Julekalender med Mette Abildgaard: Engang drømte jeg om at blive formand. I dag har jeg det anderledes

6. DECEMBER: Det har ændret Mette Abildgaards prioriteter at blive mor, og hun er særligt inspireret af en tidligere LA-ministers tanker om børneopdragelse. Til gengæld kan en anden LA'er se langt efter en invitation til den konservative julefrokost. Hun deler dog gerne en juleøl med Mattias Tesfaye.

Mette Abildgaard er gæsten bag dagens julelåge. 
Mette Abildgaard er gæsten bag dagens julelåge. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Frida Flinch

Har du en særlig juletradition?

"Om sommeren, når kirsebærrene står allerflottest i vores kirsebærtræ oppe i sommerhuset, plukker vi kirsebær, tager stenene ud og fryser dem ned. Til jul laver vi så vores egen kirsebærsauce. Jeg bander over det fra juli til december, når de ligger og fylder i fryseren, men det er hyggeligt at have et sommerminde juleaften."

Hvis du skulle invitere en politisk modstander fra venstrefløjen eller regeringen med til Konservatives julefrokost, hvem ville du så vælge?

"Jeg så Ole Birk Olesens svar om, at han ikke ville invitere nogen med, fordi de har det så fedt bare dem selv i Liberal Alliance. Jeg kan så sige, at Ole Birk heller ikke får en invitation herfra."

"Jeg ville invitere Mattias Tesfaye. Jeg tror, han er hyggelig at drikke en flaskeøl med. Men det ville også være en god lejlighed til at få fortalt ham, at han gør det ret godt som minister. Han har taget nogle vigtige og principielle diskussioner i år. For eksempel om forældrerollen."

Altingets julekalender

Altinget taler hver dag frem mod jul med politikere, debattører og andre meningsdannere om alt fra juletraditioner til politiske forbilleder og årets største fortrydelse.

Hvad står øverst på din ønskeseddel?

"I min svigerfamilie trækker vi lod om, hvem man skal give gave til. I år skal min svigermor give mig en gave. Engang gav hun mig et knaldrødt sæt undertøj med plyskant. Absolut som en joke, men jeg havde kun været sammen med min kæreste i ét år! Det var en ret frisk svigermorgave."

"Så jeg må hellere komme med et ægte ønske. Måske en rummelig rygsæk jeg kan bruge, når jeg er på tur med familien?"

Har du et politisk forslag lige nu, som ville få dig i julestemning?

"Hvis vi i forbindelse med skatteforhandlingerne kunne gøre sådan, at man i højere grad bliver beskattet på baggrund af familiens samlede indkomst frem for det enkelte individs indkomst. Det ville være en god julegave!"

Læs også

Det har været et hårdt år for dit parti. Dårlige meningsmålinger og flere store navne, der har forladt jer. Hvordan har dit politiske år været?

"Det har ikke været sjovt. Men jeg vil dog mindes året med ret stor glæde, og det er fordi, vi fik sat gang i et sindssygt vigtigt udviklingsarbejde. Arbejdet med en ny konservativ fortælling er noget af det mest meningsfulde politiske arbejde, jeg har lavet i mange år. Det har givet mig en fornyet kampgejst."

Flere har opfordret Søren Pape Poulsen til at trække sig, og dit navn er blevet nævnt som et bud på en afløser. Hvordan har det været?

"Først og fremmest er det vigtigt for mig at understrege, at jeg bakker fuldstændig op om Søren."

"Selvfølgelig bliver man da glad og stolt over, når andre tænker, man har de evner, det kræver at være formand. Men jeg ser ikke mig selv have viljen til det. Jeg har to små børn, så det er slet ikke relevant for mig. Jeg har andre prioriteter."

Han har selv sagt, det ikke er en post, han vil sidde på for evigt. Kunne det ikke godt være dig, der overtog? 

"Det er slet ikke aktuelt lige nu. Havde du spurgt mig for ti år siden, havde jeg uden tvivl svaret, at det var min største drøm en dag at blive partiformand. Det ser jeg anderledes på i dag. Det har gjort noget ved mig at blive mor."

2023 har ikke budt på ét eneste reelt forhandlingsforløb med Magnus Heunicke for bordenden

Mette Abildgaard (K)
Politisk ordfører

Er der noget, som du fortryder fra året, der er gået?

"Det er klart, at der har været en masse ting omkring folketingsvalget, som vi fortryder som parti. Vi gjorde os sårbare og blev sat i bås som et parti, der kun kærede os om topskatteyderne. Det kunne ikke være mere forkert. Det gjorde ondt på mig – ja, på os alle – at se os reduceret til sådan et enkeltsags-parti."

Hvad med personligt?

"Jeg fortryder, at jeg ikke fik solgt min Ørsted-aktie på et bedre tidspunkt. Ej, spøg til side, det ved jeg ikke noget om. Jeg tænkte bare, det var en oplagt fortrydelse."

"Det er skønt, at man skal reflektere over det. Der er bare ikke noget, som lige banker i hovedet på mig."

Hvilken folketingspolitiker har gjort det særligt godt i år?

"Lisbeth Bech-Nielsen fra SF har virkelig gjort det godt. Hun var en af de første til at samle Folketingets partier om at få udvidet barslen til tvillingeforældre. Det endte med at blive vedtaget i finansloven."

"Det er altså flot, at en oppositionspolitiker får skabt sådan en forandring på et tidspunkt, hvor man har en flertalsregering. Det er virkelig solidt politisk håndværk."

Læs også

Hvad ser du mest frem til i 2024?

"Jeg håber, jeg for første gang bliver inviteret til forhandlinger i Miljøministeriet. 2023 har ikke budt på ét eneste reelt forhandlingsforløb med Magnus Heunicke for bordenden." 

Hvordan kobler du af?

"Med vinterbadning og løbeture. Der får jeg hovedet sat fri. I vinterbadeklubben har jeg adgang til en sauna, og jeg tager mig god tid til at sidde og bare kigge ud i luften."

Har du læst en god bog i år, som du kan anbefale vores læsere?

"Selvbyggerbørn af Merete Riisager. Hendes tanker om, hvordan vi skal passe bedre på vores børn har inspireret mig virkelig meget. Både som politiker og i forhold til det politiske udviklingsarbejde, men ikke mindst som mor."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

0:000:00