærkere.

Som sagt: Der er brug for større respekt for det arbejde. Når man tænker sig om, ved vi jo alle sammen godt, hvor stor betydning det har i vores liv. Den respekt skal afspejle sig i lønningsposerne. Og det kræver politisk handling.

Men demokrati handler ikke bare om at sætte kryds hver fjerde år. Det handler også om at have indflydelse på vores egen hverdag.

Vi har sygeplejersker, der råber vagt i gevær, fordi de er ved at slide sig selv ned. De fortæller os, at de løber så stærkt, at det går ud over patienterne.

Vi har skolelærere, der er blevet kørt over med en damptromle af en skolereform. De fortæller os, at de ikke har tid til at forberede god undervisning. Vi har pædagoger, der fortæller, at de ikke er nok til at give vores børn omsorg. Hvis der er noget, der er demokrati, så er det da, at vi giver dem mere frihed til at bruge deres viden og erfaring. At vi lytter til dem!

Også for at skabe bedre velfærd.

I stedet for at lade effektiviseringsøkonomer med regneark i Finansministeriet sætte dagsordenen, skal vi lytte langt mere til de dygtige mennesker, der rent faktisk arbejder på vores plejehjem, vores skoler og vores hospitaler. Vi spilder lærere, pædagoger og sygeplejerskers tid på kontrolskemaer, test og minuttyranni.

Det behøver ikke være sådan. For I, der arbejder i vores velfærd: I ved så meget mere end regnedrengene i finansministeriet om, hvordan vi skaber velfærd, der virker. Så det er ganske enkelt: Vi har brug for, at offentligt ansatte får mere indflydelse på deres arbejde.

Vi har brug for mindre kontrol og mere tillid.
Og det er ikke kun på de offentlige arbejdspladser, vi har brug for mere demokrati.

Der er lige kommet en bog om magten i Danmark. Magteliten hedder den.

Den handler om, hvordan en meget lille gruppe mennesker, som sidder på pengene i vores samfund og kender de rigtige mennesker, har en kæmpe indflydelse. En lille skare på 423 mennesker, som ingen har stemt på.

Så i dag, hvor vi fejrer grundloven og demokratiet, er det måske meget godt at spørge os selv: Hvor demokratisk er det egentlig, når rigdom og magt i den grad klumper sammen i toppen. Når så lille en gruppe bestemmer så meget. Uden at vi kan stemme på dem – eller stemme dem ud.

Og nu står vi midt i en valgkamp. De fleste af jer har sikkert lagt mærke til alle de kæmpe reklamer, I ser på busserne, langs vejene, på hjemmesiderne og i aviserne. Den slags kampagner koster rigtig mange penge. Bør det ikke være en selvfølge i et demokrati, at vi kan få at vide, hvem der sponsorerer politikere og partier?

Når Lars Løkke forhandler bankpakker for milliarder af skattekroner, bør vi så ikke få at vide, hvor mange penge der går ind på hans kampagnekonto fra Danske Bank?

Indtil for 100 år siden var det kun 15% af befolkningen, der havde stemmeret.

I dag kan vi fejre, at det ser bedre ud. Men det betyder ikke, at vi alle sammen har indflydelse. Og der er stadig kæmpe stor forskel på, hvor meget indflydelse vi hver især har.

Vi kan fejre, at vi har demokrati på papiret. Også for kvinder. Men vi har stadig lang vej at gå, før vi har lige indflydelse for alle. På vores eget liv. Og på samfundet.

Så i dag kan vi fejre. I morgen skal vi kæmpe videre.

Rigtig god grundlovsdag.