Her er Pia Olsen Dyhrs grundlovstale

5. juni 2015

Vi er midt i en valgkamp. Og for mig betyder det hektisk aktivitet. Masser af møder, medrivende debatter, interviews og begivenhedsrige besøg i hele landet. Men selvom dagene er travle og programmet tæt pakket, fik jeg i starten af ugen alligevel mulighed for lige at følge min datter Laura i skole.

Og mens jeg gik der på villavejen med hendes lille hånd i min, tænkte jeg på, hvad der venter hende. Hvilket liv får hun? Hvilke muligheder venter der, når hun vokser op? Vil hun få mulighed for selv at vælge uddannelse? Hun taler lidt om, at hun gerne vil være håndværker eller landmand, når hun bliver stor; nu må vi se. Jeg tænkte også på, hvordan verden mon ser ud, når hun selv engang måske går med en lille hånd i sin? Og i hvor høj grad vil hun have muligheden for at bestemme over sit liv? Hvad vil hun vælge, mene, sige, tænke - og stemme? Kort sagt, hvilke muligheder får hun for selv at skabe sit eget liv?

Mulighederne vokser ikke op af asfalten på villavejen ude i Brønshøj. Da vi gik der på vejen til skolen, tænkte jeg også på den kamp, som hendes – og sådan set også min egen – frihed står på: Jeg tænkte på alle de kvinder og mænd, som har været fagligt aktive - danskere over en bred kam med og uden politikerslips - som alle har banet vejen for at løsne de bånd, der tidligere indskrænkede friheden og gav færre handlemuligheder - ikke blot for kvinder, men også for fattige eller folk med fremmedklingende navne, og hvem vi ellers gennem tiden har holdt ude af vores fællesskab. Mennesker, hvis frihed blev begrænset.

I dag holdes der over hele landet – og med god grund – skåltaler for dem, der for 100 år siden sørgede for, at kvinder fik stemmeret. Dét var en bedrift.

Men det kom ikke ved et trylleslag. Det var en kamp. Og det var en kamp, der fortsatte: For en ting var at kunne stemme, noget andet rent faktisk at kunne bestemme.

Lad mig blive lidt ved min egen familie - og kvinder i den. Seje kvinder. Min egen mormor greb sit liv og hendes børns liv i egne hænder og smed sin alkoholiske mand på porten. Fik et fuldtids job og endte som kasserer i den lokale afdeling af Kvindeligt Arbejderforbund, fordi hun vidste, at kvinder skal stå sammen for at sikre ordentlig løn- og arbejdsvilkår. Min mor, der kom på arbejdsmarkedet som 15-årig, og som har kæmpet for, at hendes egne børn skulle få muligheden for at gå i skole længere end hende - og få flere valgmuligheder i livet. Intet af det kom ned fra himlen. Det var hårdt arbejde.

Er vi så i mål i dag? Når vi nu i dag lytter til de mange skåltaler på 100 året for kvinders valgret? Nej, selvfølgelig er vi ikke det. For har vi lige løn? Nej. Har fædre lige så gode muligheder for at holde barsel med deres børn som mødrene? Nej. Er det slut med verbale eller fysiske overgreb på kvinder? Nej. Mange kvindelige politikere er dagligt mål for verbale skyts på de sociale medier.

Men det handler ikke kun om kvinder. Det handler også om vores demokrati. Vi skal åbne os mod mere demokrati, ikke lukke nye stemmer ude af fællesskabet.

Der er stadig partier, som mener, at nydanskere, der endnu ikke har fået statsborgerskab, ikke må stemme ved kommunalvalg. For mig at se er deres stemmer en del af opskriften på at modvirke parallelsamfund.

Der er stadig markant forskel på, hvem der tager aktivt del i vores demokrati. For eksempel stemte kun omkring 40 % af folk på kontanthjælp ved sidste kommunalvalg. 40 procent - det er alt, alt for få.

Der er altså nok at tage fat på.

Der er en ting, jeg særligt gerne vil fremhæve i dag. Det er udfordringen med at få kvinder med indvandrerbaggrund ind i vores fællesskab.

Der hvor jeg voksede op - på Vestegnen, der så jeg alt for mange indvandrerkvinder, der ikke fik muligheden for at forme deres eget liv. Som ikke fik lov til at få et job. Ej heller har de alle fået lov til at vælge deres ægtefælle. Det hører ikke til i et moderne demokrati. Det er på tide at tage den demokratiske dåseåbner i brug.

For selvom det nu er 100 år siden, kvinderne fik stemmeret, har alle kvinder i Danmark desværre ikke frihed til at vælge, hvem de vil forelske sig i og bo sammen med, eller frihed til at vælge den uddannelse eller søge det job, de gerne vil have.

