Julekalender med Pernille Skipper: Jylland er bare mere julet end København

17. DECEMBER: Pernille Skipper har skiftet Christiansborg ud med Besserwisserne-studiet på TV 2 News. Særligt to moderate kvinder har imponeret den nye mandagstræner. Til jul har hun det kedeligste juleønske nogensinde, og så synes hun, at nisserne er flottere i Jylland.

Pernille Skipper er gæsten bag dagens julelåge i Altingets julekalender.
Pernille Skipper er gæsten bag dagens julelåge i Altingets julekalender.Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Frida Flinch

Er du et julemenneske? 

"Fra jeg var barn, til jeg selv fik børn, var jeg ikke været et julemenneske. Det er jeg nu. Det er så nuttet, når de små skiderikker kigger på nisser. Når et barn ser sne for første gang, eller når nissen har været forbi og lagt en åndssvag, lille pebernød, så er det som at genopleve magien selv."

Hvordan er det at gå julen i møde som gravid?

"Det er ikke så sæsonbestemt, hvordan det er at være gravid. Men tredje gang er man nok lidt uimponeret over graviditet. Hverdagen kører bare med små børn. Nu er der to måneder til, så der er lidt langt ned, når der bliver tabt havregrød på gulvet." 

Altingets julekalender

Altinget taler hver dag frem mod jul med politikere, debattører og andre meningsdannere om alt fra juletraditioner til politiske forbilleder og årets største fortrydelse.

Du finder hele årets julekalender her.

Hvad er dit bedste juleminde fra Christiansborg?

"Christiansborg er et utroligt flot sted at gå på arbejde. Det kan man godt glemme lidt, men det kommer man i tanke om, når det bliver december med det kæmpestore juletræ nede i vandrehallen, pebernødder på alle mødebordene, og når folk begynder at sætte nisser op til hinanden på kontorerne."

Hvad står så øverst på din ønskeseddel i år?

"Jeg ønsker mig en suppeske. Vi har en meget lille suppeske, og vi har en meget stor suppeske. Jeg ønsker mig en normal størrelse suppeske. Det er måske det kedeligste ønske overhovedet, men jeg bliver også snart 40." 

Læs også

Har du en bog, som du vil anbefale til juleferien?

"Jeg er faktisk begyndt at læse bøger, efter jeg stoppede i Folketinget. Ikke Johanne Schmidt Nielsen-niveau, men jeg har læst nogle bøger."

"Jeg vil anbefale 'Når du strammer garnet' af Camilla Stockmann. Den er udgivet i anledningen af 50-året for den fri abort i Danmark. Den fortæller om de kvinder, der ikke havde fri abort, og de konsekvenser, det havde. Den er godt researchet og rørende skrevet. Jeg vil anbefale alle – især mænd – at læse den."

Du er fra Aalborg, men bor på Nørrebro. Hvad er den største forskel på julen i Jylland og København?

"De fleste år kører jeg hjem til Nordjylland. Den største forskel er, at København er fuldstændig dødt i juledagene. Der er helt affolket, for alle jyderne er taget hjem. Det er meget mærkeligt."

"Jeg synes, at Jylland er mere julet. Det har nok noget med mine barndomsminder at gøre, at jeg har det sådan. Det hele føles bare mere julet. Nisserne er flottere i Jylland, og for mig lyder den jyske accent også mere julet."

Jeg fortryder, at jeg ikke tog Besserwisserne på TV 2 News mere alvorligt. Jeg tror allerede, at jeg har tabt

Pernille Skipper

Har du et yndlingssted at opholde dig i juletiden i København?

"Jeg kan faktisk godt lide at gå en tur ned ad Strøget. Der er en hektisk julestemning på den rare måde. Der er sjappet, der er koldt, og folk maser sig ind og ud mellem hinanden. Især post-corona var der noget ekstremt hyggeligt over, at vi gik og væltede ind i hinanden i Magasin."

2023 har for dig budt på et jobskifte. Du ikke længere i Folketinget for Enhedslisten, men i stedet er du blevet politisk kommentator på TV 2 News. Savner du hverdagen på Christiansborg?

"Det er nok det spørgsmål, jeg har fået mest i 2023. Det er meningen, at man enten skal svare, at man slet ikke savner det, eller at man savner det helt vildt. Som alt andet er det meget ambivalent."

"Der er masser, jeg savner. Især menneskene derinde og den særlige kultur på tværs af partier, hvor man på den ene side er modstandere og på den anden side er kollegaer. Jeg savner også, når der virkelig sker noget. Nogle gange kan jeg næsten mærke, hvordan det sitrer på Christiansborg, selvom jeg ikke er i nærheden."

"Til gengæld ringer journalisterne ikke længere klokken seks om morgenen. Jeg savner overhovedet ikke at stå på en legeplads med mine børn, mens der er en, der kimer mig ned."

Læs også

Hvordan har det været at stå på den anden side af politik?

"Cirkushesten kan stadig lugte savsmuldet, men når man er politisk kommentator, får man stadig lov til at beskæftige sig med politik, rende rundt på Christiansborg, drikke kaffe med folk og mene noget om politik."

"Men man slipper også for ansvaret som politisk kommentator. Det er en form for mandagstræner. Det er selvfølgelig nogle vanvittigt dygtige mandagstrænere alle sammen, det er klart, men mandagstrænere ikke desto mindre. På den måde er det dejligt ikke at skulle tynges af ansvarets åg."

Hvis du tager kommentatorhatten på, er der så en folketingspolitiker, hvilken politiker har så imponeret dig mest i år?

"Det har været virkelig interessant at følge Moderaterne. Der er ikke nogen folketingsgruppe, som det er gået så galt for. Tre mennesker har forladt folketingsgruppen, før de nærmest er kommet i gang som parti. Det har været nogle ret voldsomme skandaler, der viser en meget ny og uprøvet folketingsgruppe, der mangler noget retning."

"På den anden side er der Monika Rubin og Rosa Eriksen, som virkelig har imponeret."

Er der noget, du fortryder fra året, der gået?

"Jeg fortryder, at jeg ikke tog Besserwisser-quizzen på TV 2 News mere alvorligt. Jeg vidste ikke, at der var så meget på spil. Jeg var ny, og jeg troede, det var for sjov. Jeg har nu indset, at blandt kommentatorer og folk, der deltager i Besserwisser-quizzen, der er det blodigt alvorligt. Jeg tror allerede, at jeg har tabt."

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Skipper

Politisk kommentator, formand, Coop, fhv. MF og politisk ordfører (EL)
cand.jur. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00