KV17: Københavns byplanlægning bør være til diskussion, ikke et fait accompli

KRONIK: Københavns politiske liv præges af en konsensus om byplanlægningen, som ikke står til politisk diskussion. Det er et problem, som udfaldet af kommunalvalget næppe ændrer på. Men hovedstaden bør atter være en ideologisk kampplads, hvor man deler sig efter anskuelser, skriver Kasper Lægring, arkitekt MAA.

Af Kasper Lægring
Arkitekt MAA, ph.d.-studerende, KADK

Sagaen om Amager Fælled er ovre, og Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), er på retræte. Undervejs har vi oplevet, at normalt velreflekterede debattører fra den socialdemokratiske ende af kompasset mentalt er gået i stå i det samme årti, 1960’erne, hvor tanken om satellitbyen Ørestad første gang så dagens lys.

En række meningsdannere fra såvel moderpartiet, Netavisen Piopio og Cevea har alle sunget den samme sang, nemlig at opgivelsen af disse 2.500 boliger, herunder 600 almene, vil være en blodig uretfærdighed, som vil accelerere boligmanglen i København, og som vil sætte byens udvikling i stå.

Storbyen er (også) irrationel
Boligordfører Kaare Dybvad (S) har gjort det klart, at ”det socialdemokratiske ideal altid vil være, at vi skal bygge nyt, og der skal bygges meget, for at gøre alle byer så tilgængelige som muligt for almindelige mennesker” (Altinget 4. oktober 2016). Dybvad tænker gennemgående positivistisk: Byens problem er alene af kvantitativ art, og boligproduktionen er alene et spørgsmål om udbud og efterspørgsel.

Men allerede Poul Henningsen forstod, at storbyens tiltrækningskraft ikke altid er rationel. ”Hvad trækker dem til disse steder?” spurgte PH, hvis sang Byens lys fra 1937 indfanger paradokset i en storby, hvor mennesket er forvandlet til et insekt, som i en irrationel dødedans sværmer omkring en tillokkende glødepære:
”Hvem spø'r om du og dine går til bunds, overbord / skæbner går ned, storbyen gror.”

Vi kan se tilbage på en valgkamp, der har været præget af forslag om at sabotere pantsystemet på grund af romaer, om at omdanne Søerne til badeland og om at forbyde brændeovne. I den kontekst af livsstilsmæssig micro-management forekommer Amager Fælled-debatten at være ganske jordbunden. Kun attituden til privatbilisme er for alvor en ideologisk markør i et København, hvor Socialdemokratiet og den borgerlige blok i årevis har slået pjalterne sammen om byplanlægningen.

Livsstil hører med i ligningen
Både Mads Havskov Hansen og Niels Jespersen har skildret kampen som en klassekamp mellem 'champagnesocialister' og 'privilegieblinde' på den ene side og den mindrebemidlede boligsøgende på den anden side. Jespersen skriver, at ”det er de privilegerede og etableredes kamp for at omdanne byen til en kedelig villavej – og holde nytilkomne ude” (Information 23. september 2016). Alle har et retskrav på at kunne bo i København, lyder det.

Det ironiske er blot, at det er den socialdemokratiske nestor, Mogens Lykketoft, som med sin orkestrering af statslige og kommunale ejendomsselskaber har skabt det momentum, som leder grundpriserne i en opadgående spiral – til statens bedste.

Men det faktum, at hovedstadens boligbehov skal opfyldes på de dyreste grunde langs havnefronten – eller på nyskabte øer! – burde have været et wake-up-call til socialdemokraterne om, at vi for længst har passeret opfyldelsen af basale behov. Og ellers kan man se tilbage på sommerens perlerække af højhusforslag; det ene mere eksotisk, verdensfjernt og oplevelsesøkonomisk end det andet.

At København sidste år fik tildelt en kedelig næstsidsteplads af Dansk Industri i vurderingen af de danske kommuners erhvervsvenlighed, viser med al tydelighed, at byen handler om meget mere end materiel produktion.

For hver ene almen bolig, der bliver bygget i de nye udviklingsområder, kommer der tre ekstremt dyre boliger til. Det er den djævelske logik, som socialdemokraterne har forskrevet sig til, fordi de opfatter 25-procentskravet i planloven som en pragmatisk sejr – i et meget nærsynet perspektiv. Imens fyldes byen gradvist op, og dens demografiske og økonomiske profil ændres for stedse.