Medierne har ofte ekstremt stort fokus på de utilpassede indvandrerdrenge. Indvandrerpigerne og kvinderne bliver ofte glemt.

Og det er en fejl.

For det handler om at give dem frihed fra social kontrol og forstokkede holdninger. Holdninger, der i dag begrænser dem. Holdninger, der i nogle tilfælde har følgeskab af vold, trusler og tyranni.

Kvinderne skal i langt højere grad ud og deltage på lige fod med mændene på arbejdsmarkedet for at sikre bedre integration. For kvindernes skyld, for børnenes og for vores fællesskabs skyld.

Vi skal sætte hårdere ind mod den sociale kontrol. Mod tvangsægteskaber, og tilbyde hjælp ved familiekonflikter. Vi skal samtidig blive meget bedre til at lukke flere ind i fællesskabet.

Vi skal sørge for, at der er plads på arbejdsmarkedet til dem, der er parate. At der er mentorer og rollemodeller til at hjælpe kvinderne på vej.

Og det kan lade sige gøre. Det viser tusindvis af kvinder med indvandrerbaggrund hver eneste dag. I aften skal jeg spise grundlovsmiddag med libanesiske Ghina og hendes danske mentor, Heidi. Jeg glæder mig.

Ghina driver en frisørsalon på Vesterbro. Hun er et eksempel på, at mange kæmper med næb og kløer for at skabe sig et liv i Danmark, få fodfæste og en plads i fællesskabet. En hjælpende hånd, et råd eller et lille skub i den rigtige retning kan blive begyndelsen på noget større.

De historier skal vi have endnu flere af. Det er vigtigt, at det ikke kun er piger som min datter, der går der på vej til skolen med en verden af muligheder foran sig. De muligheder skal alle have. Uanset baggrund.

I år foregår Grundlovsdag ikke i skyggen, men på ryggen af en valgkamp. Valgkampe er noget af det mest hektiske, men også mest berigende ved vores danske demokrati. Tre uger, hvor der debatteres. Udveksles synspunkter. Gås ærligt og direkte til det demokratiske stål.

Her næsten halvvejs inde i valgkampen vil jeg også komme med en lille tilstandsrapport eller anmeldelse. Hvis jeg nu havde seks stjerner, som det der maksimalt kan drysses ud. Ja...så ville jeg nok give 4-5 stykker til debattørerne. Vi lander i den høje ende, netop fordi det har været dage med gode, saglige debatter. Debatter, som jeg oplever, at danskerne ikke kun følger, men også aktivt deltager i. Blandt andet jer, der er kommet her i dag. Det glæder mig.

Men hvorfor så ikke seks-flotte stjerner? Jo, der er en ting, jeg savner lidt. Og det er, at alle i denne valgkamp lægger alt åbent frem. Jeg synes, der er kommet en lidt dårlig vane med, at der puttes lidt med tingene. Det er en uskik.

Der bliver talt om kontanthjælpslofter og dagpengeløsninger. Men hvad de begreber dækker over, det kan vi først få at vide efter valget.

Jeg er helt med på, at man let kan brænde fingrene på at lægge konkrete ting frem. For så bliver man jo testet på det. Holdt op på det. Og det kan give skrammer. Jo, det ved jeg. Men når alt kommer til alt, er det så ikke at foretrække frem for en lang skyggeboksning, hvor ingen rigtig melder på banen, hvor ingen rigtig sætter noget på spil?

Så her, hvor vi nærmer os anden halvleg i valgkampen, vil jeg gerne komme med en opfordring til alle mine kollegaer: Læg nu jeres forslag og politik frem. Fortæl, hvad I vil. På dagpenge, kontanthjælp – men også på velfærden, ligestilling og ikke mindst på klimaet og miljøet, som jeg virkelig savner at få på dagsordenen i denne valgkamp.

For mig at se er det vigtigt ikke kun at åbne demokratiet op. Men også at tage det alvorligt. Og det gør man kun, hvis man i valgkampe som denne går ind i den politiske debat med åben pande og klar tale. Det er noget af det, der kendetegner det danske demokrati. Noget af det jeg sætter pris på. Lad det ikke forsvinde i strategi og spin.

Vi har brug for et åbent og levende demokrati. Vi har brug for, at alle kan og vil deltage. Vi har brug for, at alle får mulighederne for bestemme over eget liv. Om det er min datter. Indvandrerkvinden. Eller nogle af alle de andre, der er med til at tegne Danmarks fremtid.

God grundlovsdag til jer alle!