Debat

Martin Henriksen: David Trads er en tæppetisser

REPLIK: David Trads har altid haft en masse meninger, men jævnt hen tager han fejl, skriver Dansk Folkepartis Martin Henriksen, efter at David Trads har kritiseret DF for aldrig at blive sturerene.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Henriksen (DF)
Integrationsordfører

David Trads er manden, der i eufori over Ny Alliance i sin tid kaldte Naser Khader Danmarks svar på præsident John F. Kennedy. Meget godt kan jeg sige om Khader, men Kennedy er han ikke.

Og Trads er også manden, som inden for godt et års tid er lykkedes med både at udnævne statsminister Lars Løkke Rasmussen til en stjernedygtig politisk håndværker og bagefter det stik modsatte.

Det nævner jeg for lige at etablere, at David Trads altid har en masse meninger, men jævnt hen tager fejl.

At Trads, og hele paraden af opmærksomhedshungrende politiske modstandere hælder galde ud på sociale medier og får nogle nyhedsmedier med på bølgen, er mere til grin, end det er noget andet.

Martin Henriksen (DF)
Integrationsordfører

Trads er trættende
Trads har også en helt særlig evne til at finde det ledige standpunkt. Enten et, alle andre har forladt, fordi det viste sig at være noget vrøvl, eller et, hvor han kan stå for sig selv og give sig selv ret i, at alle andre tager fejl.

Det kan være meget trættende.

Og nu tager Trads så lige Dansk Folkeparti med en tur i stueren-karrusellen: Stuerene, det bliver vi aldrig! I Davids Trads – og Poul Nyrups – øjne.

Trads har lavet en lille videoklumme her på Altinget, og jeg har drøftet emnet med ham i P1-debatten tirsdag. 

LÆS OGSÅ: Trads: I mine øjne bliver DF aldrig stuerene

Det er relevant at vide, at David Trads i 2004 gerne ville være socialdemokratisk folketingsmedlem, men blev slået i kampen. Så han har – uanset hvad han selv siger – en eller anden uindfriet politisk ambition, han slås med.

Og som leder på dagbladet Information var han ansvarlig for, at daværende Venstre-minister Tove Fergos rådgiver, Henrik Gade Jensen, måtte gå af, fordi avisen rettede beskyldninger imod ham, som imidlertid ikke holdt vand.

Avisen tabte en sag og måtte betale erstatning, men da var skaden jo sket; Gade Jensen havde mistet sit arbejde. Først mange år senere beklagede Trads, der jo altid har ret, det passerede.

Nyrupsk smagsdommer udi stuerenhed
David Trads har i det hele taget altid ret i egen optik. Han er bedre end andre gode mennesker og har mere ret end alle andre, der måtte have lidt (mindre) ret.

Anledningen til, at Trads nu forsøger sig som nyrupsk smagsdommer udi stuerenhed er, at et af vore medlemmer, Cheanne Nielsen, på Dansk Folkepartis årsmøde i en i øvrigt god, lille treminutters tale kom for skade at undlade et lille ”nogle” i en sætning om, at udlændinge stjæler, voldtager og myrder i Danmark.

Hun skyndte sig efterfølgende at beklage generaliseringen, som var utilsigtet. Og så skulle jeg mene, at den potte var ude. Men nej. Professionelt forargede politiske modstandere flippede ud og talte både sagen, som ikke er en sag, og udtalelsen op i et leje, som ingen steder hører hjemme.

Altså: Hun kom til at generalisere. Og sagde straks undskyld. Bum, færdig!

Men nej, Trads er utrættelig: DF bliver aldrig stuerene.

Og aldrig er godt nok længe…

På Altinget tirsdag 20. september stod denne overskrift: ”Danskerne vil hellere give gaver end arbejde frivilligt”.

Generaliseringer
Er det rigtigt? Det gælder næppe alle – selv om Altinget her bruger bestemt flertalsform; danskerne. Underforstået, at det er os alle sammen. Hver og en. Danskerne i bestemt form. Ingen af danskerne gider lave noget frivilligt arbejde, hvis vi kan køre dankortet og give en gave. Historien er baseret på, at antallet af frivillige timer er faldet en anelse.

Jeg tror ikke, at Altinget på den måde vil generalisere og på nederdrægtig vis trampe på de tusinder og atter tusinder af danskere, der lægger hundredevis af timer i frivilligt arbejde med alt fra spejdertruppen over lektiehjælp, besøgsvenner, natteravne og fortsæt selv listen.

Sådan læser jeg det heller ikke. Men der står faktisk, at danskerne hellere giver gaver end udfører frivilligt arbejde. Der står ikke ”nogle” eller bare ”de fleste”, der står ”danskerne” som i: Alle danskere.

Min pointe er, at alle, også professionelle kommunikatører som Altingets redaktion, kan komme til at generalisere uden at mene noget med det, uden at ville nogen noget ondt.

Vores medlem Cheanne Nielsen generaliserede, ja. Men ikke med vilje.

Og når ret skal være ret: Udlændinge i Danmark under et, og i særlig grad ikke-vestlige udlændinge, ér i alarmerende grad overrepræsenterede i statistikkerne over farlig kriminalitet! Og tilsvarende grad ynkeligt underrepræsenteret på arbejdsmarkedet.

Det tror jeg faktisk godt, den USA-inficerede politisk-korrekte Trads udmærket godt ved.

Cheanne Nielsen udtrykker en personlig og reel bekymring, som hun har noget at have i, hun udtrykte den blot for generaliserende. Som Altinget med sin overskrift.

En lille irriterende hund
At Trads og hele paraden af opmærksomhedshungrende politiske modstandere hælder galde ud på sociale medier og får nogle nyhedsmedier med på bølgen, er mere til grin, end det er noget andet.

Og til dig, Trads: Du er en tæppetisser. Du går og små-strinter al din selvretfærdighed ud over alt og alle, når og hvor det passer dig, og proportionerne er du ligeglad med. Du er så gammel nu, at du burde være vokset fra det.

Det er lidt som en lille, irriterende hund, der ikke vil gå væk.

Og når den endelig er gået, opdager man, at den har tisset i hjørnet. Og så er lugten tilbage.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00