Hvornår opdager Vanopslagh og Pape, at blå blok er død?

Jeg kom til at tænke på mit besøg hos Claus Hjort Frederiksen, selvfølgelig fordi det illustrerer, hvor drivende og afgørende det at få regeringsmagt var og er for Venstre. Men især fordi det fundament, Hjort stod på og lagde navn til – den såkaldte Hjortdoktrin – og som udgjorde kittet i det, der i nullerne blev kendt som blå blok, allerede på det tidspunkt havde slået så store sprækker, at det var tydeligt, at det ikke længere udgjorde en kampdygtig bastion for at fastholde netop regeringsmagten.

Og at atomiseringen af blå blok dermed ikke er noget, Jakob Ellemann-Jensen har fundet på, men noget, han og Venstre først efter folketingsvalget i 2022 tog konsekvensen af.

Og at det virker, som om især Liberal Alliance og Konservative endnu ikke hverken har internaliseret, at Venstre mener det alvorligt, eller at selv hvis venstrefolkene ikke gjorde, så er blå blok stadig totalt havareret – ikke et formidabelt politisk jagerfly, der blot venter på sin pilot.

Som Hjort understregede dengang, jeg sad sammen med ham på Finansministeriets kontor, og han kiggede på mig, som om jeg havde spurgt om vand er vådt, er det, der flytter Venstre, vejen til magten

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Blå blok var en strategi

Blå blok er ikke bare en anden betegnelse for de borgerlige partier, men navnet på den politiske tænkning og den strategi, der gav Venstre og Konservative regeringsmagten i 2001 udenom midten i dansk politik – især Radikale Venstre – og i stedet baserede sig på det dengang nye parti, Dansk Folkeparti.

En politisk tænkning, hvor det, der bandt alliancen sammen, ikke længere var borgerligt-liberale skattelettelser og reformer af velfærdsstaten – alt det parkerede man – men værdi- og især udlændingepolitik. Det var kernen af Hjortdoktrinen.

Det gav Venstre danmarkshistoriske tre valgsejre på stribe og kastede Socialdemokratiet ud i en lige så historisk krise og den anden tiårige ørkenvandring på blot 30 år.

Men allerede henimod slutningen af VKO-epoken så man de første små sprækker i murværket i den bastion, Hjort og Fogh havde bygget.

På den ene side steg utilfredsheden blandt borgerlige vælgere med den økonomiske politik til en sådan intensitet, at man kunne danne et nyt parti på den frustration. Det blev Liberal Alliances adgangsbillet til dansk politik, og i 2011 bragede partiet i Folketinget med ni mandater efter en heftig kampagne rettet mod VK-regeringen.

På den anden side ragede Venstre og Dansk Folkeparti uklar med hinanden på udlændingepolitikken. Først hældte Lars Løkke Rasmussen i interview med Berlingske værdipolitikken af brættet som "præget af symbolpolitik", og derefter rakte han i sin første nytårstale som statsminister i 2010 ud til de herboende muslimer med budskabet om at, "vi har brug for hver og en af jer".

Det fik Dansk Folkeparti og daværende partiformand Pia Kjærsgaard til at anklage Løkke ikke at være "værdikriger" og for at "gøre op med 2001-holdningen. Den, som flertallet VKO blev skabt på". Mens Dansk Folkeparti omvendt måtte lide den tort at blive offentligt irettesat af Løkke, fordi Søren Krarup og Jesper Langballe havde støttet Lars Hedegaards udtalelser om, at muslimske fædre voldtog og dræbte deres egne pigebørn ihjel.

Op gennem 2010’erne blev konflikten mellem Venstre og de to flanker i blå blok – den liberalistiske og den nationalkonservative – og mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i sig selv kun mere og mere skærpet. Og efter folketingsvalget i 2015 var styrkeforholdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti endda vendt om, så det nu var Dansk Folkeparti, der var størst med 21 procent af stemmerne, mens Venstre kun havde 19,5. Alligevel vandt blokken valget.

VLAK-perioden blev præget af hårde interne konfrontationer i regeringen og i blå blok, store planer der kiksede, og da Socialdemokratiet i én bevægelse omlagde sin udlændingepolitik og frem mod folketingsvalget i 2019 tilbød vælgerne den nye Arne-pension, gik blå blok under.