Management har erstattet ideologi
Vi hører atter og atter en højstemt modernistisk ambition, som slet ikke harmonerer med virkelighedens København, hvor magten for længst er sivet ud af bystyret – først til fordel for Christiansborg, siden til fordel for banker, pensionskasser og multinationale virksomheder. Initiativet i København kommer ikke fra politikere, men fra developere. De seneste sensationelle byudviklingsprojekter omkring Vesterport og Nordhavn er ikke fostret på rådhuset, som kun er stempelkontor for andres ideer.

Det er ikke nyt. At tværpolitisk management har erstattet ideologiske kampe om at definere byens projekt, blev allerede opfanget af DSB’s designchef Jens Nielsen, som kort før sin død i 1992 skrev:

”Ørestaden er undfanget i en uhyrlig alliance mellem raske nyliberalister og planbureaukratiske betonhoveder fra tresserne, som har gemt Maos røde bog til bedre tider og nu giver den som developers og yuppies i offentligt regi. Det er næsten ikke til at se forskel på dem.” (Politiken 25. januar 1992.)

Det er derfor, vi oplever, at Netavisen Piopio og Berlingske har indtaget helt enslydende synspunkter på Amager Fælled. Og det er årsagen til, at Søren Pind (V), Ole Birk Olesen (LA) og Jarl Cordua er rørende enige med Frank Jensen og de nævnte socialdemokrater. Byen som diffust vækstprojekt er ganske enkelt ikke til politisk diskussion.

Med bosætning følger omkostninger, ikke kun frit valg
Når Jespersen med flere sætter det frie valg højere end hensynet til en planlægning, som ikke efterlader en masse overflødig infrastruktur bekostet af skatteyderne, kan det kun kaldes liberalisme.

I en prisopgave i Jyllands-Posten 28. oktober 2016 beskriver pensioneret kommunaldirektør Ivar Dreyer ”det fuldstændige fravær af rettidig omhu, der ligger i kritikløst at acceptere befolkningens evige vandring fra små til store byområder, fra stagnationsområder til vækstområder. Regulære flytteomkostninger, der har kostet hundreder af milliarder af kroner i reetablering af offentlig infrastruktur i vækstområderne”.

Dertil kommer, at de moderne, globaliserede metropoler ikke er egnede til at distribuere velstand ligeligt. Tværtimod lever de, som PH fint fornemmede, af at udvide kløften mellem rig og fattig.

Stauning forstod problemet
Det er blevet socialdemokratisk politik i hovedstaden at servicere en potentielt ubegrænset skare boligsøgende på et stadigt mindre areal. Men det er selvsagt svært at holde prisen nede på en vare, som bliver stadigt mere sjælden, og som kun kan tilvejebringes ved at fylde havnen op. Og endnu mere paradoksalt er det op til markedets luner at levere og prissætte varen. Det kan kun blive et sisyfosarbejde.

Thorvald Stauning, som gik meget op i naturbeskyttelse, forstod problemet. Han var udmærket klar over, at den almindelige arbejder ikke kom til at bo på strandvejen langs Øresund. Og i øvrigt ville der aldrig være strandvej nok at dele ud af. Derfor opkøbte han rigmandsvillaer, rev dem ned og skabte en folkepark. Omvendt tror nutidens socialdemokrater, at København kan udparcelleres i tilstrækkelig grad, så et ukendt antal fremtidige boligsøgende fra nær og fjern, indland og udland, kan huses her. Det er den virkelige utopi.

Hvis politikere som Kaare Dybvad, for alvor vil ændre på tingenes tilstand, må de hæve blikket og få afskaffet Lykketofts konstruktioner, så københavnerne kan slippe for et politisk fait accompli og atter blive aktive medborgere med indflydelse på planlægningen. For hvorfor stemme ved kommunalvalget, når de vigtigste spørgsmål allerede er afgjort på forhånd?

Forrige artikel Kronik: Sådan bliver danskerne verdens mest intolerante folkefærd Kronik: Sådan bliver danskerne verdens mest intolerante folkefærd Næste artikel Erhvervsleder: Regeltyrranni æder vores velfærd Erhvervsleder: Regeltyrranni æder vores velfærd
  • Anmeld

    Frej Pries Schmedes · Filminstruktør og med i Amager Fælleds Venner

    NEJ Sagen er ikke ovre, det er et taktisk modsvar, for at lægge Amager Fælled død som valgtema.

