Knud Vilby: Det udviklingspolitiske fokus på Afrika er udtryk for skamløs egeninteresse

Efter at Afrika i årevis er blevet nedprioriteret økonomisk, fagligt og diplomatisk, bebuder regeringen nu nyt Afrika-fokus og ligeværdighed. Men ligeværdighed kræver, at Danmark begynder at se ud over snævre europæiske og danske behov, skriver Knud Vilby.

Ifølge Mette Frederiksen (S) bør vi samarbejde mere med afrikanske lande, fordi migration er Europas vigtigste problem. Europas vigtigste, men næppe Afrikas vigtigste, skriver Knud Vilby.<br> — Ifølge Mette Frederiksen (S) bør vi samarbejde mere med afrikanske lande, fordi migration er Europas vigtigste problem. Europas vigtigste, men næppe Afrikas vigtigste, skriver Knud Vilby.
Foto: Akintunde Akinleye/Reuters/Ritzau Scanpix

Knud Vilby

Fhv. chefredaktør, Information, journalist og forfatter

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark skal inden sommerferien have en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi. Verden har ændret sig, og derfor skal vi også ændre politik. Det handler naturligvis om krigen i Ukraine og om de øgede supermagtsspændinger, men som en konsekvens handler det også om Afrika.

Udenrigsministeren bebuder øget tilstedeværelse i blandt andet Afrika med opbygningen af alliancer og ligeværdige partnerskaber. Og statsminister Mette Frederiksen taler også om behovet for et nyt og forbedret forhold til Afrika. Hun ser migration som det vigtigste konkrete problem for Europa for øjeblikket, og ”det kan kun løses, hvis vi samarbejder med de afrikanske lande”.

Afrika-fokusset er et udtryk for den nye pragmatiske realisme. Men det er så hyklerisk og patetisk, at det næsten ikke er til at bære
Knud Vilby
Journalist og forfatter

Det er da nye og gode toner for en gammel Afrika-freak. En ny eller rettere genfunden erkendelse af, at vi ikke kan komme udenom vores gigantiske nabokontinent i syd. Et udtryk for den nye pragmatiske realisme. Men når det er sagt, så er det jo altså også så hyklerisk og patetisk, at det næsten ikke er til at bære.

Skamløs egeninteresse

Skiftende danske regeringer har over en årrække konsekvent nedprioriteret dansk tilstedeværelse og danske indsatser i Afrika. Danmark har forladt, hvad Danmark har bistået til at bygge op, og Danmark har mange steder mistet den status, som vi som land havde indtil for få år siden.

Der er skåret voldsomt ned på de økonomiske indsatser, men der er også skåret ned på diplomati og faglighed.

Det handler ikke blot om, at Danmark efter årtiers investeringer på vel omkring 15 milliarder kroner lukker sin ambassade og trækker sig ud af Tanzania. Det er også generelt en langt mere tilbagetrukken og ikke-synlig position i mange Afrika-relevante forhold. Og så er det til gengæld en næsten skamløs egeninteresse i det, der er tilbage. Det fremgår også af statsministerens udtalelser.

Læs også

Mette Frederiksen: Krig i Ukraine og corona har vist, at EU virker – nu skal vi levere på migration

Vi skal samarbejde mere med Afrika, fordi migration – efter hendes opfattelse – er Europas vigtigste problem. Europas vigtigste, men næppe Afrikas vigtigste.

Det er en meget lille brøkdel af Afrikas flygtende, der når Europa. Afrika har et væld af andre problemer, og en del af dem er blevet væsentligt større efter Ruslands invasion af Ukraine, men samtidig er Vestens og Danmarks bistand til Afrika reduceret voldsomt, fordi vi alene har været og er optagne af støtten til Ukraine.

Det gælder EU som helhed, og det gælder i særlig grad Danmark.

Færre penge til Afrika

De vestlige landes udviklingskomité DAC offentliggjorde i april de seneste tal for den globale bistand til udvikling. Det er tallene for 2022, nu præsenteret med den danske diplomat Carsten Staur som formand for DAC.

Tallenes tale er, at den samlede vestlige bistand til Afrika i 2022 faldt med 7,4 procent til et samlet beløb på 34 milliarder dollars. 16 milliarder dollars gik til Ukraine og knap 30 milliarder dollars til flygtningemodtagelse i giverlandene.

Dette sidste tal er også i høj grad præget af Ukraine (især udgifter til ukrainske, ikke afrikanske flygtninge), og samlet set er den Ukraine-relaterede bistand således større end bistanden til klodens fattigste kontinent med milliardbefolkning og mere end et halvt hundrede lande.

Den Ukraine-relaterede bistand er større end bistanden til klodens fattigste kontinent med milliardbefolkning og mere end et halvt hundrede lande
Knud Vilby
Journalist og forfatter

Der er rigtigt gode og relevante grunde til væksten i bistand til Ukraine, men det ændrer ikke ved, at set med afrikanske øjne, er der kun smuler tilbage til dette kontinent. På trods af at klimakrisen raser med dræbende flerårig tørke, og krigen samtidig har gjort livet vanskeligere med dramatisk inflation og øget gæld.

Det var de store tal. Ser vi alene på Danmark, så har Jesper Heldgaard i Globalnyt afdækket udviklingen i Danmarks Afrika-politik.

Fra 2021 til 2022 faldt Danmarks bistand til Afrika fra 3,5 milliarder kroner til 2,3 milliarder kroner, altså med mere end en tredjedel. Hans analyse af finansloven for 2023 peger på et yderligere fald på omkring 20 procent i år.

Dansk bistand er generelt blevet reduceret, og den fokuserer mere end før på snævre europæiske og danske behov, altså blandt andet på indsatser, der kan hindre, at afrikanske migranter når Danmark.

Der er samtidig flere og flere initiativer, der handler om en form for ”noget for noget”, og som også skal få afrikanske lande til at ”holde bedre” på deres befolkninger. Hvor ligeværdigt er det nu? Ikke meget er udtryk for en reel interesse for afrikansk fremgang og udvikling.

Desillusion ude og hjemme

Bistand er ikke alt. Der er bestemt også handels- og investeringspolitik med private aktører og den officielle danske Industrialiseringsfond for Udviklingslande (IFU) som aktiv spiller. Men der er heller ikke her områder, hvor Danmark for alvor løfter sig.

Og EU og Europa gør det heller ikke for alvor. Der er da vigtige og væsentlige EU-initiativer, men ikke noget, der for alvor rykker.

Der er rigtig god plads til specielt Kina, men også til blandt andet Rusland (og lande som Indien og Tyrkiet) i et Afrika, der er præget af betydelig desillusion i forhold til det europæiske kontinent, der rummer de gamle kolonimagter.

Så desillusion er der en masse af. Både i Afrika og herhjemme.

Men generel desillusion skal naturligvis ikke bruges til at skyde en ny strategi ned, som endnu ikke er blevet præsenteret.

Vi skal i pragmatismens navn opbygge alliancer og ligeværdige partnerskaber, lyder det nu. Hvor er det godt. Jeg glæder mig til at læse den nye strategi, og rygterne siger, at vi vil vide mere allerede her i løbet af maj måned.

Læs også