Jens Stoltenberg som landsfader: Stålsat og værdig

Det er nu en måned siden, at Norge oplevede tragedien med bomberne i Oslo og drabene på Utøya.

Et tilbageblik på Norge siden den 22. juli 2011, er også et tilbageblik på statsminister Jens Stoltenberg, der er vokset fra positionen som leder af en rød-grøn regering til en ny norsk landsfader.

Et samfund samler sig typisk om lederen i en dybt alvorlig krisetid. Alligevel har Jens Stoltenberg i manges øjne fået et ethos, eller en karakter, som rækker udover den almindelige opbakning i en krisetid.

Jens Stoltenbergs tale i Oslo Domkirke den 24. juli, 2 dage efter tragedien, er afgørende i hans udvikling til en leder, der værdigt kan håndtere følelser og fælles værdier i det offentlige rum.

Barack Obama er en anden leder, som evner at håndtere følelser. Det viste den mindetale, han holdt efter de drab, som en amerikansk højreradikal begik i starten af 2011 i Tuscon, Arizona. I mindetalen bragte Barack Obama sit publikum fra sorg til glæde, til stolthed og håb for nationens fremtid.

Sat overfor Tuscon-talen virker Stoltenbergs tale i Oslo næsten modløs.

Stoltenbergs tale blev da også til under helt særlige omstændigheder. Han kendte flere af de dræbte og deres pårørende, og hans eget kontor i Statsministeriets bygning var smadret.

Skrev selv i hektiske dage
I den meget alvorlige tid kort efter tragedien i Norge skrev Stoltenberg selv talen i et samspil med enkelte nære medarbejdere i Statsministeriet.

Regeringsapparatet er trænet til krisekommunikation, men talen blevet til i nogle meget hektiske dage. Dage fyldt med også personlig sorg for Stoltenberg.

Stoltenberg ønskede at samle hele Norge og forsvare det norske demokrati uden at skabe splittelse og upassende reaktioner ovenpå tragedien. Samtidig besluttede Stoltenberg at inddrage sin personlige sorg.

Nogle taler i sorgens stund er som massive bjerge af ord, fulde af gentagelser, variation, rytme, stigninger og voldsomme billeder, der river og flår i publikums følelser. Sådan var Barack Obamas tale i Tuscon.

Det er Jens Stoltenbergs tale ikke. Den er knap og afmålt i sit udtryk. Ordene er upåfaldende og lavmælte, sætningerne korte og enkle, næsten hverdagsagtige ...

Stilen viser et hudløst og såret menneske, som tilsidesætter sig selv i bestræbelsen på at hjælpe sine lamslåede landsmænd.

Indestængt gråd
Når taleren selv er pesonligt involveret i en mindetale, så er der en reel risiko for, at taleren selv vil bryde sammen i gråd. Det er nok forklaringen på, at talen er så dæmpet og sætningerne så enkle: det er for at undgå at snuble, ikke for at tilsigte en bestemt retorisk effekt. Ikke desto mindre er det uhyre effektiv retorik, fordi det fremhæver Stoltenbergs menneskelighed, og dermed forlener ham med en helt særlig aura af mod og viljekraft.

Mindetalerens opgave er ikke blot at samle nationen i sorg over de døde, men også give døden en mening, så tabet bliver muligt at bære.

Talens følelsesmæssige højdepunkt falder cirka midtvejs, i to afsnit, hvor han omtaler to af de dræbte, som han kendte personligt. Også her er ordene enkle og få, men for første gang ryster stemmen af indestængt gråd:

En av dem var Monica. I rundt 20 år jobbet hun på Utøya. For mange av oss var hun Utøya. Nå er hun død. Skutt og drept mens hun skapte omsorg og trygghed for undgom fra hele landet. Hendes mand John og døtrene Victoria og Helene er i Drammen kirke i dag. Det er så uretfærdig. Dere skal vite at vi gråter med dere.

Gråden ved en begravelse bryder gerne ud, når talen falder på konkrete detaljer, som får tilhørerne til at ‘se' den afdøde for sit indre blik.

Er det et nærtstående familiemedlem, der taler, sker det ofte, at talen forstummer netop hér, fordi den talende overvældes af følelser. Derfor vælger taleren ofte at holde sig til det generelle. Men Stoltenberg har mod til at være konkret.

Bemærk, hvordan Stoltenberg lakonisk konstaterer at "Nå er hun død". Det vidner om en indre kamp for at fatte det skete, som tilhørere i hele Norge må opleve på egen krop: Det kan ikke være rigtigt, i morgen vågner vi op og alt er alt som før. Men som landsfaderen må og skal gøre, tager Stoltenberg sig sammen, og på hele Norges vegne ser han den frygtelige sandhed i øjnene.

Var Stoltenberg selv
En annen som er borte er Tore Eikeland. Leder av AUF i Hordaland og en av våre aller mest talentfulle undgomspolitikere. Jeg husker at han fikk hele landsmøtet i Arbeiderpartiet til å jubla da han holdt et engasjert inlegg mot EUs postdirektiv, og vant.

Hvad de færreste i Danmark, men de fleste i Arbeiderpartiet, vil vide, er at Stoltenberg selv sad lige ved siden af Tore Eikeland, da han holdt sit engagerede indlæg om postdirektivet. De fleste i Arbeiderpartiet vil også mindes, at den, Eikeland vandt over, var Stoltenberg selv.

Det er klart, at denne usagte baggrund giver talen en ekstra klangbund hos de indforståede, som vi andre kun kan forsøge at leve os ind i.

Anerkendelsen af den afdøde unge mand får en særlig dybde, når den kommer fra selve den statsminister, han vandt over. Og dette at Stoltenberg ikke skilter med det, ikke koketterer med det, men alene hylder den afdøde for hans bedrifter, må afføde en kolosal respekt for ham i egne rækker.

I talen afstår Stoltenberg også fra at dulme sorgen med anklager og løfter om hævn og straf; i stedet lovede han at styrke det, som de unge politikere på Utøya havde viet deres liv til.

Det er på den baggrund, at Stoltenberg hæver sig op over fjendebillederne og hadet, og i stedet retter sin appel mod højere værdier:

Vi er fortsatt rystet af det som traff oss, men vi gir aldri opp våre verdier. Vårt svar er mer demokrati, mer åpenhet og mer humanitet. Men aldri naivitet.

Talens væsentlige bedrift er, at den hæver den moralske barre i en tid, hvor vi udsættes for stadig mere terror, nu også i Norden. Stoltenbergs svar på den grufulde situation forvandler ham til en politiker af særligt format. Med talen viste Jens Stoltenberg, at man behøver ikke være macho for at fremstå stærk.

Dermed bidrog talen til at forvandle Jens Stoltenbergs ethos - eller personlige karakter - fra det almindelige til det forbilledlige. Netop her ligger talens egentlige og langsigtede effekt: at den skaber en ny rollemodel for kommende statsledere i terrorplagede nationer.

Kell Jarner Rasmussen og Peter Koch Palshøj er partnere i Rhetor - Rådgivende retorikere.

I en årrække arbejdede Peter Koch Palshøj for de socialdemokratiske partier og fagbevægelsen i Norden.

Rhetor - Rådgivende retorikere arbejder med budskabsudvikling, argumentation og taleskrivning for en række ledere, virksomheder og organisationer.