Kan det svare sig at afholde regionsrådsvalg? Ja, for et fjernt demokrati er stadig bedre end intet demokrati

Sundhed udgør i dag mere end 85 procent af regionernes budgetter, hvor det i amternes tid udgjorde 60 procent. Uddannelse og kultur udgjorde ti procent i amterne, og er nærmest helt forsvundet i regionernes økonomi.

Det specialiserede social- og handicapområde udgjorde ti procent af amternes økonomi, og udgør mindre end tre procent i regionerne.

Den store forskel er, at hvor det i amterne var en reel mulighed for at prioritere mellem de forskellige politikområder – eksempelvis fra gymnasie til sundhed eller omvendt – så er regionalpolitik i det store hele at flytte rundt internt inden for sundhedsområdet, og det inden for en stram statslig styringsramme.

Det primære, der er tilbage i regionerne, er geografisk politik. I årene omkring kommunalreformen handlede dét om at beslutte, hvor de såkaldte supersygehuse skulle placeres.

I de efterfølgende år, nu og i fremtiden, handler den geografiske politik om at beslutte, hvor besparelser eller opprioriteringerne inden for sygehusvæsenet skal ske rent geografisk.

Sådanne spørgsmål er vigtige for både personale og borgere, hvilket de seneste år er set tydeligt i debatten om eksempelvis besparelser på sygehuset i Silkeborg i Region Midtjylland og besparelserne på flere sygehuse i Region Sjælland.

Regionerne vil nok overleve de næste mange regionsrådsvalg selv med deres tynde demokrati med få opgaver og lav økonomisk autonomi.

Roger Buch

Men er geografisk politik og kampen om, hvilket parti og person der skal stå i spidsen for management af det regionale sundhedsvæsen, nok til at skabe et levende demokrati? En ikke ubetydelig del af borgerne svarer nej.

Det kan direkte aflæses i den høje andel af blanke stemmer ved regionalrådsvalgene. Det er typisk omkring fire procent, som stemmer blankt, mens kun 1,3 procent af de samme vælgere på den samme dag stemmer blankt ved kommunalvalget.

Ældre undersøgelser fra 1990'erne tyder på, at amtsrådsvalgene i høj grad blev reddet af den fælles valgdag, og at valgdeltagelsen kunne falde fra omkring 70 til 55 procent, hvis man adskilte valgdagene.

Det ville formentlig gælde i endnu højere grad med regionerne i dag. Regionerne er et fjernt politisk niveau, som borgerne næppe identificerer sig med.

Eksempelvis: Hvem mon følger sig som midtjyder eller syddanskere i de enorme områder, som Region Midtjylland og Region Syddanmark dækker? Hvad har borgere i Nyborg, Sønderborg og Esbjerg mon tilfælles? Eller dem i Grenå, Juelsminde og Thyborøn? 

Ikke kun geografi men også den smalle opgaveportefølje bidrager selvstændigt til at gøre regionerne til fjerne og uvedkommende størrelser, som det kan være svære at identificere sig med. Men burde vi så afskaffe regionerne og det regionale demokrati?

Kernen i svaret på dét spørgsmål handler om alternativet: hvad skulle erstatte regionerne? Hvem skulle i stedet træffe detailbeslutninger om sundhedsvæsenet?

De færreste ville nok ønske, at staten tog over. Kommunerne er for små til at afgøre geografisk politik. Hvis der skal skæres ned på sygehusene eller flyttes opgaver mellem sygehuse, vil borgmestrene jo altid mene, at det ikke skal gå ud over deres lokale sygehus.

Det er altså svært at se en virkelig attraktiv alternativ model til regionerne. Lige som det var svært i amternes tid. Så regionerne vil nok overleve de næste mange regionsrådsvalg selv med deres tynde demokrati med få opgaver og lav økonomisk autonomi og uanset deres svage forankring i befolkningen.

Demokrati findes jo i mange varianter, som et sammenlignende blik på statsligt, regionalt og kommunalt demokrati viser. Og hvis regionerne forekommer fjerne, så er det vel intet at sammenligne med Europa-Parlamentet?

Når Danmark den 9. juni vælger 15 af i alt 720 medlemmer af Europa-Parlamentet, er det mildest talt også til et fjernt demokrati. Men både med EU og regionerne er kernen, at et fjernt demokrati er bedre end intet demokrati.