    Sagen om Amager Fælled er IKKE ovre, det er det Venstre og Socialdemokratiet vil have vælgerne til at tro ved at lave en undersøgelse der går hen over valgdatoen.
    Venstre ved godt at der ikke er samme økonomi i at bebygge på Campinggrunden, og vil som de har sagt, når de gås på klingen, vende tilbage til at ønske at bygge på Strandengen, efter valget.

    Derfor stem grønt så vi får et flertal der vil #BevarAmagerFælled der giver #VildVelfærd gratis til alle.
    #Naturensstemmer den 21. Nov.

  • Anmeld

    ole rasmussen

    Det københavnske bystyre er en skandale

    Jeg ved ikke hvilken naturlov som tilsiger, at i en by skal godsarealer, når de bliver frigjort, straks af byens politikere pr. automatik fyldes op med beton, som på ingen måde tjener andre interesser end de som spekulerer i beton. Jeg har hæftet mig ved Altingets skribent Jarl Cordua nedgør tudseliv, og byens rekreative områder, men jeg kender ikke nogen anden by i Europa, som på samme måde som Københavns Havn er blevet gjort til centrum for spekulationsbyggerier, hvor ligegyldige boligområder skyder som paddehatte, som har forgiftet byens identitet, og borgernes livskvalitet. En københavnsk familie kan i dag ikke uden store vanskeligheder gøre sine indkøb, skal transportere køleskabe på cykler, har svært ved at besøge forældre, venner og bekendte i andre bydele, og børnene kan når de flytter hjemmefra ikke finde en bolig. Hverken i ens egen bydel, eller i byen som helhed, som er i dag er indrettet til studerende, til tilflyttere og til et stigende antal (Airbnb) turister. Til studerende som skal betale mere i husleje end boligen er værd, for ellers har en gammel københavnerfamilie ikke råd til sin egen bolig, i en tid, hvor hoteller er blevet en bedre business end en bolig. Byen er blevet en moderne pendler station, fordi alle med respekt for sig selv skal have adresse i København K., et ego som sammen med det socialdemokratiske fait accomli styrer udviklingen, for de overhører alle indsigelser. Selv et projekt som Nordhaleøen fortier centraladministrationen ihjel. Et tigerspring som burde sættes i gang før snart sagt alt andet. Dermed ikke sagt, at der ikke må rives ned og bygges nyt, men brugen af Københavns godsarealer er en decideret katastrofe, og Ørestad har udviklet sig til et vindblæst misfoster uden snerten af hverken tudse- eller menneskeliv. Selve byens hjerte er blevet en kønsløs betonørken, som omkranser et narcissistisk Rådhus, og de oprindelige kulturværdier, er blevet centrum for turisme og Wonderfull Copenhagen.

  • Anmeld

    Knud Erik Hansen · Byplanlægger, cand. polyt et art.

    By&Havn økonomi bestemmer kommuneplanlægning

    Tak for en super god artikel, der rammer kernen i problemet i København. De sidste 10 år er der vedtaget mange lokalplaner hvor det har været spekulanters logik og interesser der har sat sig igennem. En god by og en by for alle har hvis det har været inde, kun haft en sekundær plads.

    Vi har derfor endnu ikke set det fulde resultat af denne spekulation. Byggerierne i de mange lokalplaner er først for alvor på vej nu.

    Det bliver massivt tæt. Blot et eksempel. I Indre Nordhavn har man kun kunne finde plads til boldbane og aktivitetsområde på taget af et parkeringshus.

    Ydre Nordhavn er et eksempel på, at det bliver vanskeligt for en demokratisk kommuneplanproces at bestemme indholdet planerne for området.. Det er et område, hvor der overhovedet ikke er planlagt noget, men By&Havn regner med at de skal have indtægter fra salg af grunde til tæt boligbyggeri. Hvis kommunen ikke vil gøre det, så kommer By&Havn til at mangle penge til at betale den 20 mia. kr store gæld fra metrobyggeri. Vi har pantsat planlægningen til metrogælden.