Irak-veteran skiftede holdning til kvindelig værnepligt: Mange mænd er i for dårlig form

Det er ikke i tråd med virkeligheden at bruge mænds styrke som argument mod kvindelig værnepligt. Det mener veteranen Valdemar Osted, hvis tid i Forsvaret overbeviste ham om, at køn er irrelevant i værnepligten. 

“Der findes mange mænd, som er i dårlig form. Der findes mange kvinder, der er i god form. Måske skulle det være det, der afgør, hvad man laver i Forsvaret," mener veteran Valdemar Osted.
“Der findes mange mænd, som er i dårlig form. Der findes mange kvinder, der er i god form. Måske skulle det være det, der afgør, hvad man laver i Forsvaret," mener veteran Valdemar Osted.Foto: Sophia Bianca Salskov Jakobsen, SOLDATEN - de værnepligtiges magasin
Kirstine Erika Crenzien

Der er ingen god grund til, at kvinder ikke skal kunne deltage i Forsvaret på lige fod som mænd.

Det mener Valdemar Osted, der er veteran fra Irak-krigen. Men det har han ikke altid ment.

Tidligere betragtede han den gennemsnitlige fysiske forskel på mænd og kvinder som en god grund til, at mænd kunne tvinges til militærtjeneste, mens kvinder ikke kunne.

Det synspunkt ændrede sig efter hans egen tid i trøjen. I stedet bør det i hans øjne være den fysiske formåen og den enkelte soldats evner, der afgør, om man hører til i Forsvaret eller ej:

Læs også

"Der findes mange mænd, som er i dårlig form. Der findes mange kvinder, der er i god form. Altså skulle det måske være det, der afgør, hvad man laver i Forsvaret, i stedet for ens køn," siger han.

Regeringen foreslog i sidste uge, at man udvider værnepligten, så kvinder fra 2026 vil indgå på præcis de samme vilkår som mænd.

Det har skabt stor debat på Christiansborg, hvor Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne har meldt ud, at de to partier sammen vil blokere for en kønsneutral værnepligt. Det fik tidligere på ugen forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til at true med at opsige forsvarsforliget.

For at bevise at styrke er et dårligt argument mod værnepligt, delte Valdemar Osted onsdag årsagerne til sit holdningsskifte på det sociale medie X, som han nu uddyber i over for Altinget.

Forpustede fodsoldater

Hvad var din holdning til kvindelig værnepligt før i tiden?

"Det byggede på ren normalfordelingsstatistik. En gennemsnitlig mand er stærkere end en gennemsnitlig kvinde, og derfor er det mænd, vi skal have."

"Men jeg synes, når det egentlig kommer til stykket, så er det et super dårligt argument. Når du ikke har været i Forsvaret i længere tid, så ved du ikke rigtig, hvad du snakker om. Så kan man have nok så mange idéer om, hvad det vil sige at være i krig, men det hænger ikke så meget sammen med virkeligheden."

Hvad fik dig til at skifte holdning?

"Det var en kontinuerlig proces. Det var gode diskussioner med min kone. Jeg måtte indse, det ikke gav så meget mening."

"Jeg tror måske særligt, det var, at jeg kiggede på nogle af mine mandlige kollegaer, og jeg tænkte: Du burde ikke være her – set rent ud fra deres fysik. Hvorfor var det ikke, i hvor god træning du var, der afgjorde, hvad du lavede i Forsvaret?"

Har du mødt mange, der er i for dårlig form til at være i Forsvaret?

"Det tror jeg ikke, jeg kan udtale mig om. Jeg kan udtale mig om, om du er for dårlig form til at være kampsoldat."

"Der har forsvaret sat nogle fysiske krav, som man bør leve op til, hvis man er kampsoldat. Lige nu er der ikke nogen konsekvenser, hvis du ikke lever op til de fysiske anbefalinger. Selvfølgelig, hvis der er fastholdelsesproblemer, skal man ikke forflytte de 30 procent, som tilfældigvis er i lidt dårligere form, end de burde. Men det er klart, jeg synes, vi burde stille større krav til nogle jobfunktioner."

Jeg nægter at tro på, at det er kønnet, der afgør, om du er en god eller dårlig soldat. Det må være evnerne og fysikken, der afgør, hvor du passer ind i Forsvaret

Valdemar Osted
Veteran fra Irak-krigen

Evner før køn

Der er jo en biologisk forskel på mænd og kvinder generelt set. Har det ikke en betydning for, hvilken rolle kvinder kan spille i Forsvaret?

"Hvis du vil være kampsoldat, skal du have lov til at være kampsoldat. Hvis du vil køre lastbil, skal du have lov til det. Det er der også mange, der ikke forstår: Der er uhyggeligt mange soldater, der ikke laver andenverdenskrigsfilmting, men som kører rundt bag ved linjerne og sørger for det hele. Du vil ikke kunne lave krig uden logistiktropper."

"Der er mange forskellige jobtyper i Forsvaret: Du kan køre tunge køretøjer, specialisere dig i efterretninger. Hvis du vil køre kampvogne, skal du gøre det. Jeg nægter at tro på, at det er kønnet, der afgør, om du er en god eller dårlig soldat. Det må være evnerne og fysikken, der afgør, hvor du passer ind i Forsvaret."

"Præmissen for alt det, jeg siger, er også, at værnepligten er et rekrutteringsgrundlag til vores professionelle hær."

Læs også

Fremtidens forsvar

Hvilken betydning har det for din holdning, at værnepligten er et rekrutteringsgrundlag?

"Det betyder, at hvis man tager værnepligt som et sabbatår, eller måske fordi du bliver tvunget til det, så er der faktisk nogle unge mennesker, der finder ud af, at de vil faktisk gerne fortsætte i Forsvaret. Og det havde de ikke gjort, hvis ikke de aftjent værnepligt."

"Nogle ved måske heller ikke helt, hvad de skal i livet, og så fortsætter de egentlig med det, de gør, og lige pludselig har de brugt fem, seks, syv år i Forsvaret."

Et af argumenterne imod er kvindelig værnepligt, er jo netop at få kvinder fortsætter i Forsvaret efter endt værnepligt, og at det ikke er et godt rekrutteringsredskab, fordi det skræmmer dem væk. Kan du se deres pointe?

"Helt sikkert. Der har været og er nogle steder en super dårlig kultur, og så må vi snakke om, hvordan vi kan ændre den. En af måderne er at have flere kvinder i Forsvaret."

"Vores uniformer er for eksempel ikke lavet til kvindekroppen. Det er Ukraine, der først for nylig har lavet beskyttelsesplader, hvor der er plads til bryster. Det er jo i virkeligheden ret simple ting. Jeg kan ikke se et problem i, at vi tvinger os selv ud i at forholde os til de her ting: Ja, nogle har bredere hofter end mænd, og det er også okay."

"Vi er nødt til som forsvar også at kunne omfavne de tekniske dele af at være en kvindelig soldat, og vi skal jo starte et eller andet sted."

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00