Lisbeth Knudsen: Det røde postbud er blevet disruptet

Der er dyb krise omkring PostNords danske aktiviteter. Og her taler jeg ikke om transportministerens reaktionshastighed på de politiske landeveje med farlige grøftekanter for ministre i ”bad standing” hos oppositionen.

Jeg taler om forretningen PostNord. Først forsvandt den daglige postleverance, der blev reduceret til et par gange om ugen, men samtidig voksede bjerget af reklamer i posttasken.

Så forsvandt posthusene med nogle få undtagelser, og post og pakker skulle balanceres gennem kiosker, fødevarebutikker og andre lokale forretninger eller selvafhentes i store døgnbokse med digitale pinkoder.

Så blev der længere mellem tømningen af de røde postkasser. Og så blev postbilerne og postens farve pludselig blå i stedet for rød. Og hele tiden undervejs blev priserne sat op, og servicen blev oplevet dårligere og dårligere.

Kunne PostNord ved rettidig omhu have forhindret udviklingen? Nej. Kunne de have forudset, at det ville gå så stærkt? Måske. Kan de finde på nogle løsninger, der kan redde forretningen? Ja.

Lisbeth Knudsen

Nu er vi så på vej til kun at kunne få post en gang om ugen, med mindre der betales en uhyggelig høj ekstraporto for ekspreslevering. Breve og pakker skal leveres af samme bud, der allerede i cykeludgaven ligner et overbelastet pakæsel, og 40 procent af de danske postmedarbejdere skal afskediges.

Danskerne er blevet så digitale, at vi springer brevet over og skriver en e-mail. Og beslutningen om at tvinge danskerne over på digital post fra det offentlige gør nu massivt sin indvirkning hos statens eget postkontor, der er gået fra plus til minus i leveringen af overskud til ejerne.

Tit har vi svært ved at forklare digitaliseringens konsekvenser for samfundet og for os alle sammen. PostNord er et klokkeklart og let forståeligt eksempel – ja nærmest en staveplade til at forstå den disruption, den opløsning af gamle strukturer og forretningsmodeller og den ændrede brugeradfærd, der sker omkring os og forandrer vores hverdag.  

Branche efter branche vil blive udsat for samme type udfordringer med digitalisering og et nyt forbrugsmønster. Vi ser det bare ikke altid så tydeligt som her, og vi ser ikke udviklingen gå så dramatisk hurtigt som her.

På ganske få år er PostNord her i Danmark gået fra at være en brevdistributør med pakker til nu at være en pakkedistributør med breve. Og gradvis tilpasser vi os som kunder den nye virkelighed, som vi selv som forbrugere har skabt for nationalklenodiet: det røde postbud.

Den igangværende deroute for det kongelige danske postvæsen ligger efterhånden en del år tilbage, hvor faldet i brevmængderne begyndte for alvor i starten af 00’erne. I 2009 blev det besluttet at sammenlægge det svenske og danske postvæsen.

Og i 2011 kom den samlede organisation til at hedder PostNord med 60 pct. ejerskab til den svenske stat og 40 procent til den danske. Formålet var at give de statslige postvæsener i de to lande fælles styrke til netop at modstå udviklingen med digitaliseringen og den øgede konkurrence på markedet for logistikløsninger.

Det handlede også om at gennemføre de nødvendige rationaliseringer. Siden etableringen i 2009 har PostNord sagt farvel til 14.000 ansatte. De kommende to til tre år skal yderligere mellem 4.000 medarbejdere forlade PostNord i Danmark, ifølge ledelsens udspil.

Brevmængderne er siden årtusindskiftet faldet med 80 procent. PostNord mangler egenkapital og skal bruge 2,3 mia. kroner til at finansiere omstillingen. De penge skal findes hos skatteyderne, og da underskuddet ligger på den danske del af forretningen, er svenskerne sjovt nok ikke særlig villige til at medfinansiere en løsning.

Politisk er det her følsomt område på samme måde som den statslige togdrift. Private selskaber vil ikke se nogen forretning i at bringe post ud i de yderste klitrækker, ligesom de ikke vil se forretning i at køre med halv- eller heltomme regionaltog til tyndere befolkede egne af landet.

Det er en statslig opgave at få posten ud, ligesom togdriften er det. Eller er det efterhånden? Tør vi overlade opgaven og de stadig røde postkasser til et privat firma med en ”public service” kontrakt, der forpligter til levering alle steder i landet, har høje sikkerhedskrav omkring håndteringen og ambitiøse måltal for leveringskvalitet?

Det er med blødende hjerte for det kongelige, nationale eller nu nordiske postvæsen, at jeg siger ja. Hvis kvaliteten alligevel skal være så dårlig, at jeg kun får post en gang om ugen, og jeg ikke længere har et posthus i nærheden, og pakkerne kommer skiftevis med PostNord eller et privat pakkefirma, som butikken har indgået aftale med, eller jeg selv skal hente dem et eller andet sted, hvad er der så tilbage af den gode gamle tryghed og romantik omkring det røde postbud og posthuset som mødestedet med en velkendt identitet og funktionalitet? Læs service og professionel behandling.

Den accelererende digitalisering og ændrede kundeadfærd har udraderet forretningsgrundlaget under det gamle postvæsen. Det er ikke nogens skyld – det er alles skyld, og udviklingen kan ikke standses eller gøres om.

Kunne PostNord ved rettidig omhu have forhindret udviklingen? Nej. Kunne de have forudset, at det ville gå så stærkt? Måske. Kan de finde på nogle løsninger, der kan redde forretningen? Ja, der er jo faktisk vækst i distributionen af pakker – af alt det, vi skal have fysisk, når vi har handlet virtuelt med en butik. Men i modsætning til brevomdelingen er konkurrencen her jo helt fri, og der er mange, der har opdaget den forretningsmodel.

Danmark har haft et postvæsen siden 1624, hvor det blev indstiftet af Christian 4. Men først omkring 1900 fik man direkte omdeling over hele landet. Og kigger man på historien, så har det ikke skortet på omvæltninger.

Post- og Telegrafvæsenet, også kaldet P&T, var et dansk statsligt direktorat, som blev dannet i 1927 da to statslige organisationer – Postvæsenet og Telegrafvæsenet – skulle smelte sammen. I 1986 blev P&T delt op i et generaldirektorat og seks statsejede virksomheder.

Lad os tage nogle af dem: Tele Danmark A/S blev etableret i 1990 og privatiseret i 1998. Fik ændret sit monopol og sit navn til TDC og er solgt i flere omgange til udenlandske ejere. GiroBank A/S blev etableret i 1991 og ligeledes privatiseret og efter en række fusioner nu opslugt af Danske Bank.

I 1995 blev postvæsenet til Post Danmark, en selvstændig statsejet virksomhed underlagt Trafikministeriet, og i 2011 til PostNord med Trafikministeriet som delejer. Alene den korte historie viser, at forandringerne aldrig hører op med at komme til os.

PostNords ledelse siger, at de har en plan for fremtiden, som ser lys ud, hvis de bare lige kan få dækket det hul i egenkapitalen, der skal til for at gennemføre en digital transformation af virksomheden, en omfattende beskæring af medarbejderstaben og en beskæring af servicen over for befolkningen.

Måske skal der mere til end det, hvis vi skal have en bedre service for pengene. En nytænkning af hele forretningsmodellen, ejerskabet og servicetilbuddet. Det er helt ærligt ikke nok, at jeg kan få lov til at følge min pakke digitalt og give postydelsen karakter på Trustpilot, når jeg selv har hentet en pakke i døgnboksen.

......

Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger.