Kirsten Jacobsens mand blev holdt i live mod sin vilje. Nu kæmper hun for andres ret til at dø

Interviewet med Kirsten Jacobsen blev oprindeligt bragt den 5. marts 2023.

”Han vil ikke genoplives, han vil ikke genoplives, han vil ikke genoplives.”

Kirsten Jacobsen bliver ved med at gentage sin 83-årige mands ønske, da han rammes af en alvorlig blodprop i hjernen.

Men i ambulancen hører de ikke efter.

”Det er vigtigt, at blodproppen opløses inden for fire timer,” svarer de citrongule jakker.

Scenen udspiller sig i begyndelsen af erindringsbogen "Løftet". Den er skrevet af 80-årige journalist og forfatter, Kirsten Jacobsen, som blandt andet har skrevet en lang række portrætbøger af kendte danskere.

Kirsten Jacobsens mand overlever, men med svære mén. "Løftet" handler om de svære valg, hun må tage i månederne efter blodproppen i et forsøg på at holde, hvad hun har lovet sin livspartner gennem 41 år: Aldrig at overlade ham til den skæbne, han ikke ønsker.

”Det viste sig at blive rigtig svært,” siger Kirsten Jacobsen, da Altinget møder hende til et interview.

Løftet gik begge veje: Han lovede også hende altid at støtte og hjælpe, hvis hun endte i en fysisk eller mental tilstand, hvor hun ønskede at vælge livet fra.

Kirsten Jacobsen er helt bevidst om, at deres grænse for, hvilken skæbne de ville overlades til, er en helt anden end systemets. Så da ulykken indtræffer, må hun spørge sig selv: Hvordan kan hun holde sit løfte?

Erindringsbogen skriver sig ind i en debat om prioritering i sundhedssystemet, som er blevet mere aktuel end nogensinde.

For i takt med at presset på sundhedssystemet stiger, bliver det sværere og sværere for politikerne at undgå at forholde sig til, hvilke patienter, staten skal vælge at behandle. For bør staten insistere på at hjælpe mennesker som Kirsten og mand, selvom de helst vil være fri?

En samtale om formålet med at blive holdt i live

”Han vil ikke genoplives,” gentager Kirsten Jacobsen, da de ankommer til hospitalet. ”Vi har lovet hinanden at sige det,” fortsætter hun, mens personalet kører ham til scanning.

Hun efterlades alene med sine tanker på den blanke hospitalsgang:

”Hvornår er det øjeblik, hvor hans ønske skal trænge ind hos andre end mig? Og er risikoen for genoplivning overhovedet aktuel inde bag dobbeltdørene?”

Kirsten finder aldrig ud af, om hendes mand egentlig blev genoplivet.

Men det bliver hurtigt tydeligt, at blodproppen har frataget ham råderetten over det meste af egen krop og vilje.

Han var journalist. Han elskede at læse Ernest Hemingway. Helst på originalsproget. Han var en habil tennisspiller. Han startede hver dag med at lave kaffe. Også til Kirsten. Irmas økologiske kaffebønner. Iført ragsokker og bomuldsbadekåbe.

Nu kan han hverken følge med i nyhederne eller læse simple ord som ’æg’. Han kan hverken tale og bevæge sig som før. Han er ikke længere sig selv.

Så det danske behandlingssystem sætter automatisk i gang med alt, hvad det har. Nu handler det om genoptræning.

Der bliver lagt kostplaner og træningsprogrammer.

Alt, hvad der kan måles, bliver målt. I hvor lang tid kan han opretholde stående stilling? Hvad kan han spise? Hvilke ord kan han bruge?

”Vi druknede i logistik, datoer, visitation, mængden af fysiske hjælpemidler, skemalægning og loftskraner,” siger Kirsten Jacobsen.

Og der er én ting, som Kirsten Jacobsen savner. En samtale om formål frem for mål.

”Der var ingen af samtalerne, som handlede om hans mentale tilstand, hans egne ønsker og om formålet med det hele,” fortæller hun.

Efter en måneds tid står det klart, at genoptræningen ikke virker som håbet. Kirsten Jacobsen mener, at det mest værdige for hendes mand havde været, hvis de på dette tidspunkt havde fået mulighed for en snak med en professionel om, hvorvidt han egentlig ønskede at fortsætte genoptræningen.

”Så ville de have fundet ud af, at han ikke ville leve halvt,” siger hun.

”Og når der ikke længere var tvivl om, at han virkelig mente det, så ville jeg ønske, at min mand havde fået hjælp til at forlade livet,” uddyber hun.

Staten bør gøre det nemmere at sige farvel

Forløbet har sat gang i politiske overvejelser hos Kirsten, som mener, at staten bør gøre det nemmere at tage livet af sig selv. Hun går ind for både aktiv dødshjælp og assisteret selvmord:

”Man kan tage til Schweiz, hvis man er rig, men jeg synes ikke, dine ressourcer skal være afgørende for din ret til og din mulighed for at dø.”

Kirsten Jacobsen anerkender, at det på den ene side vidner om et velfungerende velfærdssystem, at det automatisk forsøger at redde og behandle mennesker, som man ikke kender de præcise fremtidsudsigter for.

