Her er Østergaards grundlovstale

Morten Østergaards grundlovstale 2015

Kære alle

"Et ord er et ord - og en mand er en karklud" - sådan sagde Aase Olesen, radikal socialminister i KVR-regeringen i slutningen af 80'erne fra Folketingets talerstol.

Sætningen er blevet et yndet ikon på stærke kvinder i dansk politik, selvom de fleste i dag har glemt, at debatten vist handlede om noget så kønsløst som mellemkommunal udligning.

Aase Olesen er et eksempel på, hvorfor kvinder har været uundværlige i politik, siden stemmeretten og valgbarheden for 100 år siden åbnede døren for dem.

Derfor er det naturligvis en ganske særlig fejring af grundloven i år.

Selvfølgelig, fordi det var den første, der gav os et folkestyre, der inkluderede hele folket MED HVER OG EN.
Ikke blot formuende mænd.

I dag, tror jeg, de fleste, som jeg, i virkeligheden synes, det store spørgsmål er - hvorfor det tog så længe fra den første grundlov i 1849.

---

Men med radikale øjne er grundlovsændringen i 1915 også noget særligt, fordi det var også den første grundlov med radikalt fingeraftryk.

Øverst i det radikale principprogram fra Odense den 21. maj 1905 - altså 10 år før den ny grundlov - stod kravet om lige valgret for ALLE… side om side med kravet om Danmarks neutralitet.

Og selvom vi altid bryster os af ikke at være et interesseparti, opstod vi alligevel nok lidt som et sådan.

Vi opstod som et parti, der talte kvindernes, tyendets og de fattiges interesser.

Indtil de selv, i 1915, fik retten at tale deres sag. Det har vi alle haft glæde af siden.

1915 var den første grundlov, som talte til kongen - eller skulle man måske sige, dronningen - og ikke stodderen i medmennesket.

Og i dag er en frihedsdag for kvinden. Ligesom det er en frihedsdag for de fattige, de svage og de sårbare i vores samfund.

I dag fejrer vi friheden i fællesskab.

Vi fejrer, at vi har en fri forfatning og er et frit folk.

Vi fejrer også, at vores frihed udspringer af et stærkt og forpligtende fællesskab, hvor vi alle understøtter hinandens ret til at være det menneske - og føre det liv - vi hver især ønsker.

Det er grundlovens dobbelte styrke. At den på samme tid sætter individet og fællesskabet frit.

***

Vi er blevet et rigt samfund. Blandt verdens rigeste. Vi har ikke kunne finde vores velstand andre steder end gennem hårdt arbejde.

I dag fejrer vi berettiget kvinders valgret - den demokratiske ligestilling. Men hver eneste dag burde vi huske på og påskønne, at var det ikke for den økonomiske og sociale frigørelse, der fulgte i kølvandet på den, så havde vores samfund set helt anderledes ud.

Da min mor meddelte sin far, gårdejeren i Vendsyssel, at hun ville til Aarhus og studere medicin, var det epokegørende. Kravet blev, at hun først tog omkring husholdningsskolen, hvor hun til sin store fortrydelse skulle lære at vride en karklud. Som om en opvækst på gården i Tårs ikke i rigt mål havde givet hende den slags færdigheder.

I dag er pigerne i overtal på landets videregående uddannelser - 56 pct. i 2014. Ja faktisk, har indvandrerpigerne nu også overhalet de danske drenge. Kom så drenge - fristes man til at sige. I sakker bagud.

Kvindernes indtog på folkestyrets bonede gulve har haft uvurderlig værdi. Kvinders farvel til kødgryderne og indtog på arbejdsmarkedet har skabt den velstand, vort samfund bygger på.

---

Så grundloven gør det ikke i sig selv.

Den sætter kun rammerne, og skal vi være loyale mod grundlovens ord og ånd, må vi derfor altid spørge os selv, om vi lever op til de idealer, som lå til grund for grundloven.

Og de idealer, som lå i tidsånden hos vores radikale partistiftere for 110 år siden og grundlovsfædrene for 100 år siden.

På muren bag montren med grundloven i Vandrehallen på Christiansborg kan man på den dekorerede frise læse ordene:

Retssind - Lovsind - Frisind - Storsind. Det er de bærende værdier for vores folkestyre, ja for vores samfund og samliv.

Mens retssind og lovsind - i høj grad handler om de formelle rammer:
- "med lov skal land bygges." Og individets ret til at indbringe Øvrighedens afgørelser for domstolene. Osv.

Så handler frisind og storsind om, hvordan vi lever sammen.

---

Frisindet giver plads til forskellighed.

Når man følger den politiske debat i disse dage, kan det synes værd at huske på.

