Kjærsgaard godkender hasteforespørgsel trods DF-protest

Onsdag skal Folketinget diskutere beskæringen af pensionisters boligydelse i en hasteforespørgsel.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Cecilie Gormsen

Trods modstand fra sit eget parti har Folketingets formand Pia Kjærsgaard godkendt en hasteforespørgsel om den omdiskuterede sag om beskæring af pensionisters boligydelse. 

Dansk Folkeparti er de seneste dage kommet i vælten og er blevet beskyldt for at tage fra de fattigste pensionister. Nye beregninger fra Finansministeriet viser nemlig, at den del af finanslovsaftalen, som beskærer boligydelsen, vil ramme pensionister med de laveste indkomster.

Dansk Folkeparti gik ellers til valg på ikke at ville skære på de ældre, men ifølge Ældre Sagen vil den nye finanslov få store konsekvenser for blandt andet pensionister, der bor i plejeboliger. Ifølge organisationen bliver mellem 150.000 og 175.000 personer ramt af ændringerne.

Det er Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF, der med støtte fra Radikale og Alternativet har anmodet om forespørgselsdebatten. I præsidiet er anmodningen blevet debatteret, og Folketingets formand Pia Kjærsgaard fortæller til Ekstra Bladet, at hasteforespørgslen er det eneste rigtige at gøre, når så mange partier beder om det.

”Der er et stort mindretal, som gerne vil have det, og så synes jeg ikke, at jeg som formand kunne sidde det overhørigt,” siger Pia Kjærsgaard til Ekstra Bladet.

”Derfor har jeg sagt ok, og uanset sagen har jeg altid haft den vurdering, at når der var et stort mindretal, som gerne ville have det, så skulle man imødekomme det,” tilføjer hun.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har tidligere åbnet for at ændre på finanslovaftalen, og fredag erkendte Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, at blå bloks største parti ikke kan stemme for finansloven i sin nuværende form. Han peger på, at delen om boligydelsen enten skal ændres eller helt fjernes.

Hasteforespørgslen kommer til at ligge onsdag, inden finansloven skal tredjebehandles. Det er usædvanligt, da den dag normalt er afsat til diskussion af ændringsforslag til finansloven. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

0:000:00