Politolog: Jo mere vi behandler borgerne som kunder, jo mere syg bliver den offentlige sektor

De stigende omkostninger skal ovenikøbet finansieres af besparelser. Og det skaber stor utilfredshed hos borgerne, hvis forventninger til den offentlige sektor stiger, i takt med at de bliver rigere og rigere.

Borgere som kunder

Nu er jeg ikke økonom, men politolog med speciale i offentlig styring og demokrati. Alligevel tillader jeg mig at betvivle påstanden om, at teknologiudviklingen ikke slår igennem i den offentlige sektor, og at der ikke er noget effektivitetspres.

For der skal ikke ret meget kendskab til vor tids offentlige sektor til for at få øje på den enorme rolle, som digitalisering og andre teknologiske nyskabelser har spillet i udviklingen af den offentlige sektor. Der skrives altså ikke længere på skrivemaskine med dobbelt gennemslag, og nye velfærdsteknologier vinder frem.

Desuden er den offentlige sektor i stigende grad blevet udsat for et stort effektivitetspres med årlige grønthøsterbesparelser, målrettede sparerunder og en kombination af konkurrence-udsættelse, fritvalgsordninger og professionel ledelse baseret på målstyring og resultatmåling. Medarbejderne er også blevet kraftigt tilskyndet til at løbe stadigt hurtigere.

Der gøres faktisk meget for at få den offentlige sektor til at fungere bedre og herunder for at skabe et bedre match mellem det, som den offentlige sektor tilbyder, og det, som borgerne forventer.

Spørgsmålet er så, om vi har gjort det rigtige. Mit bud er, at påstanden om, at den offentlige sektor lider af omkostningssyge, mest gælder det traditionelle bureaukrati, og at New Public Management reformerne delvist har gjort op med denne syge.

Problemet er så bare, at disse reformer har skabt et nyt problem. De har nemlig bidraget til at øge borgernes forventninger til den offentlig service og mindsket deres lyst til selv at bidrage.

Sagt på en anden måde har bestræbelserne på at skabe en konkurrencebaseret offentlig sektor gjort borgerne til 'kunder'. Og når vi bliver gjort til kunder, opfører vi os også som kunder: vi kræver mere og mere, brokker os, når vi ikke tilfredse, og mener ikke, at vi selv skal bidrage.

Medskabere af løsninger

Det spørgsmål, som vi lige nu har brug for at stille os selv, er altså ikke, om velfærdsstaten er syg, men hvad vi kan gøre for at tilpasse borgernes forventninger til det, som den offentlige sektor kan levere.

I 1980'erne var professor O.P. Kristensens klare svar brugerbetaling. Logikken var, at skal folk selv betale en del af udgiften, vil de bede om mindre offentlig service.

Bliver vi ved med at behandle borgerne som kunder, kan den offentlige sektor godt risikere at blive rigtig syg.

Eva Sørensen
Professor, RUC

Selvom vi fortsat ikke skal betale for at besøge vores praktiserende læge, og selvom der stadig er noget, der hedder folkepension, så viser væksten i forskellige private forsikringsordninger, at denne tankegang har vundet indpas blandt de bedrestillede, der betaler for at få bedre adgang og kvalitet end flertallet.

Meget af den forskning, som jeg og andre laver, viser imidlertid, at der er en anden vej at gå. Rundt omkring i danske kommuner er politikere, ledere og medarbejdere i disse år optaget af at 're-caste' borgerne fra krævende kunder til at være medskabere af offentlige løsninger.

Som medskabere involveres borgerne i alle faser af den offentlige styring lige fra politikskabelsen til produktionen af egen service. Det, kommunerne har opdaget, og som vi har glemt i vores begejstring for markedets effektiviserende kraft, er værdien af at mobilisere befolkningen omkring det fælles projekt, det er at skabe et bedre samfund og en bedre offentlig sektor.

Skal det lykkes, kræver det, at den offentlige sektor tør at invitere borgerne ind i rollen som medskabere fremfor at placere dem i kunderollen. Bliver vi ved med at behandle borgerne som kunder, kan den offentlige sektor godt risikere at blive rigtig syg.