Jarl Cordua: Mette Frederiksen opfinder en lilla fantasiregering for at undgå at forholde sig til fremtiden

Folketingsvalget er formelt set endnu ikke udskrevet, men valgkampen er reelt godt i gang.

Tegnene på det bliver stadigt tydeligere: Oppositionens pris for at medvirke i forlig stiger. Vi har især på det seneste set, at det bliver stadigt sværere for regeringen at komme igennem med sin politik. Efter sommerferien er Christiansborgs forligsmaskine formentlig sandet helt til.

Her på den anden side af den vundne folkeafstemning har Christiansborg rettet megen fokus mod Minkkommissionens rapport, der ventes at udkomme i de sidste dage af juni. Hos de borgerlige håber man naturligvis på, at rapportens kritik vil være så sønderlemmende, at al glansen går af Mette Frederiksen og vælgerne flygter til blå blok.

Man vil således glæde sig til at gå ud i en valgkamp med en vingeskudt og skandaliseret statsminister, selvom man nok bør tvivle på dette borgerlige ønskescenarie.

Tror man på rygterne, så bliver Kommissionens kritik ganske slem for Statsministeren, der derfor sikkert står sig godt ved allerede nu at iklæde sig mere ydmyge gevandter end det stålsatte og kontrollerede image, som offentligheden har vænnet sig til siden Frederiksen overtog hjørnekontoret i Prins Jørgens Gaard nr. 11 i juni 2019.

Med denne defensive melding signalerede Frederiksen dermed en uvant fordomsfrihed og åbenhed

Jarl Cordua

Formentlig var muligheden for et imageskifte én af årsagerne til, at Frederiksen på Grundlovsdag i et interview i Jyllandsposten "åbnede for en diskussion af, om man vil kunne lave en regering hen over den politiske midte".

Med denne defensive melding signalerede Frederiksen dermed en uvant fordomsfrihed og åbenhed, der bryder med det sædvanlige billede af en beslutsom og handlekraftig regeringschef, som vælgerne kender så godt fra tre år med drastiske coronanedlukninger og nu en dagligdag præget af høj inflation og krig i udkanten af Europa.

Formuleringen er også interessant. "Åben for en diskussion". Det betyder vel egentlig bare, at Socialdemokratiets formand ikke vil afvise at ét eller flere blå partier kan indgå i en regering med Socialdemokratiet, hvor hun sidder for bordenden?

I samme interview slår hun da også fast i sit tilløb til udmeldingen, at hun egentlig "bekender" sig til en étparti-regering og går til valg på det. Hvad er det så vælgerne skal forholde sig til?

Her er det meget korte svar, at Mette Frederiksen såmænd bare gerne vil være statsminister igen. Og for enhver pris. Hvis bare ét borgerligt parti kan acceptere hende som statsminister, så kan hun også.

Problemet med étparti-regeringen er imidlertid, at Det Radikale Venstres leder, Sofie Carsten Nielsen, har afvist en fortsættelse af den rene S-regering.

Er der 90 mandater bag Frederiksen efter valget, og er Det Radikale Venstres stemmer afgørende, så kan endnu en S-étparti-regering ikke dannes.

Tror Frederiksen egentlig selv på, at en S-ledet regering, hvor et borgerligt parti indgår, kan dannes?

Jarl Cordua

Det er formentlig også en meget stor del af baggrunden for, at Frederiksen med sin melding i Jyllands-posten allerede tager hul på disse "regeringsforhandlinger i offentligheden" længe inden, at vælgerne har afgivet én eneste stemme.

Tror Frederiksen egentlig selv på, at en S-ledet regering, hvor et borgerligt parti indgår, kan dannes? Alene i formuleringen "diskussion" stiller Frederiksen sig tvivlende an.

Historien melder ikke om mange eksempler på, at det er sket. Og ingen endte lykkeligt.

SV-regeringen under Anker Jørgensen i 1978-79, der holdt 14 måneder, var præget af mistillid parterne imellem. Rødkløver-regeringen i 1993 under Poul Nyrup Rasmussen med Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti overlevede ikke et folketingsvalg. Så findes der eksemplet med Samlingsregeringen under krigen, der som bekendt blev til under helt ekstraordinære omstændigheder.

Jo, der er krig i Europa og store uløste problemer i dele af den offentlige sektor, men landet stander immervæk ikke på samme måde i våde som under krigen.

Tværtimod er nutiden præget af fuld beskæftigelse og gode offentlige finanser. Det er derfor svært at tage begrundelsen for en bred samlingsregering alvorligt, hvis det er det, som Frederiksen forestiller sig med sin melding.

Hvilke borgerlige partier skulle i øvrigt bide på krogen?

De Konservative ledes af en meget forsigtig mand, der de seneste to år med stort held har genrejst sit parti ved netop at være forudsigelig og meget tydelig i at både pleje og dyrke sin borgerlige identitet.

Skulle Pape sætte alt denne opnåede troværdighed over styr ved at gå i regering med Mette Frederiksen? Selvfølgelig ikke.

