Jens Chr. Grøndahl: Den filippinske slavehær

Det var ferietid, og hun var i sommerhus med den familie, hun tjente hos. Sådan var jo realiteten i arrangementet, selv om det hed noget andet. En au pair-pige er officielt på kulturudveksling og indgår på lige fod i værtsfamilien som det spændende, mellemfolkelige indslag. Hun bistår med at se efter børnene og stryge en skjorte i ny og næ, når hun ikke går til sprogundervisning eller på kunstudstilling for at lære værtslandet at kende.

Det var nu så som så med kulturmødet. Dansk lærte hun aldrig og drømte heller ikke om det. Hun og familien var helt på det rene med, hvad det handlede om. Mod kost, logi og en løn, som ingen dansker ville kunne leve af, opfyldte hun både en tjenestepiges og en barnepiges forpligtelser. Vi snakker tøjvask, rengøring, børnepasning, indkøb og madlavning. Og skjorterne, naturligvis.

Jeg så ofte familien den sommer, og til at begynde med undrede jeg mig over, at hun altid var så trist. En ældre kvinde i familien fik hende til at betro sig. Hun havde jo en søn derhjemme på Filippinerne. Hver gang familiens blåøjede lillebror begejstret rakte armene frem mod hende, så hun for sit indre blik den brunøjede dreng på den anden side af Jorden, som hun kunne have omfavnet i stedet.

Det med sønnen var for resten en hemmelighed, men siden fik jeg et glimt af det indrammede foto af ham oven på det lille fjernsyn i hendes trange kælderværelse. Dér kunne hun sidde og skype med dem derhjemme eller ligge og betragte loftets gazeomviklede varmerør.

I den øvre ende af indtægtsskalaen arbejder flertallet af mænd jo så meget og så længe, at de egentlig kunne spare sig besværet med at komme hjem.

Jens Chr. Grøndahl

Vi skal tilbage til 1800-tallets pigekamre for at finde noget at sammenligne med. Det er blevet kælderen i stedet for kvisten, og kummerligheden har fået internetforbindelse, men udnyttelsen og suget af savn er det samme, hvad enten hjemstavnen er et jysk husmandssted eller en tropisk palmehytte.

Pipper man noget over for herren og fruen i huset, får man besked om, at de er så glade, de filippinske piger. Deres latterlige løn er en ren formue derude, og de ved ikke noget bedre end at videresende alle kronerne til deres forældre og bedsteforældre og hele kommunitetet af onkler og tanter. Det kan vi ikke forstå, men sådan er asiater. Familiemennesker.

Hvis man vil have hjælp til at holde hus, må man ansætte det fornødne personale. Så er tjenestefolkene på dansk overenskomst med pension, feriepenge og det hele. Dét er værdigt og i orden. I modsætning til au pair-væsenets fordækte hykleri.

Jens Chr. Grøndahl

Det værste er, at der er noget om snakken. Selv om de ikke må, er der ikke den ekstra tjans, pigerne ikke tager imod med kyshånd, i form af gulvvask hos naboer og venner.

Der er ikke den hund eller halvtredser, de ikke vil bøje ryggen for at få med, så de derhjemme kan få anledning til at takke både dem og Vorherre for al den arbejdsfri velfærd, der strømmer mod dem her fra Aftenlandet.

Et sammenfald af globalisering, fattigdom og en arkaisk familiestruktur presser unge, filippinske kvinder ud på det transkontinentale marked for hushjælp til discountpris.

Herhjemme mener familierne i den merkantile middelklasse, at de udøver en form for privatiseret U-landshjælp. Det er nærmest pænt af dem, at pigerne får lov at opvarte dem og deres curlingbørn.

For Filippinernes vedkommende er der tale om en eksportindustri. En legal form for trafficking understøttet af den hjemlige kultur, hvor børn er til for forældrenes skyld og ikke omvendt.

Fra alle verdenshjørner strømmer de rare penge tilbage til landsbyerne, der frem for at udvikle et næringsliv på en sund og bæredygtig måde hengiver sig til hængekøjens parasitære økonomi.

Og på alle kontinenter findes der en middelklasse med honnette ambitioner, hvor man gerne vil lægge sig en feudal livsstil til uden at betale, hvad det koster.

Men hvis man vil have hjælp til at holde hus, må man ansætte det fornødne personale. Så er tjenestefolkene på dansk overenskomst med pension, feriepenge og det hele. Dét er værdigt og i orden. I modsætning til au pair-væsenets fordækte hykleri.