Indefra såvel som udefra. Som en alliance i egentlig forstand, hvor man havde et fælles projekt, såvel som en strategi, der kunne vinde valg.

Mellem Ellemann og Støjberg

Det var Løkke den første i Venstre til at se. Men i stedet for at forankre det i sit parti, anvendte han indsigten som en blanding af en valgkanin og som gidseltagning af sit parti, da han midt i valgkampen i 2019 pludselig foreslog en SV-regering. Efter næsten 20 år med Hjortdoktrinen var Løkkes chokterapi for meget innovation på for kort tid.

I stedet forsøger han og Venstre at få Konservative og Liberal Alliance med på en bevægelse, hvor et fremtidigt borgerligt flertal skal sikres som et reelt centrum-højre, altså ind mod midten af dansk politik

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Den historie er fortalt mange gange. Løkke blev smidt ud af Venstre, men drog videre med sin idé om et borgerligt-liberalt parti, der ikke baserede sig på højrefløjens stemmer og luner. Det bemærkelsesværdige var, at den nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, blev konfronteret med det samme problem, Løkke havde bakset med i ti år: Venstre var den drivende kraft i blå blok, men samtidig prisgivet det populistiske højre.

Ydermere blev han ramt af, at valgnederlaget i 2019 havde skærpet det strategiske dilemma internt i Venstre. Skulle man se tabet af regeringsmagten som udtryk for, at Hjortdoktrinen var gået fundamentalt i stykker, eller at den bare ikke var blevet holdt i live godt nok?

Skulle Venstre bevæge sig væk fra udlændingepolitikken som hjørnestenen i sin strategi, eller skulle man genoplive den?

At Ellemann-Jensen selv stod på det første, fik man en klar fornemmelse af i hans første tid som formand. Men resten af partiet var splittet, og Inger Støjberg og kredsen omkring hende stod på det sidste.

Og i stedet for at træffe et klart politisk og strategisk valg, prøvede Venstre at indtage begge positioner på én gang med det helt umulige samarbejde mellem Ellemann og Støjberg som næstformand.

Hvordan det var endt, hvis Støjberg ikke havde valgt at melde sig ud i protest imod, at hendes parti havde stemt for at sende hende på Rigsrettens anklagebænk, er ikke til at vide. Ikke ret pænt er nok et godt gæt.

Uanset hvad, betød det, at Ellemann – også efter at Marcus Knuth havde valgt nye græsgange hos Konservative – havde fået mere rene linjer. Alligevel agerede han og Venstre gennem hele forrige valgperiode inden for rammerne af Hjortdoktrinen og med forestillingen om blå blok – altså et V-flertal baseret på højrefløjen uden om midten.

Man klappede ting af til fællesmøder mellem de borgerlige partiledere og ville kun forhandle med S-regeringen i samlet blå flok.

Ligesom man brugte tonsvis af kræfter på at koordinere blok-fælles pressemøder til brug i valgkampen sidste år. Det endte, som de fleste kan huske, helt skævt.

Først forvildede Ellemann sig i værdipolitikken på spørgsmålet om, hvorvidt ældre kunne afvise hjemmeplejere per etnicitet. Derefter udartede det berømte pressemøde på Kastellet sig til en rendyrket farce, hvor han og Søren Pape Poulsen stod og skyggede med hånden for solen, mens pressen ikke gad at hoppe med på vognen om, at Mette Frederiksen var den eneste, der skulle undersøges i FE- og Samsam-sagen.

Ellemann og Venstre tabte folketingsvalget i 2022 med et historisk brag, nu reduceret til under halvdelen af den størrelse, man havde i blokpolitikkens guldalder i 2001, da Venstre scorede over 30 procent af stemmerne.

Hjortdoktrinen kunne ikke længere give det, det kunne engang: et stort Venstre, regeringsmagt og nøglerne til statsministeriet på grundlag af et samarbejde med højrefløjen udenom midten.

Anti-woke

Resten er historie, som man siger. Var det lige så tvingende nødvendigt ligefrem at gå i regering med socialdemokraterne, som Ellemann og Venstre fremstiller det? Nej, man kunne godt stå i egen ret, som de siger i Venstre, uden samtidig at have påtaget sig rollen som bestyrer af blå blok.

