Holstein: S-kongres er supervigtig for Mette Frederiksen

KONGRES: Socialdemokraterne holder denne weekend kongres, og det er en særdeles vigtig en for formand Mette Frederiksen, vurderer Altingets politiske kommentator. Særligt én socialdemokratisk taler vil der blive holdt øje med.

Foto: Henning Bagger/Scanpix
Cecilie Gormsen

Fredag begynder Socialdemokraternes årlige partikongres i Aalborg, og det er en vigtig en af slagsen. 

Det fortæller Altingets politiske kommentator, Erik Holstein,

"Dels er der den helt indlysende grund, at der er en rimelig chance for, at efteråret kan ende med et valg. Derfor skal Mette Frederiksen naturligvis komme godt fra kongressen og have et fornuftigt afsæt til en valgkamp," fortæller Erik Holstein fra Aalborg.

Generelt står Socialdemokraterne i en fin situation forud for kongressen med pæne meningsmålinger, fortæller Erik Holstein. Han peger samtidig på, at blå blok er i kaos, og selvom der også er visse stridigheder i rød blok, er de intet i sammenligning med de borgerlige. 

Savner forskelle til V og DF
Det er dog vigtigt for Mette Frederiksen at få markeret nogle klare socialdemokratiske synspunkter og kant til regeringen, vurderer Erik Holstein. 

"Der er en del, som mener, at den socialdemokratiske ledelse har været passive og ikke rigtig har spillet ud med så meget selv. Man har lidt savnet en markering af, hvor de afgørende forskelle er i forhold til Venstre og Dansk Folkeparti," siger Erik Holstein og fortsætter:

"Men her er Mette Frederiksen blevet foræret en kant med Løkkes 2025-plan. Uden at gøre særlig meget kan hun nu pege på, at Socialdemokraterne står for noget ganske andet end regeringen, da hun ikke vil topskattelettelser, SU-forringelser og forhøjelse af pensionsalder." 

En anden grund til, at weekendens kongres er vigtig for Mette Frederiksen er, at der har været meldinger fra baglandet om, at nogle mener, at Socialdemokraterne er gået for langt i samarbejdet med Dansk Folkeparti.

"Vi har set, at der har været et begyndende samarbejde med Dansk Folkeparti, hvor nogle i baglandet mener, at Mette Frederiksen er gået for langt. Og den skal hun have landet, uden at det ender med et rabalder på kongressen," siger Erik Holstein. 

Kritik af udlændingepolitik
Og netop kritikken af det spirende samarbejde mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti mener Erik Holstein, at man skal holde særligt øje med. 

"Jeg vil holde øje med, om der er nogen og hvor mange, som vil gå på talerstolen og sige, at det, som er blevet beskrevet som en flirt med Dansk Folkeparti, må holde op, og at S er gået for langt på udlændingepolitikken," siger Erik Holstein.

Og særligt én socialdemokratisk taler vil der blive holdt skarpt øje med, fortæller Altingets politiske kommentator.

"Det, alle vil holde spændt øje med, er Nyrups tale lørdag. Hans bemærkninger om Dansk Folkeparti vil han jo blive konfronteret med, når han møder op på kongressen. Og ingen ved, om Nyrup selv vil komme ind på det i sin kongrestale, så det bliver ret spændende," siger Erik Holstein. 

Holstein peger på, at der ikke er noget unormalt i, at Nyrup som tidligere formand holder en kongrestale. Det sker ikke på hver kongres, men det sker tit. 

"Det er svært at styre de tidligere socialdemokratiske formænd. Nyrup får jo ikke læst sin tale igennem og godkendt på forhånd," siger Erik Holstein.

Og tidligere er netop Poul Nyrup Rasmussen da også dukket op på den socialdemokratiske kongres og har skabt rav i den, fortæller Holstein.

"Under Thorning kom han med et skarpt angreb på den radikale linje i forhold til dagpenge, og det, syntes Thorning bestemt ikke, var morsomt," fortæller han.

Kongressen varer indtil søndag. Mette Frederiksen taler i dag fredag klokken 13.15, og vi sender talen direkte fra Aalborg på Altinget.dk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

0:000:00