Men hun mener også, at det bør være et personligt valg, hvornår man ikke længere ønsker at blive holdt i live.

”Min mand kunne have holdt sig i live i årevis. I dag ville vi måske være i stand til at leve et liv, jeg kunne køre ham en tur rundt om søerne dagligt. Men sådan et liv ønskede han ikke at leve,” siger hun. ”Hvorfor måtte han ikke selv bestemme det?”

Det er selvfølgelig vigtigt at inddrage fagpersonale, som kan hjælpe med at vurdere, hvilke fremtidsudsigter, patienten har, understreger hun.

”Det er umuligt for de nærmeste at vurdere. Jeg var en følelsesmæssig klamphugger i den periode. Men hvis en fagperson havde lavet vurderingen, givet mig et medikament og sagt, nu er det nu, han bliver ikke bedre, så havde jeg givet ham det. Jeg havde været ulykkelig, men jeg havde givet ham det.”

Sådan et liv ønskede han ikke at leve

Kirsten Jacobsen
Journalist og forfatter

Man kan være bange for, at der ville blive begået fejl, eller at nogle kunne føle sig presset til at tage livet af sig selv. Hvad tænker du om det?

”Selvfølgelig vil der blive begået fejl. Der bliver også begået fejl i dag. Sådan er det. Og de mennesker, der kan føle sig presset til at tage deres eget liv, må tage ansvar. Hvis vi ikke engang kan tage ansvar for vores eget liv, når vi skal dø, hvordan skal vi så gøre det, når vi er levende? Omvendt er jeg sikker på, at der i dag er masser af mennesker, der ligger alene og venter på hjælp fra det offentlige.”

Men der er en kæmpe mistrivselskrise i Danmark. Hvad med dem, der er ulykkelige i en periode af livet, men kan få det bedre?

”Det er ikke den gruppe, jeg taler om. Det her handler om mennesker, der er uhelbredeligt syge, invaliderede, eller nogle gamle grøntsager.”

Etisk Råd er modstandere af aktiv dødshjælp i Danmark. De peger på en række moralske dilemmaer. Hvad vil du sige til det?

”De må stole på det enkelte menneske. Ethvert menneske må påtage sig ansvaret for sit eget liv og sin egen død.”

Bedst muligt i eget liv

Efter halvanden måned med genoptræning insisterer Kirsten Jacobsen på at få sin mand hjem, selvom hun møder skepsis blandt personalet på sygehuset.

For Kirsten Jacobsen er ikke længere i tvivl: Det er nu, løftet skal indfries.

Og så alligevel tænker hun: Er det overhovedet muligt at overholde sådan et løfte?

Der følger en periode med hjemmehjælp og sygebesøg døgnet rundt. Længst muligt i eget liv, står der på kommunens små hvide biler, som hjemmehjælperne ankommer i. Et projektslogan, der får Kirsten Jacobsen til at gyse.

”Det strider imod alt, hvad min mand og jeg tror på,” siger Kirsten Jacobsen, som hellere vil omskrive det til Bedst muligt i eget liv.

”Og det er i virkeligheden en vigtig pointe i min bog. Man skal nyde livet, leve livet, så længe det varer, så længe man kan.”

Det viste sig at være svært for Kirsten at indfri løftet til sin mand. Men da han efter to måneder på hospitalet og tre måneder i hjemmet begynder at sulte sig selv ihjel, så hun til med passiv støtte og omsorg:

”Tre gange dagligt stiller jeg de små portioner med mad og alle pillerne frem i en lille skål. Vi ser på hinanden og skåler i lidt vand. Jeg ved, hvad han er i færd med. Han ved, at jeg ved det. Vi behøver ikke tale om det. Jeg kan heller ikke,” skriver hun i bogen.

Prioritering i et presset sundhedsvæsen

Selvom perioden har været fyldt med tvivl, svære overvejelser og tunge valg, er der én ting, Kirsten ikke er i tvivl om:

”Hvis der findes andre i Danmark, som har det på samme måde som min mand, håber jeg ikke, de skal gå igennem det samme som jeg,” siger hun, ”det håber jeg heller ikke for mine egne pårørende, hvis det en dag skulle blive mig, der ender som ham.”

Hvis der findes andre i Danmark, som har det på samme måde som min mand, håber jeg ikke, de skal gå igennem det samme som jeg

Kirsten Jacobsen
Journalist og forfatter

Kirsten Jacobsen håber, at vi bliver bedre til at prioritere i sundhedssystemet: ”Mette Frederiksen sagde under corona, at ethvert menneskeliv tabt er en tragedie. Det er løgn. Vores sundhedssystem er presset, og  vi skal prioritere at behandle dem, der ønsker behandling. Det eneste jeg beder om, er, at den gruppe, som har det som min mand og jeg, kan få lov at spare samfundet for en masse penge.”

Fem måneder efter blodproppen lykkes det Kirsten Jacobsen at holde sit løfte.

”Du må gerne give slip”, hvisker hun som de sidste ord til sin mand, ”jeg lover dig at være mindre kæk og prøve at føle mig lige så fri alene, som vi var sammen.”

Hun holder ham i hånden de sidste timer af hans liv.