Når man taler om enhver fremmed i Danmark som en, der vil tage noget fra os. Om enhver udlænding som en, vi bør vogte os imod.

Når man vil tælle udlændinge i 4. generation særskilt med i kriminalitetsstatistikken, men ikke tælle nytilkomne med, når vi opgør, hvor mange der er kommet job.

Ja, så får man unægtelig fornemmelsen af, at der er noget vigtigt på spil.

Grundloven sikrer os den basale frihed i Danmark. Retten til at leve i frihed. Men så utroligt meget af den politiske debat går alligevel ud på at begrænse den frihed.

I Radikale Venstre udtrykte vi det for 100 år siden sådan her:
Hævdelsen af den enkeltes frihed - begrænses kun ved hensynet til andres lige ret.

Vi skal ikke være bange for forskelligheden, men for ensretningen.

Debatten er ikke ny. Faktisk var det jo Anders Fogh, der på grundlovsdag i 2007 sagde:

"Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil - også i det offentlige rum,"

Dengang handlede det om tørklæder. I dag handler det om flygtninge, der søger asyl, og polakker, der plukker jordbær. Fællesnævnere er, at det, som er på spil, er det velkendte danske frisind.

Mister vi det - eller bare en flig af det - er Danmark blevet fattigere.

---

Storsindet kræver, at vi kerer os om hinanden. At vi ikke altid kræver til os selv først. Men har blik for dem, der trænger mest.

Vi har vendt modgang til fremgang efter den største økonomiske krise siden 1930.

Vi har igen måtte trække veksler på fællesskabet. På solidariteten. På viljen til at gøre noget for andre.

Man kan som bekendt kende et samfund på, hvordan det behandler sine svageste. Det har været i fokus for Radikale Venstre i de reformer, vi har gennemført under krisen. Vi har kunnet afskaffe kontanthjælpsloftet, sikre den enlige forsørger bedre vilkår og fjerne starthjælpen.

Det var under krisen.

Nu er vi på vej ind i et opsving. I økonomisk forstand bliver vi nu igen rigere.

Vores valg er, om storsindet skal sikre, at den velstand, vi nu igen skaber, skal komme os alle til gavn. Eller være forbeholdt de få.

Radikale Venstre har altid talt på vegne af dem, som ikke er blevet accepteret og integreret som ligeværdige i fællesskabet.

Det handler jo, som vi siger, om mennesker. Og det har det gjort siden 1905.

Vi gør det på det socialpolitiske område, når vi både arbejder for at reducere fattigdommen i Danmark og sikre, at den fattigdom, der måtte være i samfundet, ikke rammer de samme år efter år.

Forleden mødte jeg en familie, som modigt stod frem på TV2 og fortalte om deres udfordringer. Begge forældre var vokset op i udsatte hjem med bl.a. alkoholproblemer. Uddannelse var det ikke blevet til. Moderen havde fået det første barn, da hun var 19 år. Begge levede de på kontanthjælp. Tre af de fire børn var med. Den ældste havde været anbragt dele af sin barndom og var nu selv blevet 18 år og på kontanthjælp.

Kontrasten til min opvækst, og den opvækst jeg kan give mine børn, er som nat og dag. Men alligevel mærkede jeg et stærkt bånd til de to forældre. For ligesom mig drømmer de om en fremtid for deres børn med uddannelse, arbejde og glade børnebørn. Alle forældre vil det samme for deres børn - det bedste.

Der lever familier i Danmark, som hæver al deres kontanthjælp den første dag i måneden. Lægger den i 31 lige store kuverter for at være sikker på, at der også er råd til mad den sidste dag i måneden.

Når jeg hører diskussionen og ser annoncerne om disse familiers økonomi, så spørger jeg: Hvor mange kuverter synes man, de har for meget?

Kan vi for alvor kalde os et velfærdssamfund, før vi sikrer, at børnene i de familiers adgang til uddannelse ikke bare formelt er fri og lige, men også i virkeligheden er det?

Er det storsind, hvis vi nu - hvor det endelig går godt igen - gør disse familiers kontanthjælp til problemet, frem for at sætte ind, der, hvor vi ved problemerne er, og hjælpe de forældre til at gøre det for deres børn, som alle drømmer om, men ikke alle har mulighed for.

Hvor småt kan det egentlig blive?

----

Men man skal ikke kun kende et samfund på, hvordan det behandler sine nærmeste.

I år har vi også fejret 75 året for Danmarks besættelse og 70 året for befrielsen.

Vi er stolte over den solidaritet, vi udviste under krigen med de forfulgte. De jøder, som i stort tal blev hjulpet i sikkerhed, da det var fra Danmark, man skulle flygte for at leve.

