Holstein: En finanslov efter Hjortens hoved

FINANSLOV: Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) må være tilfreds med torsdagens aftale, hvor også K og LA har sat fingeraftryk. For DF er aftrykket i underkanten, vurderer Erik Holstein.

Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix
Anders Jerking

Torsdag fik finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) efter ugers forhandlinger en aftale om næste års finanslov på plads.

Og finansministeren kan være tilfreds med resultatet, mener Altingets politiske kommentator, Erik Holstein:

”Claus Hjort Frederiksen har været i stand til at vende det til sin fordel, at der nu er tre partier at forhandle finanslov med i stedet for ét som i 00'erne. Hjorten har brugt Liberal Alliance og Konservative som en modvægt til DF's krav om mere offentlig vækst – og han får en finanslov, der ikke lander langt fra regeringens udspil,” vurderer Holstein.

Helt som ventet blev det en ren blå finanslovsaftale indgået mellem regeringen, DF, LA og K. Alle støttepartier fik deres hovedkrav opfyldt, mener Holstein.

”DF fik flere midler til ældre, LA en nedsættelse af registreringsafgiften og Konservative en fastfrysning af grundskylden i 2016. Den hovedtegning har længe været tydelig.”

DF kan ikke juble
Ved folketingsvalget i juni blev Dansk Folkeparti det største parti i blå blok, men partiet undlod at gå i regering. Begrundelsen var, at partiet kunne opnå større indflydelse ved at stå udenfor. Set i det lys, kan DF ikke juble over torsdagens aftale, mener Holstein.

”Ingen havde regnet med, at DF ville opnå en offentlig vækst på 0,8 procent, når Venstre ville have nulvækst – og LA minusvækst. Men det ser ud til, at væksten lander tæt på de 0,3 procent – og det er i underkanten for DF. Særlig fordi der samtidig bruges penge på grundskyld og registreringsafgift,” siger Holstein og fortsætter:

”Det vil nok lige blive husket den dag, der mangler hjemmehjælpstimer i kommunerne. Det er ikke en finanslov, hvor Thulesen står som den store triumfator.”

Erik Holstein påpeger dog, at regeringen stadig forhandler om yderligere stramninger på asylområdet, og her kan DF sætte markante aftryk.

”Det samlede resultat for DF kan man derfor først se om nogle dage, når asylforhandlingerne falder på plads. Her er DF ret optimistisk. Selvom de forhandlinger ikke formelt er en del af finansloven, er de helt afgørende for DF: Partiet kan til nød leve med en fedtet finanslov, hvis der til gengæld kommer massive stramninger af udlændingepolitikken,” siger Erik Holstein.  

Besparelser på bistand
Konservatives partileder, Søren Pape Poulsen, var torsdag glad for, at grundskylden bliver fastfrosset. Men partiet fik langt fra alle dets krav opfyldt, påpeger Holstein.

”Konservative havde som et sekundært krav, at udviklingsbistanden skulle friholdes for besparelser. Det krav har de ikke fået opfyldt. Det bliver svært for de blå partier at argumentere for en nedskæring af bistanden i en tid, hvor der nærmest er en folkevandring i gang mod Europa. Udviklingen af den tredje verden synes mere påkrævet end nogensinde,” siger han og fortsætter:

”Om asyltilstrømningen kommer under kontrol, bliver også helt afgørende for den økonomiske politik i resten af regeringsperioden. For selvom denne finanslov er fedtet, vil der blive tale om langt hårdere besparelser i de næste finanslove, hvis asyltilstrømningen fortsætter i samme takt.”

Mens de blå partiledere fremhævede grundskyld, bilafgifter og penge til ældre, så blev der ikke talt meget om det grønne område, bemærker Holstein.

”Man kan ikke påstå, at det er en finanslov, der er overskygget af klima- og miljøhensyn. De grønne pletter i finansloven er ikke just dominerende – og på det område er der en betydelig forskel sammenlignet med Thorning-regeringen,” siger han.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

0:000:00