Men at Venstre gik i regering med Socialdemokratiet, gjorde pointen om, hvor færdig man var med blå blok så meget desto tydeligere. Det understregede Ellemann-Jensen så i interviewet op til forrige weekend for gud ved hvilken gang. Og for gud ved hvilken gang var responsen fra Konservative og Liberal Alliance hovedrysten og himmelvendte øjne.

Spørgsmålet er, hvor længe det egentlig kan blive ved.

Ellemanns budskab til de to partier var jo ikke, som Vanopslagh ellers sagde på Twitter (eller X), at "tale dårligt om sine tidligere samarbejdspartnere". Han talte dårligt om blå blok, altså forestillingen om, at Venstre skulle vende hjem til en politisk og strategisk platform, hvor man baserer sig på højrefløjen og på en værdipolitik, som handler om udlændinge, varierende grad af EU-skepsis og det at være "anti-woke".

I stedet forsøger han og Venstre at få Konservative og Liberal Alliance med på en bevægelse, hvor et muligt, fremtidigt borgerligt flertal skal sikres som et reelt centrum-højre, altså ind mod midten af dansk politik. For eksempel et V-K-LA-M-R-samarbejde i en eller anden form.

Selvom Liberal Alliance blev født ud af den frustration, ville det være det samme som at indrømme, at partiet kun er en protestpippende kanariefugl i en borgerlig kulmine ramt af gaslækage

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Ifølge den seneste måling fra Voxmeter har de partier tilsammen lige under 40 procent af stemmerne, mens 13 procent af stemmerne fordeler sig hos Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Vil de tre sidstnævnte stille sig i vejen for en borgerlig mindretalsregering og berede vejen for en centrum-venstre-regering?

Det er et af de store, uafklarede spørgsmål i dansk politik. Uafklaret, fordi Venstre siden 2001 og Hjortdoktrinen og frem til nu aldrig har turdet udfordre højrefløjen i en benhård hvem-blinker-først-konfrontation.

Men den konfrontation foregår på mange måder lige nu med Venstres regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Spørgsmålet for Liberal Alliance og Konservative er, hvor de placerer sig her. Tror de stadig på blå blok og Hjortdoktrinen, som gjorde den mulig?

Det ville på mange måder være mærkeligt, hvis de svarede ja. Konservative led heftigt under det i nullerne, faktisk i en grad så partiet aldrig rigtig er kommet sig.

Og selvom Liberal Alliance blev født ud af den frustration, som blå blok førte til blandt borgerlige vælgere, ville det være paradoksalt at ønske sig tilbage til den situation. Det ville være det samme som at indrømme, at partiet kun er en protestpippende kanariefugl i en borgerlig kulmine ramt af gaslækage.

Men mest mærkeligt ville det være, fordi den del af Venstres analyse, der handler om, at blå blok over en mere end ti år lang periode er brudt totalt sammen, simpelthen bare er rigtig.

Det gik virkelig galt dengang, og der er ingen udsigt til, at værdi- og udlændingepolitik i en overskuelig fremtid igen skulle blive så vigtig en forskel i dansk politik, at det kan afgøre valg til fordel for de borgerlige.

Det er det, der er Ellemanns budskab til Vanopslagh og Pape, og det er åbenlyst, at Venstre ser denne valgperiode som test af, om Liberal Alliance og Konservative har taget den indsigt til sig i ord og handling. Går de to partier ind i samarbejdet med SVM? Går de til angreb på Venstre, eller vender de (også) den kritiske brod mod Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige?

For selv hvis Ellemanns skæbne som Venstre-formand er tæt sammenvævet med SVM-regeringens eksistens, er der ikke meget, der tyder på, at Venstre, i tilfælde af at SVM-regeringen støder på grund, vil vende tilbage og forsøge gendanne en blok, der siden 2007 enten ikke har kunnet vinde et valg eller fungerede regeringsdueligt, den ene gang den gjorde.

Og som Hjort understregede dengang, jeg sad sammen med ham på Finansministeriets kontor, og han kiggede på mig, som om jeg havde spurgt om vand er vådt, er det, der flytter Venstre, vejen til magten.

Det er også det eneste, der er tilbage af hans engang så succesfulde doktrin.