For os radikale har det altid været afgørende, at solidariteten ikke kun gjaldt indadtil, men også udadtil.

Og i mine øjne er det inkluderende og solidariske Danmark, som tager sin del af det internationale ansvar alvorligt, et Danmark, der er under pres.

Ikke siden Anden Verdenskrig har der været så mange mennesker på flugt i verden. I Syrien, Libyen, Eritrea og en række andre lande i verden ser vi frygtelige krige og konflikter.

Det er mennesker, der flygter, fordi de og deres familier er truet på livet. Fordi bomberne regner ned over deres hjem. Eller fordi de ikke ser noget håb for fremtiden.

Jeg mener, at vi i Danmark – som et af verdens rigeste lande – har en forpligtigelse til at hjælpe mennesker i nød.

I december sidste år var jeg i Jordan og Libanon for blandt andet at besøge én af de største flygtningelejre for syriske flygtninge. Her så jeg med egne øjne nogle af ofrene for den forfærdelige borgerkrig i Syrien.

Jeg så børn, som er født og opvokset i trøstesløse flygtningelejre. Jeg hørte historier fra kvinder, som havde mistet hele deres familie i bombeangreb. Jeg talte med mænd, som havde fået forbud mod at foretage sig noget som helst og sygnede hen i passivitet og depression.

Jeg forlod Jordan og Libanon med en fornemmelse af, at det hele virkede uoverkommeligt. Menneskemængderne er så massive, fortællingerne så forfærdende og håbløsheden blandt flygtningene så udbredt, at man kun kan blive ramt af magtesløshed.

Men svaret er ikke at vende syrerne ryggen. Svaret er at tage vores del af ansvaret.

Ved at bidrage til at forebygge fremtidige konflikter gennem en fortsat genopretning af vores udviklingsbistand mod de 1. pct. af BNI, som den lå på i 90erne, da SR senest var ved magten.

Ved at give husly og beskyttelse til dem, som banker på vores dør.

Og sidst men ikke mindst, ved at møde de nytilkomne i Danmark med samme forventninger og muligheder, som når vi møder hinanden.

I alt for mange år har vi fokuseret for meget på, hvad de nytilkomne ikke kan, i stedet for det, de kan. Det vil jeg gerne erkende.

Vi skal møde de indvandrere og flygtninge med en klar forventning om at være en del af vores samfund, og vi skal tilbyde dem præcis de samme muligheder, som vi andre har. Så mange som muligt skal i arbejde så hurtigt som muligt.

Det er vores velkendte storsind.

---

Grundloven handler jo ikke om selve loven, men om det, vi vil med den. Om hvordan den binder os mennesker sammen.

På samme måde, som grundlovens frihed ikke giver mening, hvis den ikke deles af alle, så giver den heller ikke mening, hvis ikke friheden bruges til at komme nærmere det store grundlæggende spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske og ikke mindst, at være et menneske, der forpligter sig på sit medmenneske.

Vi kommer til at vride hver en krone for at sikre den velfærd, vi alle forventer i de kommende år. Vi har bedt danskerne om at arbejde lidt længere for at få råd til at styrke vores fællesskab. Så de syge får behandling. Så de udsatte og sårbare får den hjælp de behøver.

Jeg vil et Danmark, hvor ingen børn vokser op i fattigdom, og hvor børns fremtid ikke afgøres af deres baggrund.

Jeg vil et Danmark, hvor vi behandler mennesker, som kommer hertil, med både imødekommenhed og positive forventninger.

Jeg vil et Danmark, hvor vi tager vores del af ansvaret for verdens flygtninge og mest udsatte.

Jeg vil et Danmark, hvor vi gradvist hæver ulandsbistanden, så vi giver alle lande en fair chance for bæredygtig udvikling.

Og jeg vil et Danmark, hvor vi taler pænt om mennesker, der har en anden hudfarve, en anden religion eller en anden nationalitet.

Det er det velkendte danske storsind. Det er ånden i Grundloven fra 1915, som udvidede vores demokratiske fællesskab til at gælde alle.

Grundloven af 1915 talte til Dronningen i mennesket - ikke stodderen. Nu, hvor vi er på vej mod lysere tider, skal vi ikke gå i for små sko.

Fremtidens velfærd skal ikke betales af de fattige i Danmark eller resten af verden.
Hvor småt kan det blive?

Et ord skal være et ord.
En statsmand skal ikke være en karklud.
Lad os bruge grundlovsdag til at huske på, at de friheder, vi nyder godt af i dag - er skabt af generationerne før os.
Det er nu vores generations opgave at sikre frihed og lige muligheder til de, som den i dag ikke er forundt.