Hykleriet bliver ikke mindre af, at det især er værtsfamiliernes kvinder, der er glade for ordningen. I den familie, jeg omtalte før, hørte jeg flere gange moderen sige, at hun aldrig ville kunne få hverdagen til at hænge sammen, hvis hun ikke havde en au pair. Hendes mand havde en høj stilling inden for erhvervslivet. Selv arbejdede hun på deltid i en mondæn butik.

Hver gang hun prustende var ved at gå ned med stress, tænkte jeg på de tusinder og atter tusinder af almindelige danske familier med to udearbejdende voksne, der gennem generationer har fået enderne til at mødes. Endda uden de mekaniske hjælpemidler, der i dag summer og blinker i enhver husholdning.

Selv da bleer var noget, man kogte i en gruekedel, formåede danske kvinder at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet, uden at børnene behøvede gå for lud og koldt vand. Det har været hårdt, men ”hårdt” var på den anden side heller ikke et skældsord, så længe man var rask og rørig.

Belønningen var selvstændighed. Den selverhvervende autonomi, der består i at kunne bidrage til familiens underhold på lige fod med manden. Lønnen var måske ikke lige, men det var ansvaret til gengæld, og forholdet mellem mænd og kvinder har ikke været det samme siden.

Hundrede års kvindekamp har skabt et samfund, som vi i dag tager for givet i en grad, så vi glemmer, at ligestillingen altid har en social dimension. Vi kan takke efterkrigstidens kvinder lige så meget som fagbevægelsen for, at så mange familier i arbejderklassen fik adgang til middelklassens relative sorgløshed.

Men sorgløsheden er glemsom. Med den nyerhvervede middelklassestatus fulgte den lille egoisme, der har det med at antage nærsynetheden som trosretning. Samfundet bliver noget, man har rettigheder overfor, ikke noget, man skylder sin solidaritet og gode vilje. Livet selv bliver et supermarked, hvor min forventning er min ret.

For kvindesagens vedkommende har det givet sig udslag i en feminisme med lakerede negle, der især bekymrer sig om at få flere kønsfæller ind på erhvervslivets bestyrelsesposter og direktionsgange.

Taberne er, ikke overraskende, kvinderne på samfundets bund. Ghettoernes kuede og selvundertrykkende mødre, der knap nok taler dansk og gemmer sig for samfundet i deres lange, upraktiske gevandter. Og så de filippinske au pair-piger, middelklassens tyende.

I begge tilfælde har underskuddet på ligestillingskontoen et postkolonialt islæt. I begge tilfælde kunne man forledes til den vildfarelse, at kvinders mulighed for at udfolde sig som suveræne, fribårne individer skulle være en særlig vestlig specialitet. Hvad enten det er muslimsk misogyni eller filippinsk familietyranni, der trækker i den tunge ende.

Udviklingsministeren burde gå sammen med udenrigsministeren og beskæftigelsesministeren og medvirke til at få sat en stopper for misbruget af de unge, filippinske kvinder. Såvel i de københavnske forstæder som i de landsbyer, de kommer fra.

Det er skamfuldt, både for de danske middelklassekvinder og for Danmark som et samfund baseret på lighed og respekt, at en moderne slavehær af unge filippinere skal være prisen for at få arbejde og familieliv til at gå op.

Jeg er ikke blind for, at det kan være sindsoprivende og topfrustrerende, selv i dag, hvor så mange fædre ikke bare ser det som deres pligt, men også som deres ret at være sammen med børnene. I den øvre ende af indtægtsskalaen arbejder flertallet af mænd jo så meget og så længe, at de egentlig kunne spare sig besværet med at komme hjem.

Selv i et forkælet samfund som vores er ligestillingen ufuldkommen, simpelthen fordi det stadig er kvinderne, der føler det største ansvar for, at der er et hjem at komme hjem til. Ligesom det stadig er kvinderne, der trækker det tunge læs med de unger.

Men det er vores eget problem og vores egen kamp, ikke de filippinske pigers. Ligestillingen får en besk smag, og man sparker den lurende konflikt til hjørne på en ualmindelig grim måde, hvis det er en brun tjenestepige i kælderen, der skal redde familien fra at gå i opløsning. En ung kvinde, der bliver fremmed for sine egne børn derhjemme, mens hun går og snakker gebrokkent engelsk til vores.

Hellere ofre sin egen frihed frem for at være fri på andres bekostning. Prisen kan også blive for høj, men hånden på hjertet, er det virkelig så svært? Er hverdagen i det blå segment så uoverkommelig?

Hvis ja, har man to andre valgmuligheder, og ingen af dem indebærer, at man udnytter kvinder fra den tredje verden: Man kan blive hjemme hos børnene, mens de er små. Eller lade være med at få nogen.

........

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.