Martin Lidegaard svarer igen: Cirkus Christiansborg og Simon Emil Ammitzbøll har stadig ikke forstået det

Det gælder også de ældre, der ikke er nedslidte, som vi bliver nødt til at bede om at arbejde nogenlunde lige så længe som deres jævnaldrende i Norge og Sverige, og hvor vi til gengæld bekæmper den aldersdiskrimination, som mange af dem møder. Vi skal heller ikke skubbe økonomiske regninger videre til børneværelset.

Alt dette fremlægger Radikale Venstre konkret politik for, uge efter uge, i en samlet generationskontrakt – en plan B – der klart og tydeligt prioriterer vores børn og de unge generationer hele vejen rundt.

I weekenden vil vi eksempelvis præsentere et fertilitetsudspil. Ugen efter vil vi vise vejen til, hvordan vi i Danmark og Europa kan redde klima, natur og miljø. Tag også sundhed. Her har vi indtil nu brugt 95 procent af alle nye penge til sundhedsvæsenet på 65+-årige, mens vi helt har forsømt de forebyggende indsatser, ikke mindst for børn og unges trivsel. Det må og skal vendes nu.

Nu risikerer vi at blive den første generation af danskere, der giver et dårligere liv og et dårligere samfund videre til vores børn. Ønsker vi det?

Martin Lidegaard (R)

Og når Simon Emil nu efterspørger det, glæder jeg mig til, at han læser med, når vi offentliggør vores samlede Plan B for Danmark i Europa, inden vælgerne skal tage stilling 9. juni.

For der er brug for at tænde et lys og et håb i det dystopiske mørke om de unges fremtid, som mange har travlt med at male i disse år. I Radikale Venstre er vi overbeviste om, at vi ikke bare kan bevare vores gode samfund. Vi kan gøre det endnu bedre. Og give noget endnu bedre videre.

Men vi er også overbeviste om, at det ikke kommer af sig selv. Det kræver klar retning og klar prioritering af de unge generationer – og det kræver, at vi ærligt tør sige til de ældre generationer i Danmark: Vi tilhører nok de rigeste og lykkeligste generationer af danskere, der nogensinde har levet.

Vi fik boligskattestoppet af Fogh, vi fik stort set fri adgang til den uddannelse, vi ønskede, og mange af os gik i vuggestuer, børnehaver og folkeskoler med langt bedre normeringer end i dag. Vi har være prioriteret i sundhedsvæsenet.

Nu risikerer vi til gengæld at blive den første generation af danskere, der giver et dårligere liv og et dårligere samfund videre til vores børn. Ønsker vi det? Eller er vi klar til at tage vores tørn og rydde op efter festen?

Jeg er overbevist om, at mange ikke ønsker andet. Og dog undrer Simon Emil sig – igen – over, at vi ikke gik med i den nuværende regering. Det siger meget om Cirkus Christiansborg, at den mest indlysende forklaring, som jeg gav få timer efter beslutningen – og efterhånden har givet så mange gange, at jeg er ved at kaste op over det – simpelthen ikke accepteres: Netop den politiske forklaring.

At vores nuværende SVM-regering ulykkeligvis med kirurgisk præcision endnu engang retter vælgerskytset mod de ressourcestærke ældre generationer, der ikke bliver bedt om at bidrage med én krone eller én arbejdstime mere i regeringens reformprogram, mens de unges uddannelser igen rundbarberes, SU'en forkortes, folkeskolen lider, den grønne omstilling snegler sig afsted, og alle andre end de ældre bliver bedt om at arbejde mere. Også børnefamilierne, der i forvejen er hårdt pressede.

Det er fortvivlende, fordi potentialerne i en midterregering netop kunne være det modsatte: at fremtidssikre Danmark og de unge generationers velfærd og trivsel.

Det kan gøres så meget bedre, og med så meget mere håb og perspektiv for hele vores ungdom, også minoriteterne, både kvinder og mænd.

Magten er ikke målet i sig selv, ligesom ministerbilerne ikke er målet i sig selv for mig.

Martin Lidegaard (R)

Derfor vil Radikale Venstre fremlægge en stribe konkrete forslag og en samlet økonomisk plan for hele den bevægelse og den fremtid efter valget til Europa-Parlamentet, og vi vil både før og efter et valg sigte mod at tage den indflydelse og det ansvar – også i en ny regering – der kan gøre en forskel for Danmark.

Men magten er ikke målet i sig selv, ligesom ministerbilerne ikke er målet i sig selv for mig. Selv ikke midten er et mål i sig selv, som mange vælgere i disse måneder viser ved at vende ryggen til midterpartierne og søge mod de rene røde og blå svar.

Målet er et bæredygtigt samfund i enhver forstand, der skaber de bedst mulige rammer for trivsel, mening og glæde i tilværelsen. Også for vores børn og unge, der i stigende grad mistrives disse år.

Vi tror stadig, at det mål bedst indfries gennem en parlamentarisk situation, hvor regering og flertal udgår fra den politiske midte for at sikre fremsyn og holdbarhed i beslutningerne.

Men det afgørende er og bliver, hvilken politik der bliver ført. Der er brug for en plan B. Den har vi. Og den glæder vi os til at samarbejde med de andre partier om – før og efter et valg.