Jakob Nielsen: Alliancen med Thulesen Dahl kan gøre Mette Frederiksen stueren blandt DF-vælgerne

Danmark har to politiske trekløvere.

Det ene er den borgerlige regeringskoalition bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Det andet er den nye velfærdsalliance bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og fagforbundet 3F.

De to alliancer supplerer hinanden på en selvforstærkende måde: Den første er for svag til at få sin politik vedtaget, fordi den anden er stærk nok til at bremse det meste.

Deri ligger også den måske vigtigste overvejelse for Socialdemokratiet, i takt med at det knytter sig stadig tættere til Dansk Folkeparti: Det tætte samarbejde indebærer mange strategiske fordele, men spørgsmålet er, om alliancen med DF også kan bruges til at skabe offensive resultater, eller om den ender med at forvandle  Socialdemokratiet til et nej-parti.

Symbolsk parløb 

Alliancen mellem S, DF og 3F er ikke pludseligt opstået. Den er resultatet af både strategiske overvejelser og grundige diskussioner internt og mellem de tre parter.

Første gang, den for alvor blev luftet offentligt, var, da Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl i februar stillede op til et fælles interview med 3F-formanden Per Christensen som bisidder.

Allerede efter det møde stod det klart, at der næppe ville blive flertal for den pensionsreform, som regeringen havde lagt op til.

Så da de to partiformænd Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl i mandags stillede op i et stort anlagt pensionsshow i Cirkusbygningen arrangeret af 3F, var der mest tale om symbolik.

Men hvilken symbolik!

Det var en cementering af et partnerskab, der nu skal tages yderst alvorligt som magtfaktor i dansk politik. Et partnerskab, der sagtens kan ende med at blive endnu tættere efter næste valg.

Kan DF ende med at støtte en S-regering?

Ganske vist tyder alt på, at Dansk Folkeparti igen vil gå til valg som en del af den borgerlige fløj og pege på Venstres formand som statsminister.

Men hvad nu, hvis det ender med et flertal til den røde blok?

I så fald skal Mette Frederiksen forsøge at danne en regering, der kan samle hele hendes brogede alliance – fra radikale reformelskere til røde enhedssocialister.

De har hver især travlt med at etablere røde og grønne linjer, som ikke må overskrides, hvis de skal holde hånden under – for slet ikke at tale om at træde ind i – Mette Frederiksens regering. 

Det er her, nogle socialdemokrater er begyndt at øjne en ny mulighed. Nemlig at Kristian Thulesen Dahl i den situation vælger at erklære sin mere eller mindre direkte støtte til Mette Frederiksen – i første omgang ved at undlade at vælte hende, hvis hun danner en smal regering.

Fordelene for begge parter er til at få øje på. Dansk Folkeparti kommer et skridt nærmere sin erklærede ønskeposition som partiet i midten af dansk politik, der kan samarbejde både til højre og til venstre.

Socialdemokratiet slipper ud af det, man kunne kalde Tårnets logik, hvor mindre partier kan tage sig meget dyrt betalt for at støtte en S-regering.

Frederiksen bliver gjort stueren

Set med socialdemokratiske øjne er der også andre fordele ved det tætte samarbejde med DF. Både strategiske og regulære politiske fordele.

Til de sidste hører den banale konstatering, at alliancen med 3F nu har gjort det helt utænkeligt, at DF nok engang indgår større reformaftaler med Løkke-regeringen, hvis de risikerer at forringe vilkårene for større grupper af middelklassevælgere.

Ganske vist kunne socialdemokraterne potentielt anvende den slags forlig til at angribe DF og høste stemmer, men erfaringen – ikke mindst dagpengereformen – viser, hvor svært det er at rulle reformer tilbage, når de første er gennemført. Pengene skal jo findes et sted.

Blandt de strategiske fordele er socialdemokraterne meget opmærksomme på, at det tætte samarbejde med DF er med til at gøre Mette Frederiksen stueren i DF-vælgernes bevidsthed.

Socialdemokraternes nuværende formand kan på en helt anden måde end sin forgænger tale direkte og troværdigt til en vælgergruppe, som Helle Thorning-Schmidt aldrig appellerede til.

Vil S lade sig binde til masten af DF og 3F?

Midt i euforien aner man dog også en bekymring blandt nogle socialdemokrater.

Det er ikke en bekymring for forholdet til De Radikale, som man kan forledes til at tro. Som en fremtrædende socialdemokrat tørt bemærker, så betragter en del socialdemokratiske folketingsmedlemmer Radikale som det parti, der ligger absolut længst fra socialdemokraterne.

Bekymringen er en anden: Kan alliancen med Dansk Folkeparti – med specialarbejderne som mellemmand – ende med at gøre Socialdemokratiet til et parti, der kun siger nej?

Det vil i givet fald være stik imod arbejderpartiets selvopfattelse og mission som den drivende kraft i udviklingen og moderniseringen af den danske velfærdsstat.

Og selv om den aktuelle modstand mod længere pensionsalder er ærligt ment, så er der også en bevidsthed om, at der skal skaffes penge, hvis ambitionerne på en lang række områder skal opfyldes.

Det bliver svært, hvis Mette Frederiksen lader sig baste så tæt til masten af sine F-venner i DF og 3F, at hun ikke kan løsne rebene, når der en dag skal bedrives offensiv politik.