Og slet ikke i en situation, hvor store dele af hans parti har overbevist sig selv om, at statsministeren står overfor en rigsret, og hvor den borgerlige kampagne indtil videre er tilrettelagt som et opgør (eller er det oprør?) mod Mette Frederiksens ledelsesstil og hendes regerings ulovlige overgreb mod landets minkavlere.

Hos Venstre er situationen omtrent den samme. Man har undertiden været ligeså skarpe (eller snarere skingre) i retorikken, blandt andet ved i efteråret hovedløst og ubegavet at stemme for et borgerforslag om at rejse en rigsret, længe inden at Minkkommissionen havde afhørt et eneste vidne.

Siden er Venstre faldet tilbage til en lidt mere afventende position, selvom Jakob Ellemann-Jensen fortsat giver Frederiksen med krabasken for Mink-skandalen og karaktermyrder hende, hver gang lejligheden byder sig.

Skulle han på denne baggrund kunne gå i regering efter et folketingsvalg, som han p.t. ser ud til at tabe stort? Naturligvis ikke.

Skete det alligevel, så ville Venstre blive heftigt angrebet af de konservative for at have forrådt borgerligheden og omvendt.

Men så findes jo Lars Løkkes nye parti Moderaterne, der nu pryder sig med blandingsfarven lilla. Den tidligere V-statsminister, der stiftede partiet i weekenden, gjorde det senere samme Grundlovsdag det helt klart, at han ikke kan støtte en ren blå regering. (Og heller ikke en ren rød, må man forstå).

Dermed er den eneste regering, som Løkke kan støtte, den som Frederiksen "vil diskutere".  Løkke har reelt lavet et helt parti på den politiske platform om bred samlingsregering over midten, som han én uge inde i forrige valgkamp trak op af hatten og formåede samtidigt at kapre sit parti Venstre, til at bakke idéen op.

Det er derfor man i dag i Berlingske kan læse en del "muntre citater" fra fremtrædende venstrefolk, der den gang som trofaste partisoldater så helt anderledes lyst på den idé, som de nu skyder konsekvent ned.

Hvis valget flasker sig sådan, at Moderaterne får de afgørende mandater ved valget, og bagefter støtter Frederiksens regering, måske ved at indgå i den, så passer pengene.

Indtil videre har Frederiksen dog opnået den store fordel, at en blå regering efter Løkkes kategoriske melding ligner en umulighed

Jarl Cordua

Men vil Enhedslisten støtte en sådan regering med Løkke ombord? De vil nok studere regeringsgrundlaget indgående for konkrete reformløfter afgivet til Løkke, der vil aflyse deres støtte til en sådan regering.

Indtil videre har Frederiksen dog opnået den store fordel, at en blå regering efter Løkkes kategoriske melding, ligner en umulighed.

På den anden side har de seneste målinger ikke vist den store opbakning fra vælgerne til Løkkes partiprojekt og det er nok spørgsmålet om den seneste melding får borgerlige vælgere, der ønsker en anden statsminister, til at stemme på Moderaterne.

Alt i alt ser et scenarie med Moderaterne i regering lige nu ikke særligt sandsynligt ud. Og dermed falder den idé om bred regering til jorden, som Frederiksen ellers hævder, "ikke er skør".

Hvilke muligheder efterlader det så for Mette Frederiksen?

Tilbage står den S-SF-RV-trekløveregering, som længe har set mest sandsynlig ud. Den regering kan dannes i dag med den nuværende mandatfordeling og kan formentlig også opnå støtte fra Enhedslisten efter et valg.

Problemet er, at Mette Frederiksen helst ikke vil gå til valg på en sådan regering, og derfor langt hellere vil tale om alle mulige andre regeringskonstellationer, der ikke gør hende lige så sårbar i forhold til borgerlige midtervælgere.

Tilbage står den S-SF-RV-trekløveregering, som længe har set mest sandsynlig ud

Jarl Cordua

Det kan være dem, der enten ikke har den store fidus til SF i regering, måske på grund af partiets økonomiske politik eller til de radikale, fordi deres udlændingepolitik ligger for langt væk fra midten af dansk politik.

Lige nu har regeringen eksempelvis svært ved at forklare, hvordan deres storstilede Rwanda-projekt kan overleve i en ny regering, hvor de radikale indgår.

Den slags langt mindre skøre og sandsynlige fremtidsscenarier end den brede koalition gør det muligt for de borgerlige at angribe socialdemokraternes forsvarsværker og forsøge at så tvivl om standhaftigheden i udlændingepolitikken.

Så ved at tale udenom og opfinde ufarlige regeringskonstellationer fra fantasy-verdenen, så kan Mette Frederiksen undgå at forholde sig til en sandsynlig fremtid med radikale ministre på bagsmækken og måske en justering af udlændingepolitikken efter valget.

Dertil kommer der også en lille gevinst for Frederiksen ved at gå Lars Løkke lidt i bedene ved at overhale ham frækt indenom Grundlovsdag, da hun stjal opmærksomheden og hans forslag om en bred regering, som hun godt selv ved aldrig vil se dagens lys.