Løkke og Støjberg vandrer hånd i hånd hver sin vej

Maratondebatten om historiens sjette rigsretssag blev først for alvor interessant, da to af sagens hovedpersoner tog ordet efter to timers tomgang.

Først gik løsgænger Lars Løkke Rasmussen på talerstolen og forklarede sin modstand mod rigsretten med, at sagen nok burde føre til en næse, men slet ikke havde tyngde til at bære en rigsretssag.

Umiddelbart bagefter tog Inger Støjberg ordet og slog i en følelsesladet tale fast, at der nok var begået fejl, men at hun ikke fortrød noget som helst.

På den måde er Løkke og Støjberg havnet i et overraskende skæbnefællesskab, netop som de glider ud af Venstre ad hver deres dør.

Den ene har forladt partiet, fordi han er dødtræt af symbolpolitik og yderfløjenes diktat. Den anden er på vej ud, fordi hendes formand ikke bærer værdikampen i hjertet. Deres begrundelser kunne ikke være mere forskellige.

Den fælles fortælling

Men i forhold til rigsretssagen har de en fælles fortælling om, at loven ikke er blevet brudt. Og at de i hvert fald ikke vidste noget om det, hvis det skulle være tilfældet. Som Lars Løkke Rasmussen sagde under tirsdagens debat:

”Jeg tror stadig ikke, fru Inger Støjberg har brudt loven”.

Eller som Støjberg selv udtrykte det: ”Jeg ved, at jeg ikke beordrede nogen til at gøre noget ulovligt”.

Det er den insisteren, der nu gennem fire år har drevet et langt hen ad vejen modvilligt politisk flertal til at grave mere i sagen, og som tirsdag fik det efterhånden store, modvillige flertal på 139 folketingsmedlemmer til at stemme for en rigsretssag.

Havde Løkke fyret Støjberg undervejs, eller havde hun selv oprigtigt beklaget udsendelsen af den ulovlige instruks, så er det tvivlsomt, om både Socialdemokratiet og Venstre var gået med til en rigsretssag.

Støjbergs to fortællinger

Spørgsmålet om, hvorvidt der foregik noget ulovligt – og hvem der vidste det – bliver hele omdrejningspunktet for den kommende rigsretssag.

For både Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg gælder, at deres forklaringer i offentligheden ikke har været helt de samme som deres forklaringer i Instrukskommissionen.

Det er mest markant i Inger Støjbergs tilfælde.

Under afhøringerne i Instrukskommissionen sagde hun, at hun i 2016 modvilligt havde accepteret, at der kunne gøres undtagelser, inden unge ægtepar blev skilt ad. Teksten i den omstridte pressemeddelelse, der fik karakter af en instruks, var blot et forsøg på at kommunikere en stram politik, forklarede hun i vidneskranken.

Men i offentligheden siger Inger Støjberg igen og igen, at hun står ved sit ønske i 2016 om at adskille alle unge ægtepar uden undtagelse. Hun tilføjer gerne ”inden for lovens rammer”, men sagens kerne er netop, at den fuldstændige adskillelse ikke var inden for lovens rammer.

”Jeg gjorde, hvad jeg fastholder var det eneste rigtige politiske og menneskelige at gøre”, som hun sagde i folketingssalen tirsdag.

Løkkes to fortællinger

På samme måde har Lars Løkke også to forskellige fortællinger. Da han blev afhørt i Instrukskommissionen, gav han indtryk af, at han nærmest ikke havde hørt om problemerne i Inger Støjbergs ministerium. Han havde eksempelvis ingen som helst erindring om, at daværende justitsminister Søren Pind (V) havde sendt en advarede SMS om sagen.

Men på Folketingets talerstol tirsdag eftermiddag lod Lars Løkke Rasmussen forstå, at embedsmænd i flere ministerier faktisk havde gjort ham opmærksom på, at juraen var klar, og at man ikke kunne adskille alle par uden undtagelse.

Han sagde på talerstolen, at Inger Støjberg selvsagt var blevet fyret, hvis Løkke dengang havde fået det indtryk, at hun havde brudt loven.

Men realiteten er, at Lars Løkke ikke reagerede, da ombudsmanden i en redegørelse i marts 2017 slog fast, at den omstridte pressemeddelelse ”efter sit indhold var ulovlig, og at den samtidig medførte en betydelig risiko for, at der blev truffet forkerte afgørelser i de konkrete sager om adskilt indkvartering”.

Venstre er revet midt over

Det er med disse modstridende fortællinger, at Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen vandrer hånd i hånd hver sin vej.

Den ene med kig på midten i dansk politik. Den anden med kig på den yderste højrefløj i dansk politik.

Den ene forsøger at afslutte værdikampen og formulere en helt ny dagsorden. Den anden insisterer på, at værdikampen er den eneste relevante dagsorden.

Begge er ude – eller næsten ude. Og tilbage står det parti, der skabte dem begge. Uden retning og uden svar på, hvordan det skal komme videre oven på den mest betydende politiske skandale i 30 år.

Det er Støjberg-sagens store paradoks: den udlændingepolitik, som grundlagde Venstres storhedstid, er nu ved at flå partiet i stykker.